Til hænderne lugter af jord
Historien om billedkunstner Marianne Jørgensens udstilling Entropia på Den Frie starter på et stykke landbrugsjord uden for Århus.
Historien om billedkunstner Marianne Jørgensens udstilling Entropia på Den Frie starter på et stykke landbrugsjord uden for Århus.
Marianne Jørgensen bor uden for Århus omgivet af marker og gårde, og her har en stor del af hendes praksis som kunstner udspillet sig hen over årene – ofte med et konkret og nært forhold til netop jorden og det, som vokser i den.
Dette interview er blevet til igennem samtaler under Mariannes arbejdsophold på Statens Værksteder for Kunst, hvor forberedelserne til udstillingen har fundet sted, alt imens vinterhård jord uden for langsomt blev til blød forårsmuld.
Drømte huller
Landbrugsjorden lige omkring Mariannes hus var svær at dyrke, så hendes naboer, landmændene, gav hende for 17 år siden nogle jordstykker.
Med tiden blev det til en halv kvadratkilometer mark, som hun har brugt til at skabe værker i, med og på:
”Det første projekt kaldte jeg ”Oprejst hul” (1996), og det var simpelthen huller i jorden, som jeg fyldte med gips og tog op igen. Jeg gravede meget, og jeg gravede med hænderne. Så havde jeg en nat en drøm om fem huller. Jeg kunne simpelthen ikke komme af med den drøm. Så blev jeg nødt til at lave den (”Drømmehuller”, 2001, red.).”
“I drømmen fandtes hullerne i jorden uden for mit hus, og det blev her, jeg udførte dem. Det tog et år – og siden har jeg arbejdet med jord. Så den mark har været enormt betegnende og styrende for mit liv.”
Jord i maskineriet
Hvorfor bed arbejdet med jorden sig fast i din praksis?
”Det var en fantastisk oplevelse at lave ”Drømmehuller”; at lave skulpturelle emner, hvor man omslutter kroppen. At krop og skulptur hænger sammen. Jeg kan enormt godt lide at arbejde stort. Og det var helt vidunderligt med drømmehullerne, at jeg helt fysisk lugtede af jord”.
Drømmerhullerne endte som 2,5 x 2,5 meter store fotografiske dokumentationer af fem huller, og de bliver en del af udstillingen, som åbner 13. april.
Og samspillet mellem jord og fotografi er ikke til at komme uden om i Mariannes værker, som hun fastholder netop imellem de to emner: værkerne er ikke land art, altså skulpturelle installationer i jord alene.
Den fotografiske gengivelse er for Marianne Jørgensen ofte den handling, som fører arbejdet fra proces til værk.
(J)ordværker
Efter ”Drømmehuller” gik Marianne i gang med flere jordværker. ”Lykke” (2002) og ”elsker/elsker ikke” (2003) hører til her mellem ord og jord:
”Der er mange af de her projekter, men ”Lykke” er et af mine yndlingsprojekter. Her har jeg skåret bogstaverne til ordet ”Lykke” ned i jorden, hvorefter jeg sørgede for, at der løb vand nede i de skårne render i det øjeblik, hvor jeg tog billedet. Først i fotoet bliver der et værk ud af det”.
I fotografiet af ”Lykke” rejser ordet sig fra jorden og bliver læsbart. På jorden var bogstaverne nemlig strakt og forvrænget af hensyn til kameraets position. Det samme gælder ”elsker/elsker ikke”. Tilbage efter begge værker er i dag kun dokumentationen:
”I virkeligheden ser det jo ikke rigtigt ud. Det fungerer kun inde i kameraet. Der er måske syv meter land i bunden af fotografiet, men i toppen fylder det måske 100 meter.”
Det vil sige, at du tænker tekstværkerne primært som billeder?
”Ja. Man kan ikke se, hvor store afstandene i virkeligheden er. Det kan jeg godt lide – og at det er menneskets ophold i billedet, der bliver vigtigt. Først bygger jeg et stillads, hvor jeg står med et kamera med et indbygget grid på. Jeg laver billedet, så det passer med kameraets grid. Så lægger jeg sammen med en hjælper snore ud, der svarer til grid’et, ud i landskabet. I den struktur indsætter jeg bogstaverne.”
Ords betydningsfylde banalitet
Hvilke ord tiltrækker dig?
”Nogle gange er det betydningen af et ord. Den stemning, som ét ord kan skabe. ’elsk’ i bydeform er et meget voldsomt ord. Prøv at bøje ”at elske”. Det er meget ubehageligt: ”At elske, jeg elsker, jeg elskede, jeg har elsket, jeg havde elsket”. Betydningen af ordet forsvinder i bøjningen. Kærligheden forsvinder ud af ordet ”elske”.
Hvad betyder det at bogstaver bliver kæmpestore og præget i jorden?
”Ord kan få en ny betydning, når man har dem liggende på den måde i et landskab. Jeg har skrevet ”Elsk” i Viborg, et sted hvor folk løb. Da folk fandt ud af, hvad der stod, så blev de helt rødmossede. Der kom en generthed omkring et ord, som jo egentlig er helt normalt. Det får lov til at have den betydning, som det faktisk har.”
Nybyggerkvarteret, ”love alley” og ”Aw!”
Efter nogle år, hvor Marianne havde lavet projekter på sit jordstykke, blev området omkring gården udstykket til parceller. Langsomt begyndte et boligområde at tage form, og Marianne besluttede, at hun måtte forholde sig til det i sin praksis:
”Jeg har lavet flere projekter i det område, og i den første film fra parcelhusområdet går jeg rundt i snevejret. Jeg går rundt og fortæller til kameraet ud fra byplanlægningen, hvad der skal ske i området. Det blander sig med mine registreringer af det, der foregår på området, mens jeg går rundt dér.”
Det bliver startskuddet til film, interviews, fotos. Marianne har blandet sig på mange måder i nybyggeriet, og hen af vejen opstod projekterne; ”love alley” og ”Aw!”, som foregik i markhaven, og et projekt i det nye boligområde med titlen ”NYBYGGEROMRÅDET”. De tre projekter hører under fællestitlen ”På den ene side og på den anden side”.
Læs mere:
Helt ude på kærlighedens mark
Kunstprojekt udfolder sig på en mark i Viby J
De store størrelser – ”love alley” og ”Aw!”
Udstillingen på Den Frie afrunder ”love alley”, som med tiden er kommet til at inkludere over 60 kunstnere, arkitekter og skribenter.
”love alley” blev sprængt, bebygget og revet ned igen som en spejling af og et alternativ til nybyggerkvarteret. På udstillingen vises en model, som Marianne skaber på Statens Værksteder for Kunst.
Kunstprojektet ”Aw!”, derimod, blev sprængt men aldrig bebygget. I stedet starter processen nu med en model – som senere skal realiseres i hvid beton. Skulpturområdet ”Aw!” vil bestå af 21 skulpturer og et tårn, fra hvilket man kan overvåge området. Når man kigger igennem et hul i tårnet, vil ordet ”Aw!” kunne læses og værket samle sig:
”Jeg kan godt lide at arbejde med emner, der opfordrer til leg, samvær og kontemplation. Det store rum man kan lave. Det behøver ikke engang være sådan, at man ved, at man sidder i et kunstrum, det kan være så stort, at man ikke engang opdager det. Man kan også lave det som et lille rum, man går ind i. Men kunsten er i stand til at etablere nærværsrum. Det er sådan noget, jeg gerne vil bruges til.”
Fakta
Udstilling
Marianne Jørgensen: ENTROPIA
12 apr 2013 19 maj 2013
Marianne Jørgensen
Den Frie Udstillingsbygning Se kort og tider
Fakta
Marianne Jørgensen er født i 1959 og er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi 1981-85. Hun har siden arbejdet med installationer, skulptur, video og grafik og udstillet adskillige steder i ind- og udland. Hendes arbejde tager form i så forskellige medier som ord, bearbejdning af jordarealer og broderi, og ofte med et politisk blik på verden.