Tik tak – tik tak

I sit mesterlige værk The Refusal of Time åbner den sydafrikanske kunstner William Kentridge for en meditation over vores forestillinger om begrebet tid. Det kan lige nu opleves på Kunsten i Aalborg.

Jeg forsøger at flytte stolen, jeg sidder på, længere tilbage i rummet, for at få et bedre udsyn. Men den er boltet fast til gulvet. Billederne og lyden vælter ud fra de fem skærme i den sydafrikanske kunstner William Kentridges installationsværk The Refusal of Time. I én scene skiftevis danser og skændes et ungt par. Videnskabsmænd måler op og noterer, en kvindelig figur slår vejrmøller, og i andre optræder Kentridge selv – han går hen over stole, læser, drejer rundt på en mand fanget i en kæmpe globus, løfter en danserinde og skifter hatte. Bomber springer. Alt er i bevægelse.

Tegninger tegnes og visker sig selv ud. Kort over Afrika dukker op og forsvinder igen. En lille danserinde i papir rejser sig fra det besnærende todimensionelle rum på papirfladen og danser frit. Rummet summer af energi. Det er umuligt at bestemme sig for, hvor man skal kigge. Billeder flyder fra skærm til skærm og ind over hinanden. Og urene går. Tik tak. Tik tak.

Værket undslipper mig. Men det er sådan, Kentridge vil have det, og det er sådan, han har orkestreret rummet. Stolene står spredt, som var de strøet med tilfældig hånd, men det bliver tydeligt, at det er Kentridge, der bestemmer, hvordan vi skal sidde, og hvorfra og hvordan vi skal opleve værket. I fragmenter. Mens resten slipper væk.

Ny forestilling hver gang
William Kentridge’s hovedværk The Refusal of Time er kommet til Kunsten i Aalborg på lån fra Louisiana, der føjede værket til deres samling sidste år. Siden det debuterede på Documenta 13 i 2012 har det rejst verden rundt til Japan, Italien, Australien, USA, Brasilien, Holland og Finland – og nu Aalborg. Det udstilles sammen med en række tegnelektioner i form af de små film Drawing Lessons, der oprindeligt blev til som en række forelæsninger på Harvard University i 2012.

Centralt for Kentridge står samarbejdet. Og The Refusal of Time er også tænkt og udført sammen med en lang række andre aktører. Kostumedesignere, maskinkonstruktører, koreografer, lys- og lyddesignere, filmfolk og musikere har hjulpet ham med at realisere værket, der hver gang, det ankommer til en ny lokation, sættes op på ny, nu for treogtyvende gang, men altid med de samme grundelementer, der går igen som skelettet i opsætningen.

Her på Kunsten er den forreste del af installationen organiseret omkring de fem skærme, hvor du kan sætte dig på stolene og opleve filmsekvenserne. Bag dig står den store autonom og pulserer. Fra megafonerne, der er opstillet på trefødder, fordeler musikken sig i rummet.

Hans værker omtales ofte som værksteder, særligt frugtbare for samskabelse, og The Refusal of Time leger også med ideen om, hvad det er for et slags rum, vi befinder os i. Flere forskellige ting, som vi ofte forbinder med lagerrum eller backstage område, her i form af transportkasser i forskellige størrelser, som værket rent faktisk også er blevet transporteret i, trækkes frem for beskueren. Og på gulvet er der med malertape, som vi kender det fra en teaterscene, tydeligt markeret hvor de forskellige elementer skal stå.

Installationen leger med og nedbryder skellet mellem udstillingsrum og værksted, mellem færdige kunstværker og værkproduktion. Jeg kunne måske have ønsket mig et større rum til installationen end det, de har valgt her på Kunsten. Oplevelsen af kreativt værksted og medskabende rum bliver i de trangere omgivelser let fortrængt af en lettere desillusorisk og klaustrofobisk følelse, der opstår, når de mange indtryk vælter ind over én.

Elefanten
Det største samarbejde omkring The Refusal of Time har være sammen med den Harvard-baserede fysiker Peter Galison om den meditation over begrebet tid, der ligger i hjertet af værket. Med udgangspunkt i Albert Einsteins relativitetsteori fra 1905 gør værket oprør mod vores ideer om universel samtidighed, den måde vi opfatter organiseringen af verden omkring os og de historiske fortællinger, vi konstruerer deraf. Eksempelvis vores forestillinger om at verden er organiseret med et centrum og en periferi.

Modstanden er måske allertydeligst i de udvalgte bomber, Kentridge lader springe i de fem filmsekvenser, hvor han fantaserer om at destruere steder, der på forskellige måder er knyttet til den vestlige verdens overherredømme. En af bomberne springer The Royal Greenwich Observatory i luften, som er stedet for tidszonernes nulpunkt. En selvfølgelighed Kentridge hermed peger på som en konstruktion.

Der er ure overalt i Kentridges værk. De dukker op på himlen og i skyggebilleder. Fem metronomer, der taktfast slår, er det første billede, der dukker op på de fem videoskærme. Og centralt i installationen, og i skærende kontrast til den summende energi i rummet, står en autonom, selvopererende maskine og ånder og pumper med sit lavtekniske og mekaniske maskineri. På én og samme tid maskine og dyr. ‘Elefanten’ kalder Kentridge den selv, lavet af træ og metal. Elefanten i rummet måske?

Legeplads
Nogle værker synes at modsætte sig fortolkninger. The Refusal of Time er et af dem. Postulatet om, at værket forandrer sig alt efter hvilke øjne, der ser, er i høj grad indbygget i Kentridges værker, og hans kunst er baseret på en tillid til, at den enkelte beskuer er med på at lege med, og at vi er i stand til at sammensætte fortællinger i mødet med værket.

Det er et overvældende værk. Og det er fedt. I begyndelsen fremstår det som et virvar af usammenhængende fragmenter af udtryk og ideer – revolutionære opgør med tiden, kolonialismen, centrumperiferitanken, leg, fantasi, skaberkraft – der synes umulige at koble til en overordnet ide eller tematik. Men når man overgiver sig til værket, ændrer det sig, og dele af filmsekvenser og objekter samles i og med vores blik. Men aldrig som absolutte sandheder og ideologier.

Ingen absolutter
Det er også i denne forstand, vi kan forstå Kentridges kunst som politisk. Der er aldrig nogle absolutte sammenhænge at skabe, kun sandheder med modifikationer. Kentridge er født og opvokset i en jødisk/litauisk immigrantfamilie, og som barn befandt han sig derfor i et rum mellem de koloniserede og de engelske koloniherrer. Men fra et sort, sydafrikansk perspektiv var han en hvid privilegeret dreng, der derved var forbundet til undertrykkelsen i landet.

Og det er med denne bevidsthed om ikke at have lov til at være, der hvor man er, også selvom der ikke findes et alternativ i form af et andet sted at høre til, at Kentridges kunst forsøger at nedbryde absolutter. Som en venlig påmindelse om, at den måde, vi forstår tid, engang var en anden, og at begrebet tid i dag stadig er en politisk og geografisk konstruktion. Kentridges værker leverer aldrig direkte kritik af ideologier og historiske begivenheder, men åbner for en filosofisk undersøgelse af vores forhold til tiden og historiens gang som forrykker det politiske.