I tre årtier har Tina Maria Nielsen undersøgt, hvordan velkendte genstande kan forvandles til skulpturer, der kredser om tid, fravær og erindring. På undergrundsgalleriet Boiler åbner udstillingen Descent into Your Solitude for et indblik i kunstnerens materialesanselige praksis og de indre forestillingsrum, hendes værker sætter i bevægelse.
Hvad sker der, når en genstand mister sin oprindelige funktion og bliver til noget andet? I Tina Maria Nielsens skulpturelle praksis bliver hverdagens velkendte former afsæt for undersøgelser af det, der ikke umiddelbart lader sig fastholde: fravær, stilhed og sporene efter menneskelig tilstedeværelse.
Med afstøbninger og bearbejdninger af konkrete objekter forskyder Nielsen genstandenes betydning. Materialerne løsriver sig fra deres oprindelige sammenhæng og bliver bærere af tid, rum og erindring. Det konkrete møder det forestillede, og skulpturerne åbner for associationer, der rækker ud over det, vi umiddelbart ser.
Tina Maria Nielsen: Descent into Your Solitude, installationsview på Boiler. Foto: Anders Sune Berg.
Værkerne inviterer ikke til entydige fortolkninger, men til en sanselig undersøgelse af, hvordan vi oplever og tillægger ting betydning. I mødet med skulpturerne flyttes blikket fra selve objektet til de billeder, minder og erfaringer, det vækker i os.
Fakta
Tina Maria Nielsen (f. 1964 i Odense) er uddannet fra Det Kongelige danske Kunstakademi i København. Hendes værker er blevet vist nationalt og internationalt.
Hun var medstifter af det kunstnerdrevne udstillingssted Skulpturi, som vandt Kunstkritikerprisen i 2012.
Tina Maria Nielsen har modtaget flere priser fra Statens Kunstfond og blev hædret med den prestigefyldte Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen billedhugger ærespris i 2018.
Tre årtier med materialet som udgangspunkt
På galleriet Boiler samler udstillingen Descent into Your Solitude tre nedslag i Tina Maria Nielsens skulpturelle praksis gennem tre årtier. Udstillingen følger en bevægelse ind i kunstnerens materialesanselige univers, hvor afstøbninger og forskydninger af velkendte former åbner for nye måder at forstå forholdet mellem genstand, menneske og erindring på.
I forbindelse med udstillingen har Johanne Schrøder fra Boiler mødt Tina Maria Nielsen til en samtale om tid, spor og tre årtiers kunstnerisk arbejde.
Udstillingen samler tre værker fra forskellige perioder i dit kunstnerskab. Hvilke forbindelser ser du mellem værkerne, når du ser dem sammen i dag?
De er alle ret skulpturelle: solitære, materielle og tydelige i deres billedsprog. De er på hver deres måde eksempler på, hvordan jeg undersøger, hvad en skulptur er - og hvad der sker, når det figurative billede møder materialets modstand.
Materialet gør ind imellem noget andet end det, jeg på forhånd forestiller mig.
Tina Maria Nielsen
De tre værker i udstillingen tager afsæt i hvert deres materiale og teknik. Hvilken rolle spiller materialerne i din praksis?
Min praksis er på den ene side konceptuel, på den anden side båret af proces. Materialernes egenskaber, betydning, udstråling og sanselighed er ikke blot noget, jeg arbejder med, det er selve den erkendende del af min praksis. Det er her, jeg udvikler mig og fordyber mig.
For eksempel udfordrer og eksperimenterer jeg meget med direkte udbrænding af genstande, og her vil der altid være en ekstra dimension af satsning. Materialet gør ind imellem noget andet end det, jeg på forhånd forestiller mig.
Det er i tilegnelsen af disse ofte genstridige eller uregerlige materielle processer at arbejdet med skulptur bliver meningsfuldt, at jeg erfarer, forstår og i sidste ende erkender. Det er når jeg ‘tænker med hænderne’.
Tina Maria Nielsen: Descent into Your Solitude, installationsview på Boiler. Foto: Anders Sune Berg.
Tina Maria Nielsen: Descent into Your Solitude, installationsview på Boiler. Foto: Anders Sune Berg.
Du tager ofte udgangspunkt i genstande, vi kender fra hverdagen, men bearbejder dem på forskellige måder. Kan du uddybe den proces? Hvad sker der med vores blik på en genstand, når den tages ud af sin oprindelige kontekst?
Udvælgelsen af genstandene er vidt forskellig. Det kan være en komposition, et objekt, en historie. Nogle gange skal den graves frem, andre gange snubler jeg over den eller tager det første det bedste. Jeg har ikke nogen egentlig metode for selve udvælgelsen, og på den måde betyder genstandene måske ikke så meget i sig selv. Det er først i bearbejdningen, at de så at sige får et sprog for mig.
Jeg er optaget af hvordan dette genkendelige, det der hurtige billede, forfører. Når det transformeres eller bearbejdes, fremkalder jeg det på ny, men gør det samtidig til dets ‘andet’. Det er måske netop i denne forskydning, til ‘det andet’, at billedet bliver tilgængeligt igen.
Sporene, og dermed tiden, opstår i høj grad af sig selv gennem bearbejdningen.
Tina Maria Nielsen
I dit værk Line of Descent (2013) bliver træets liv og historie synlig gennem årringe, vækst og beskæringer. Hvordan arbejder du med tid og spor i dine skulpturer?
Sporene, og dermed tiden, opstår i høj grad af sig selv gennem bearbejdningen. Modsat mange kunstnere, der raffinerer eller optimerer overfladen, lader jeg ofte de forskellige indgreb stå som en del af udsagnet.
Tina Maria Nielsen: Line of Descent, 2013. Bronze 150x120x325 cm. Foto: Anders Sune Berg
Synligheden af tilblivelsen er blevet en stor del af min æstetik. Et greb, jeg kan skrue op eller ned for, og som også fungerer som en slags adgang til skulpturen: Beskueren kan se, hvordan materialet er blevet bearbejdet. På den måde bliver afstanden mellem skulpturen og den, der ser på den, mindre.
De øjeblikke fra min opvækst, jeg husker mest intenst, er stærkt forbundet med omgivelsernes atmosfære og stemning.
Tina Maria Nielsen
Udstillingens titel Descent into Your Solitude tager udgangspunkt i Gaston Bachelards The Poetics of Space. Her beskriver han, hvordan de steder og rum, vi har oplevet ensomhed bliver ved med at eksistere i os, fordi vi ønsker at bevare dem. Kan du genkende den tanke i dit eget arbejde med rum, genstande og erindring?
Jeg har ikke bevidst overvejet erindring som en ‘intentionaliseret bevarelse’. De øjeblikke fra min opvækst, jeg husker mest intenst, er stærkt forbundet med omgivelsernes atmosfære og stemning. Den følelsesmæssige erindring er tæt knyttet til de fysiske sansninger, som på den måde både forstærker og definerer rummet.
Når jeg arbejder, skal værket opnå en præcision, men hvornår det er færdigt, er mere en fornemmelse end en diskussion med værket – næsten fysisk. På den måde kan jeg godt se det kunstneriske arbejde som en form for genbesøg: et forsøg på at nærme sig erindringens magiske sted gennem materialiseringen.
Jeg har selvfølgelig gennem årene trænet min opmærksomhed på rum og deres udsagn. Når man arbejder tredimensionelt og samtidig så tæt på den genkendelige og trivielle virkelighed, bliver detaljerne i udstillingsrummet mere synlige og betydningsfulde.
Når jeg arbejder med offentlige opgaver eller udsmykninger, er værket altid kontekstuelt forbundet med stedet. Men også stemningsmæssigt er det vigtigt for mig at have en bevidsthed om, og en ydmyghed over for, det, der allerede eksisterer. Derfor er mange af mine soloudstillinger også blevet en slags totalinstallationer, hvor stedets historie eller arkitektur aktiveres.
Udstillingens titel peger mod et indre erfaringsrum. Hvad betyder ensomhed – eller det at være alene/fordybet – for din måde at tænke og skabe kunst på?
Det er helt afgørende for mig at være alene. At være i atelieret og være alene med mig selv.
Tina Maria Nielsen
Det er helt afgørende for mig at være alene. At være i atelieret og være alene med mig selv – først dér kan jeg mærke, om det dur, og om det gælder. Om jeg kan stå ved mine idéer, afhænger af, om jeg kan mærke dem i kroppen. Det kræver, at der bliver stille.
Jeg kan sagtens dele mine idéer og bruger i vidt omfang venner og kolleger til at spille bolden op ad. Men jeg kan ikke sige, at jeg er kunstner, hvis ikke jeg alene står med ansvaret. Der er jo ingen, der har bedt mig om det. Det er alene mit valg.
Er der noget i dine tidlige værker (f.eks. i værket Aflukke fra 1997), som du først forstår eller ser tydeligere i dag?
Jeg blev glædeligt overrasket, da jeg fik lejlighed til igen at vise Aflukke, som jeg lavede til Charlottenborgs Efterårsudstilling i 1997. Den var en del af tre ret forskellige værker, og jeg var inviteret efter min debut på Forårsudstillingen. Jeg var meget optaget af at få det hele med.
Tina Maria Nielsen: Aflukke, 1997. Polyester, glasfiber og træ, 192 × 102 × 57 cm. Foto: Anders Sune Berg.
Siden har skulpturen stået i mit atelier, og nu, næsten 30 år efter, kommer den frem igen. Jeg synes, den står lige så tydeligt i dag, som jeg håbede, den gjorde dengang. Den favner et både og, som jeg bliver glad for at gense. Den opnår en form for overensstemmelse mellem det hurtige - billedet - og det langsomme - materialet - på en helt enkel og nøgen måde.
Men de år, den har stået gemt, gør den også på en måde mere ladet. Der er noget intentionelt, der kommer til syne på en anderledes sårbar måde, når et værk igen træder frem fra gemmerne.
Kan du fortælle lidt om, hvad der satte det nye værk i gang?
Med det nye værk Hanging In har jeg tilstræbt samme ligefremhed eller enkelhed, som de to andre skulpturer har. Ligesom i de andre to værker er der en krop til stede i skulpturen - i sit fravær eller sit nærvær.
En reference til hud kan måske læses ind i alle tre skulpturer.
Tina Maria Nielsen: Hanging In, 2026. Aluminium og forkromet stål, 110 × 50 × 5 cm. Foto: Anders Sune Berg
Jeg er stadig virkelig optaget af skulpturkroppen.
Tina Maria Nielsen
Når du ser tilbage på næsten tre årtiers arbejde, er der så noget i din proces og dine værker, du fortsat vender tilbage til?
Jeg er stadig virkelig optaget af skulpturkroppen. Som erkendelsesproces har arbejdet med den formet mig og min opfattelse og forståelse af verden.
Det er det evigt pirrende billede, der udfordres af materialets modstand. De to kan selvfølgelig også bytte plads eller smadre ind i hinanden.
Jeg forsøger at forstyrre billedet, men jeg tror, at jeg ofte ender med at opnå en eller anden form for overensstemmelse mellem det hurtige billede og det langsomme materiale. Ikke som et endemål eller en konklusion - mere som en forhåbning.
