Thomas Hirschhorn: HARDCORE VIRKELIGHED!

I Thomas Hirschhorns pixel-collager i Kunsthal Aarhus er det modebladenes billeder, der er pixeleret, mens krigsbilleder af sønderskudte mennesker serveres råt for usødet. Er det for meget? Ja, men Hirschhorn brænder sgu igennem.

Thomas Hirschhorn (f. 1957) sparer ikke på krudtet, når han skyder med kunst. Oprindeligt uddannet som grafisk designer var han i 1980’erne med i det kommunistiske designerkollektiv Grapus, som klistrede det offentlige rum til med plakater med stærkt agiterende indhold, og de hårdtslående udsagn er stadig en klar signatur for Hirschhorn, som siden Grapus er blevet en af de kunstnere, det er svært at undgå at støde ind i på de helt store kunstmuseer, gallerier og kunstbiennaler.

Hirschhorn er ikke mindst kendt for sine hypermættede totalinstallationer, hvor han bruger forhåndenværende hverdagsmaterialer såsom pap, gaffatape, affaldstræ, genbrugsdåser, plastfolie m.m. – noget, som han i sig selv betragter som et politisk greb og en modstand mod kvalitative æstetiske værdisætninger.

I det hele taget er Hirschhorns kunst ment som MODSTAND, og han har nogle ret markante holdninger til kunstens og kunstnerens position, hvad man kan erfare ved at læse vores interview med Hirschhorn som publiceres parallelt med denne anmeldelse. Læs interview her

Krig uden censur
I Kunsthal Aarhus viser Hirschhorn en serie af sine pixel-collager. I collagerne, hvoraf en del er forstørret til billboardformater, sætter han billeder fra modeblade sammen med ufiltrerede krigsbilleder af sønderskudte, sprængte eller parterede mennesker (hentet fra nettets uudtømmelige og til tider skumle afkroge). I sig selv et ekstremt sammenstød, der direkte og konfrontatorisk udtrykker denne verdens enorme spænd af forskellige virkeligheder og livsbetingelser.

Dele af disse collager er så pixelerede. Pixelering anvendes som bekendt i omfattende grad i medierne til at sløre folks identitet, eller for at ‘skåne’ medieforbrugeren for eksempelvis kønsorganer eller lige netop konsekvenserne af krig: de døde, lemlæstede kroppe.

I sine collager vender Hirschhorn sagen på hovedet. Her er det tøjmodellerne, der er skjult bag de abstrakte pixels, mens det er krigens blodige realitet, der står tilbage lige i synet.

Hvorfor skal vi se det?
Hvorfor er det så, at vi skal se disse ødelagte kroppe? Jo, først og fremmest, fordi det er virkeligheden, og virkeligheden ikke er til diskussion: Disse menneskekroppe er ødelagte, der er mange af dem, det er et mønster!

Omvendt kan man spørge, hvorfor disse ødelagte kroppe er ikke-eksisterende i medierne eller netop censureret bort i form af pixelering? Hvis nogen kan huske det, har Donald Rumsfeld, amerikansk forsvarsminister 2001-2006, allerede givet svaret: “Death has a tendency to encourage a depressing view of war”.

Det er den magt, den kynisme og det hykleri, Hirschhorn råber mod, for læg mærke til hvor stor konsensus, der i virkeligheden er om at lade nutidige krige fremstå, som var de hygiejniske computerspil.

Radikal transparens
Hvis dette ikke skulle være forklaring nok på, hvorfor man skal se på ødelagte kroppe, kan man læse otte grunde til det i en ‘formidlingsmontre’ i udstillingen, hvor Hirschhorn redegør for sine motiver med pixel-collagerne. Her kan man også få læst og påskrevet om pixeleringens mange implikationer og få demonstrationer på, hvordan kunstneren laver sine collager.

Montren er udtryk for en radikal transparens i forhold til en kunstners tanker og ‘formål’ med sine værker. I en kunstverden, hvor det ‘åbne værk’ er ensbetydende med korrekt kvalitet og for guds skyld ikke skal lukkes af en snæver fortolkningshorisont, da er det usædvanligt konkret. Og et helt bevidst modstandsgreb fra Hirschhorns side.

Er han for meget?
Man kan dømme Hirschhorn for at levere sensationalisme og betonpolitiske budskaber. Og den stålsatte tro på kunstens modstandskraft, han står for, kan virke som et levn fra en fjern fortid. Han ynder at bruge enkle (over)greb: Jo større kontrast i kollagen jo bedre – jo hurtigere beskeden er serveret, jo bedre – jo mere installationerne overbyder informationsstrømmen, jo bedre. Superficial Engagement var titlen på en Hirschhorn-udstilling i 2006 på Gladstone Gallery, NY, og det er det, der er sagen. Kunsten må gerne være ‘dyb’, og Hirschhorn er velreflekteret om sin praksis – men engagementet skal etableres i første hug, på overfladen.

Ja, meget kan man sige, men energien brænder sgu igennem. Thomas Hirschhorns collager er faktisk nødvendige billeder, som ikke skal serveres indpakket som kunstnerisk kvalitetsvare. Han er hardcore og ‘for meget’, men det er godt en gang imellem på overbevisende vis at blive blæst omkuld.

Jeg bliver pinlig bevidst om, at jeg kvalificerer kunst, som udfordrer mig, som jeg ikke forstår lige med det samme, som jeg skal bruge tid på etc.

Er Hirschhorns kunst da ikke netop overfladisk kunst? Jo, det er hurtigt læst, men det hurtige punch er netop pointen hos Hirschhorn og hans modsvar til ekskluderende og elitære æstetiske kriterier og kvalitetsfordomme. Så fik man den!

Læs interview med Thomas Hirschhorn her