Gennem fragmentering, gentagelse og humor gør den svenske kunstner Tilda Lundbohm det velkendte fremmed. Hendes værker undersøger det uløselige forhold mellem krop og sind og udfordrer vores forestillinger om styrke, selvstændighed og kontrol.
Når kroppen bliver fremmed
Jeg (Anna Fernsten Nilén) mødte Lundbohm (f. 1994) på en solrig dag i København, mens hun arbejdede på Dislocated, hendes første store installation og soloudstilling. Centralt i udstillingen står et spørgsmål, der også går igen i hendes øvrige praksis: Hvad sker der, når den krop, vi er afhængige af, ikke længere fungerer, som vi forventer? Lundbohm arbejder med skulptur, installation og tekst og tager udgangspunkt i personlige erfaringer, litteratur og poesi for at undersøge begær, traumer, dødelighed og betydningen af at bebo en krop.
Tilda Lundbohm: Songbirds, 2025. Kirsten Kjærs Museum, 2026. Foto: Niels Fabæk
I Dislocated dukker hænder og fødder støbt i isomalt – et sukkerbaseret materiale, der gradvist opløses – frem fra sammenfiltrede stålkonstruktioner inspireret af legepladser og udendørs fitnessredskaber. Kroppen fremstår på én gang forbundet og fragmenteret, fanget et sted mellem bevægelse og stilstand, omsorg og kontrol. Det interessante er, hvordan Lundbohm bruger disse modsætninger til at udfordre gængse forestillinger om fysisk formåen og sårbarhed, samtidig med at hun lader humoren få plads, selv når emnerne er allermest alvorlige.
Vores samtale bevæger sig fra mental helbred og melankoli til hendes fascination af afhuggede fødder, poesiens rolle og kroppens skrøbelighed. Undervejs undersøger vi, hvorfor der nogle gange skal lidt lys til for at lukke mørket ind.
Jeg er ikke din terapeut
Anna: Jeg spurgte dig engang, fordi dit arbejde er så personligt, om du betragtede det som en form for terapi. Og du svarede et meget bestemt nej. Jeg har faktisk tænkt over det lige siden. Det mindede mig om noget, Marina Abramović har sagt: at kunst kan udspringe af personlige erfaringer uden dermed at være terapeutisk – at den kan forvandle noget privat til noget, vi kan dele med andre.
Det synes jeg er virkelig interessant i forhold til dit arbejde. Ser du snarere dine værker som et sprog eller som en måde at give form til ting, der ellers kan være svære at sætte ord på?
Tilda: Jeg arbejder med min egen historie med psykisk sygdom. Som barn og teenager tilbragte jeg tid på en lang række forskellige institutioner, og i dag arbejder jeg med minder fra den del af mit liv.
Jeg mener, at det kan være svært at skabe interessant kunst om traumer eller svære oplevelser, hvis man endnu ikke er kommet sig over dem.
Tilda Lundbohm
Grunden til, at jeg er så fast i min overbevisning om, at det her ikke er terapi, er, at jeg mener, at det kan være svært at skabe interessant kunst om traumer eller svære oplevelser, hvis man endnu ikke er kommet sig over dem.
Så for mig er det sådan: Nej, det er ikke terapi. Jeg har gået i terapi først.
Tilda Lundbohm: Memory Machine. Foto: David Stjernholm
Anna: Du har altså ikke forsøgt at reparere dig selv gennem vanvittige skulpturer.
Tilda: Nej. Jeg tror virkelig, at man er nødt til at have overvundet noget – eller i det mindste have fået en vis afstand til det – for at kunne skabe kunst, der også kan blive interessant eller meningsfuld for andre mennesker.
Hvis jeg står midt i noget virkelig svært, vil jeg ikke være i stand til at dele den historie på en måde, der kan nå andre.
Anna: Fordi du endnu ikke har fået afstand til det?
Tilda: Præcis. Så på den måde er det ikke terapi. Terapien tager jeg hos min terapeut.
Anna: Og kunsten er til noget andet.
Tilda: Ja. Kunsten er til noget andet.
At tale med – ikke til
Anna: I forlængelse af det spørgsmål lavede du også en udstilling på Kongegaarden sammen med fem andre kunstnere, hvor du viste værket Mechanical Sea. Du skabte workshops omkring værket og inviterede unge ind, hvor du både delte din personlige historie og fortalte om værkets kontekst.
Tilda: Det største værk, jeg havde lavet inden den udstilling, handlede virkelig om mig selv og min egen historie. Til Kongegaarden ville jeg derfor gerne bevæge mig lidt væk fra mig selv og tale om mental sundhed i et bredere perspektiv.
Udstillingsstedet ligger i Korsør, en mindre by sydvest for København, og i området er der mange unge, som kæmper med deres mentale sundhed. Derfor ville jeg tale med dem – ikke bare til dem – om spørgsmål, der handler om mental sundhed.
Jeg brugte værket mere som en anledning til at indlede en samtale, end jeg havde gjort med mine tidligere værker.
Anna: Så det var også et eksperiment i, hvordan du kunne udvikle din praksis?
Tilda: Ja, præcis. Jeg afholdt også workshops med unge om følelser, og hvordan man taler om dem.
Anna: Jeg synes også, selve værket er virkelig interessant. Det er en kinetisk maskine med stof, der ligner bølger. Og du forbandt bølgerne med følelser – med den fornemmelse, man har indeni.
Tilda Lundbohm, Mechanical Sea, 2026. Kunsthal Kongegaarden. Foto: Julie Nymann
Tilda Lundbohm, Mechanical Sea, udsnit, 2026. Kunsthal Kongegaarden. Foto: Julie Nymann
Tilda: Bogstaveligt talt som bølger. Man taler altid om angst, der kommer i bølger. Det bliver bedre. Det er en bølge. Man skal bare vente på, at den går over.
Men det var virkelig vigtigt for mig, at der altid var en lærer eller pædagog til stede under workshopsene. Jeg ville ikke komme ind, tale om noget svært, åbne op for noget og så bare gå igen.
Jeg ville have, at der var nogen, som blev hos de unge og fortsatte samtalen bagefter. Det var meget vigtigt for mig.
En ganske melankolsk følelse
Anna: Ud over skulptur og kinetisk skulptur arbejder du også meget med tekst. Der er noget ved dine tekster, der virker åbent og direkte, næsten uskyldige – som om du skriver helt uden filter. Samtidig føles de præcise og nøje komponerede, lidt ligesom dine skulpturer.
Hvordan tænker du om sproget og ordene i dit arbejde? Er de en struktur, et materiale eller noget helt tredje?
Tilda: Jeg har altid været interesseret i poesi. Jeg har læst rigtig meget poesi, og jeg har også selv skrevet. Det var faktisk sådan, jeg begyndte at lave kunst.
Da jeg var yngre, ville jeg gerne være forfatter, og jeg skrev en masse digte. Så begyndte jeg at illustrere digtene og lave små billeder, der ledsagede mine tekster.
Efterhånden blev billederne større, eller også kom de til at fylde mere.
Anna: Mere end teksten?
Tilda: Præcis, og så blev jeg kunstner. Men jeg bruger stadig ord.
En af mine største inspirationskilder er den poesi og litteratur, jeg læser.
Tilda Lundbohm
En af mine største inspirationskilder er den poesi og litteratur, jeg læser. Når jeg læser noget, jeg virkelig godt kan lide, opstår der en følelse eller en stemning, som jeg gerne vil genskabe i mine værker.
Det er følelsen i poesien, jeg på en eller anden måde vil genskabe. Jeg vil gerne have, at andre mærker det samme, som jeg mærkede, da jeg læste den.
Det er ikke sådan, at jeg læser poesi og får idéer til emner, jeg vil arbejde med. Det handler snarere om en abstrakt følelse.
Tilda Lundbohm: Nost / Algi, 2024. Essay, 120 sider. Kreditering: Tilda Lundbohm
Anna: Det minder lidt om, når nogen siger: »Jeg vil bare gerne være lykkelig«, men så viser det sig, at der ligger en hel konstruktion bag forestillingen om lykke. Hvad er lykke egentlig?
Tilda: Jeg tror, det er den her uhåndgribelige følelse.
Anna: En følelse, der fylder én, og som kan være sorg eller angst eller en fuldstændig lykkefølelse, der stråler ud fra én.
Tilda: Jeg vil egentlig bare gerne have, at publikum får den samme følelse, som jeg fik. Og det er ofte en ret melankolsk følelse.
Tekster er virkelig vigtige for mig. Jeg skriver stadig meget på forskellige måder, og jeg kombinerer også tekst med mine kunstværker. Jeg har blandt andet lavet en del broderier med tekst.
Til mit afgangsværk lavede jeg seks skulpturer, som jeg parrede med tekster. Teksterne byggede på mine egne minder fra forskellige behandlingsinstitutioner i Sverige.
Skulpturerne var ret poetiske og abstrakte, mens teksterne var meget direkte: Det her skete, det her skete, det her skete. De var ret klare og næsten tørre i deres udtryk. Jeg forsøgte at skrive historierne uden at tilføre dem følelser.
Anna: Og så lod du følelserne komme til udtryk i skulpturerne i stedet.
Tilda: Præcis.
Alive
Anna: Der er især ét værk, som har gjort et stort indtryk på mig, og som stadig sidder i mig. Det består af en masse sommerfugle, som du har monteret på en kinetisk maskine, hvor kun én af dem bevæger sig og slår med vingerne. Og værket hedder Alive – i live.
Tilda Lundbohm: Alive. Afgang2025. Foto: David Stjernholm
Tilda: Det var en slags sommerfuglesamling, hvor én var levende – én, der havde overlevet.
Værket var også inspireret af en tekst, jeg havde skrevet. Jeg har mistet mange venner.
Når man tilbringer mange år på institutioner, møder man mange mennesker og bliver venner med mennesker, der kæmper med alvorlige problemer. Mange af dem er ikke i live i dag.
Derfor arbejdede jeg med tanken om at være den, der stadig er i live.
Og også med, hvordan sundhedssystemet holder mennesker i live på forskellige måder. Der var noget mekanisk over det – tanken om, at man måske kan forblive i live på en mekanisk måde.
Midlertidig og underlagt forfald
Anna: Jeg vil gerne gå videre til Dislocated. Det er din første store installation og soloudstilling, som vises hos SIC | Sharing is Caring i København.
Vil du fortælle om, hvad projektet betyder for dig, og beskrive værket?
View fra Tilda Lundbohms udstilling Dislocated på udstillingsstedet SIC | Sharing is Caring i 2026. Foto: Jan Søndergaard
Detalje fra Tilda Lundbohms udstilling Dislocated på udstillingsstedet SIC | Sharing is Caring i 2026. Foto: Jan Søndergaard
Tilda: Dislocated er en stor installation, der består af isomalt. Isomalt er en slags sukker – eller rettere et sødemiddel, så det er ikke almindeligt sukker, men man kan godt spise det. Det ligner glas og er halvgennemsigtigt.
Jeg har støbt hænder og fødder i isomalt og derefter forbundet dem med metalrør.
Metalrørene er bøjet og filtret ind i hinanden som en labyrint eller en form for kaos. Jeg ville skabe en stor krop med en masse hænder og fødder, der ser ud til at smelte sammen.
Jeg tænker lidt på det som en hjerne. Der er ingen orden, det hele er kaotisk.
Anna: Og den er også skrøbelig.
Tilda: Ja. Materialet smelter og deformeres, og på en måde afspejler det kroppen. Vi er også midlertidige og underlagt forfald. Vi er her ikke for evigt.
Der er også en kontrast mellem metalrørene og isomaltens skrøbelighed.
Detalje fra Tilda Lundbohms installation Dislocated på udstillingsstedet SIC | Sharing is Caring i 2026. Foto: Jan Søndergaard
At miste fodfæstet
Tilda: Hænder og fødder er faktisk noget, jeg har arbejdet med i rigtig lang tid. De bliver ved med at vende tilbage i mit arbejde. Det tog mig mange år at forstå, hvorfor jeg var så optaget af netop de kropsdele.
For mig er fødder et symbol på at have jordforbindelse. Man kan gå, man kan stå, man er i stand til at gøre ting. De symboliserer at have et sind og en krop, der fungerer i verden. De er også et symbol på bevægelse – både frem og tilbage.
Men alle mine fødder er løsrevet fra kroppen. Det er afskårne fødder. Jeg arbejder med dem, fordi de repræsenterer en funktion, som de samtidig selv mangler.
Hænderne er også altid afskårne. De er heller ikke forbundet med kroppen.
Jeg synes, hænder er interessante, fordi de både er det, der yder omsorg, og det, der kontrollerer én.
Tilda Lundbohm
Jeg synes, hænder er interessante, fordi de – især i sundhedsvæsenet – både er det, der yder omsorg, og det, der kontrollerer én. Og sådan er det selvfølgelig ikke kun i sundhedsvæsenet.
Hænder rummer en dobbelthed. De beskytter og drager omsorg, men de kan også repræsentere vold. Det er også derfor, jeg arbejder med handsker som symbol. De rummer en lignende dobbelthed. Handsker beskytter hånden, men de beskytter også det, hånden kommer til at berøre.
Tilda Lundbohm: Memory Machines - Memory-Go-Round, 2025. Kirsten Kjærs Museum, 2026. Foto: Niels Fabæk
Tilda Lundbohm: Memory Machines - Memory-Go-Round, detalje, 2025. Kirsten Kjærs Museum, 2026. Foto: Niels Fabæk
Anna: Historisk set går hænder igen gennem kunsthistorien. Selv på store vægmalerier og fresker er hænder ofte i færd med at gøre noget eller pege på noget. De bliver symboler i sig selv.
Tilda: Ja, præcis. Hånden er så menneskelig.
Og den rummer den her dobbelthed. Det er hånden, der tager sig af nogen, men det er også hånden, der kan udøve vold. Begge dele er til stede på samme tid.
Den mentale sundhed er tæt forbundet med kroppen, og kroppen er tæt forbundet med sindet. Jeg kan ikke rigtig adskille dem.
Tilda Lundbohm
Kroppen og sindet
Anna: Du har også fortalt, at metalrørene symboliserer et udendørs fitnessanlæg.
Tilda: Ja, det er rigtigt. De former, jeg har bøjet rørene i, er inspireret af udendørs fitnessredskaber og legepladser.
Der er også noget ved denne krop, som ikke er i stand til at fungere i den verden, vi lever i, men som alligevel danner strukturer, der forbindes med bevægelse og træning.
Anna: Dine nyere værker har i høj grad handlet om mental sundhed, mens dette projekt i højere grad synes at fokusere på kroppen – på, hvordan vi opfatter vores kroppe, deres funktionalitet og det at have en krop, der fungerer, eller en krop, der ikke gør. Hvordan opstod den interesse?
Tilda: Jeg ser det faktisk som det samme. Kroppen og sindet hænger sammen.
Den mentale sundhed er tæt forbundet med kroppen, og kroppen er tæt forbundet med sindet. Jeg kan ikke rigtig adskille dem.
Hvis man er alvorligt psykisk syg, påvirker det selvfølgelig også kroppen. Jeg har arbejdet meget på behandlingsinstitutioner, og engang havde vi en mand, der havde kæmpet med alvorlige psykiske problemer. Tyve år tidligere havde han besluttet sig for at holde op med at gå.
I dag kan han ikke gå, fordi han simpelthen ikke har brugt sine ben i tyve år.
Det begyndte med hans mentale helbred, men i dag sidder han i kørestol og er fysisk ude af stand til at gå. Det er et ekstremt eksempel, men det viser, hvor tæt forbundet krop og sind er.
At træde ind i kroppen
Anna: Det er første gang, du arbejder med en installation i den her skala. Er der noget, der ændrer sig for dig, når folk rent faktisk kan gå ind i installationen?
Tilda: For at være ærlig er det mest de praktiske ting, jeg skal tænke på.
Detalje fra Tilda Lundbohms installation Dislocated på udstillingsstedet SIC | Sharing is Caring i 2026. Foto: Jan Søndergaard
Detalje fra Tilda Lundbohms installation Dislocated, 2026. Foto: Jan Søndergaard
Anna: Hvordan man bøjer 140 meter stålrør …
Tilda: Ja! Selvfølgelig kommer man til at opleve installationen fra forskellige perspektiver, men der er også en masse praktiske spørgsmål. Hvordan får man folk til at bevæge sig rundt i og gennem installationen uden at beskadige værket – eller komme til skade selv?
På den måde handler det meget konkret om at skabe en interaktiv installation. Og så kan man jo også spise den.
Anna: Jeg tror nu ikke, at folk ligefrem vil storme ind for at spise fødderne.
Tilda: Er du sikker? Der er mange mærkelige mennesker. Haha.
Humor er et redskab til at komme tæt på mennesker og få dem til at blive berørt af værket. Hvis man kun har en trist historie, lukker folk ned. De tager ikke historien ind.
Tilda Lundbohm
Vi har brug for lidt lys
Anna: Dine værker beskæftiger sig med nogle meget tunge emner. Og du har også fortalt, at du gerne vil dele den her følelse af melankoli.
Samtidig bruger du altid humor. Der er altid et humoristisk twist i dine værker – og jeg tror også, der er det i dig som person.
Tilda: Jeg mener, at humor er et redskab til at komme tæt på mennesker og få dem til at blive berørt af værket. Hvis man kun har en trist historie, lukker folk ned. De tager ikke historien ind.
Man har altid brug for lidt lys, noget sjovt. Man har brug for lys for at blive berørt.
Anna: For at komme lidt ind under huden på dem.
Tilda: Ja, præcis. Og også for min egen skyld, for jeg har brug for at have det sjovt.
Jeg kan ikke arbejde med de her virkelig tunge emner og sidde alene i mit atelier og være ked af det. Jeg er nødt til at have det sjovt for at kunne gøre det.
Fakta
Tilda Lundbohm (f. 1994, Sverige) er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi med en MFA i 2025. Hun bor og arbejder i København.
Tilda Lundbohm arbejder i krydsfeltet mellem skulptur, installation og tekst i en undersøgelse af sprog, krop og eksistens. Gennem en mangfoldighed af materialer, teknikker og kinetiske elementer udforsker hun grundlæggende spørgsmål om menneskelige behov, drifter, traumer og dødelighed. Med udgangspunkt i egne erfaringer omsætter hun personlige erfaringer til sanselige værker og installationer, der inviterer til refleksion over sårbarhed, omsorg, og hvad det vil sige være i en krop.
