Tetsumi Kudo så nødvendigheden af en ny økologi – for 50 år siden og det gløder stadig

Tetsumi Kudo lavede happenings i 1950’erne, skabte radioaktive mikromiljøer i 1960’erne og et manifest for en ny økologi til 1970’erne. Louisianas udstilling er et overordentligt velkomment møde med denne pioner, der er ligeså aktuel som absurd.

For de fleste af os er den japanske avantgardist Tetsumi Kudo (1935-1990) ikke et velkendt navn. Desto mere lander hans værk som et vildt udbrud med ætsende glød i kælderen under Louisianas grønne kunstlandskab.

Nu, hvor vi kan få (gen)åbnet øjnene gennem nye kunstoplevelser, men med store begivenheder og lange rejser sat på pause, kan Kudos mærkværdige plastiknatur sætte gang i tanke- og sanseapparat. Og i en tid, hvor den menneskeskabte forandring af Jorden bestemt ikke er sat på pause, må man føle Kudos økoavantgarde som eftertrykkeligt vigtig.

Først en kort faktuel introduktion: Tetsumi Kudo var opvokset med krigen og atombombens nærvær og efterfølgende landets industrialiserede genrejsning. Som ung var han en del af Tokyos avantgardeeksplosion, hvor man nærmest tog over, hvor man trak grænsen i New York med happenings og nærmest voldelige materialeeksperimenter. Kudo flyttede i 1960’erne til Paris og fortsatte sin radikale praksis i Europas livlige kunstnetværk, hvor Dada-arvens absurdisme mødte popkunstens radikale inddragelse af samtiden.

Det er ikke udstillingen Cultivations ærinde at gennemgå hele Kudos produktion, og vi ser kun de tidlige år i en flagrende japansk dokumentarfilms glimt – det kunne ellers have været interessant at blive klogere på Tokyos avantgarde og hvad kunstneren tog med sig til Europa.

”Anti-art junk” var en betegnelse, Kudo tidligt tog på sit værk, som udspillede sig i mødet mellem plastikskrald og sære organiske former, ofte med umiskendelig peniskarakter. Et tema omkring vækstkritik og en spørgen til den såkaldt menneskelige kultur var allerede i spil her hos den filosofisk og videnskabeligt interesserede Kudo, der må have været en iøjnefaldende del af selv den spraglede tresserscene – og desto underligere, at han ikke står klarere i kunsthistoriens hullede hukommelse.

Radioaktiv civilisationskritik

Civilisationskritikken bliver helt radioaktiv i den ”nye økologi”, som Kudo i introducerede i sine værker fra cirka 1968 og som også danner kerne for udstillingen her. I skramlede laboratorieagtige vitriner fremvises et glødende, ”bestrålet” landskab, hvor mærkeligt muterede livsformer kryber rundt. Med titler som Cultivation by Radioactivity in the Electronic Circuit går Kudo et skridt videre end den eksistentielle atom-frygt, der dominerede efterkrigstidens tænkning og kunst med fokus på mennesket som ensomt i verden. Nej, menneskets destruktive adfærd er ikke kun et menneskeligt anliggende, og verden stopper ikke ved den menneskelige bevidsthed, synes Kudos pointe at være.

Kultiveringen i disse værker taler meget ind i vores tid med menneskeskabte forandringer af livsformer og kloden som sådan. De er tilmed overordentlig overbevisende rent sanseligt, og det er som at træde ind i en mørk, men pludseligt glødende underverden at se disse miljøer i kælderfløjens buede udstillingsrum. Det vil jeg ikke tøve med at kalde noget af det mest mærkværdigt foruroligende syn et dansk museum har haft at byde på – og at det er 50 år gammelt er næsten ikke til at tro.

Deres portræt i Anti-art junk

I en smule klarere belysning, men med samme oplyste sortsyn, leder udstillingen videre til Kudos absurde portrætter. Her hænger løsthængende kropsdele som en cigaretrygende mund eller en penisagtig form kædet sammen med ledninger eller omkranset af plastikblomster. Med et pangfarvet fuglebur som ramme balancerer disse værker på grænsen mellem absurd vitalitet og ekko af surrealismen. Højdepunktet her er et uudgrundeligt portræt af den absurde dramatiks førstemand Ionesco, hvis hoved er sat i en plastikurtepotte som en anden stikling for at gro omkap med penisblomster og kaktusser.

En serie mere botaniske portrætter fokuserer på blomsterne selv, ofte sammenstillet med kulturgenstande fra laveste hylde som plastikspande eller fluoriserende, bestrålede farver. Det største værk rent omfangsmæssigt var endda udført over en japansk bjergside, hvor Kudo udhuggede en penisagtig puppeform som en af sine mere harmoniske symbioser af menneske og natur.

Drevet mod en ny økologi

Kudo skrev i starten 1970’erne et manifest for en ny økologi, Pollution – Cultivation – Ecology. Dette kredser om at forandre den nuværende tilstand af menneskecentreret forurening til en ny økologi ud over menneskelige privilegier. Kudo giver egentlig ikke svar på, hvordan dette skal foregå, og hans værk skal nok ses som en filosofering på kanten af det menneskelige og betragtninger over, hvad det har gjort ved naturen.

I en form for selvportræt kigger kunstnerens hoved ned i et akvarie med fisk med penishoveder. I surrealismens ånd ville det være et kig ind i menneskeselvets underbevidsthed – her er det som om selv underbevidstheden er muteret og i stedet opløst i en anden natur.

Kudos udstilling er noget af et kosmisk kig på mennesket og den verden, det har skabt. Den er åbenlyst aktuel og samtidigt uudgrundeligt original. Adskillige samtidskunstneres værker kan associeres med Kudos plastik-mutationer som Ron Mueck, Jake & Dino Chapman og Patricia Piccininni, som alle har været præsenteret på danske museer.

Udstillingen af Tetsumo Kudo er også en relevant opfølger på Louisianas store præsentation af Yayoi Kusama i 2015. Kusamas vilde environments og falliske former ramte den europæiske kunstscene omtrent samtidigt som Kudo, uden at deres veje som sådan krydsedes. Og mens Kusama har oplevet stor popularitet og genkendelse som kultfigur og modeikon, er Kudo mere forbeholdt undergrunden som en kunstnernes kunstner.

En interessant baggrund for udstillingen er, at Kudo faktisk var fremvist på Louisiana som del af udstillingen Japan på Louisiana i 1974 og som deltager i udstillingen Dødsspringet på Charlottenborg i 1974. Så retteligt er det ikke Kudos danske debut, men en genintroduktion og nu ikke mindre aktuel og fascinerende.