Territoriale kampe i skulpturland

Kunsthal Nords leder Henrik Broch Lips lægger i sin første sæson ud med et eksperiment, hvor lokale Poul Bækhøj (f.1942) inviteres til kunstnerisk dialog med en ung københavner, Morten Modin (f.1981). Det har skabt en sjælden begivenhed, hvor kun skulpturen er på dagsordenen.

GENERATOR er udstillingens titel, der dels peger på generationsforholdet og dels på mødets potentielle energi. Der skal forhandles over godt 50 års skulpturhistorie, og i udgangspunktet er de to kombattanter i nøjagtig hver sin ende af dette tidsspektrum.

Labyrintisk udstilling
Kunsthal Nord byder på sale og nicher, og udstillingen er ikke tilrettelagt pædagogisk og kronologisk; du må gå på opdagelse og udse dig en vej fra rum til rum.

En bunden opgave var at udføre fællesværker, og det første af to er en mur placeret i en smal passage, som tvinger beskueren ganske tæt på. Her i nærkontakten oplever du, hvordan denne omfangsrige skulpturmasse er blevet modelleret af bare næver. Aftrykkene fra de mange håndbevægelser står i tydeligt relief på skulpturens overflade og tilføjer den et stærkt kropsligt og processuelt præg.

En til hver?
I det tilstødende rum findes det andet værk bestående af to næsten ens skulpturdele. Overfladen er lukket og glat, formen stram og præcis. De to dele er begge variationer over det samme tema: porten/indgangen. De står ‘ansigt til ansigt’ og danner dermed en tilsyneladende symmetrisk helhed.

Man får let den tanke, at murens løse og korporlige overflade udtrykker Modins sympati for den åbne skulpturkrop, mens den stramme gruppe mere peger i retning af Bækhøjs minimalisme. De to skulpturer kan ses som udtryk for et kompromis, hvor hver skulptur tilgodeser et ego.

Forgængelighed
I endnu et rum findes en kæmpestor ‘larve’ udført af 1000 kg ler og derefter spraymalet med gule og sorte striber, påført overfladen i et patchworkagtigt mønster. Her er Modin på spil med en tvetydig værktype, der med sit sortgule ydre mimer naturens farvestærke advarselstegn – et paradoks, tænker jeg, dens urokkelighed taget i betragtning, men måske alligevel relevant, på grund af den kendsgerning at skulpturen eroderer, i takt med at leret tørrer og revner.

Det er værk, der giver efter for et kontroltab og en forgængelighed, der på alle måder udfordrer Bækhøjs langt mere bestandige skulpturer af sten og jern.

Tung og let
Poul Bækhøj har fået en hel sal, hvori en række af hans mindre granitskulpturer får lov til at udfolde sig i uforstyrret ro og værdighed. Her ser man tydeligt, hvorfor denne type skulptur efterspørger den hvide kubes formelle neutralitet.

Få skridt derfra er det fysiske værksammenstød en realitet. Bækhøj er monumentalt til stede med ni minimalistiske versioner af kuben i lækkert poleret cortenstål. Symmetrisk installeret danner kuberne en alvorsfuld klangbund i rummet. Ovenpå kuberne triumferer Modins farvestrålende 3D-printede plastikskulpturer højlydt.

Minimalismens fundamentalisme under kærligt angreb
Scenariet er frækt, fordi det sætter traditionernes fordringer på spidsen. Bækhøjs kuber stemmer rummet og lader det med minimalismens autoritære og formøkonomiske seriøsitet – absolut smukt og fejret i årtier i Europa og USA, men det er også en formel fundamentalisme, som i yderste potens kan afslutte enhver kunstkategori.

Her overfor står Modins lysreflekterende plastikskaller som legesyge organiske former, der fra ryggen af Bækhøjs tunge sokler byder sig til med kulør og lethed.

Antipop
Plastobjekterne er udført på stedet, og resultatet er en række skulpturelle former i skrigende ‘Tiger-butik-plastfarver’. Men ligheden med brugsgenstande er ikke tilstede i øvrigt, for de enkelte dele fremstår med tydelige sammenføjninger, fordi de er printet i flere omgange. De har ‘fejl’, dér hvor printeren har været udfordret. Så selvom formerne er faste, er de også skrøbelige og ind imellem vaklende og bulede. Denne menneskeliggørelse i organisk forstand fjerner dem fra popkunstens symbolske og overperfektionerede formsprog, så de i stedet virker mere midlertidige, åbne og spørgende.

Modernismekritik
Modins skulpturer i andre materialer breder sig mangfoldigt i den tilstødende sal, og de har rødder tilbage til en antiautoritær og eksperimenterende tradition, som siden 1960erne har levet parallelt med andre mere konservative og håndværksafhængige skulpturtraditioner.

Modernismen er på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor Modin er uddannet, blevet udfordret og gentænkt først af Willy Ørskov, som påvirkede feltet med sine banebrydende skulpturteorier og indskrev skulpturen i dens egen sfære fri for psykologi og symbolsk betydning; derefter af Hein Heinsen, som under indflydelse af postmodernismen forlod den selvberoende skulptur til fordel for en, der var mere omverdensbevidst. Herefter overtog Morten Stræde, stadig påvirket af det postmoderne, men med en forkærlighed for en skulptur præget af gådefuldhed, litterære referencer og kompleksitet.

Formel pluralisme
I dag står Martin Erik Andersen for billedhuggerskolen, og han tilhører en generation, der har udviklet skulpturen konceptuelt og formelt, dels via materiel åbenhed og dels via fokus på narrative og performative aspekter, som bl.a. kan udtrykkes gennem installation.

Skulpturen i dette felt har mange ansigter og kan virke vilkårlig, åben, appellerende, spørgende og klodset – nærmest kikset. Eksempelvis Modins forsølvede ’høj’ med fuglefjer jævnt fordelt på en slap skulpturkrop, som ligner noget lavet af et børnehavebarn. Eller en lille sammenflikket skulptur med et tæppe ’over hovedet’, som i al sin fundamentale naivitet bliver næsten levende… Det er lige før, man udbryder: “FUNDET R2D2!”

Sammenstødets risici
Bækhøj er en fin og besindig modernist; tro over for håndværket og de rene bestandige materialer. I mødet med Modins mere vilkårlige og undersøgende praksis, udfordres han maksimalt.

Bækhøj kan frygte et autoritetstab, og at hele udstillingen ender i ren tivolisering, hvor de kulørte skulpturhylstre blinker som lamper på en tombola. Omvendt kan Modin frygte, at hans lettere gestik falder til jorden i slagskyggerne af Bækhøjs alvorlige minimalisme, og derved reducerer hans skulpturinvesteringer til ren overflade og opportunistisk leg med det forhåndenværende.

Generationskløften er tydelig, men vendes til noget positivt via den fælles bestræbelse i udstillingen, som herved rejser en række interessante spørgsmål om skulptur, som ingen af kunstnerne alene ville være i stand til at artikulere med samme styrke. Sammen tvinger de beskueren og hinanden til at tænke over, hvad skulptur var, er og kan blive – og det er såre godt.