Tomheden er tom i Anette Harboe Flensburgs syntetiske malerier på Trapholt

De billedrum, jeg møder i udstillingen In Company with No-one, minder mig om tyggegummi med vandmelonsmag – det smager ikke rigtigt af vandmelon, men af en kunstigt fremstillet smagssubstitut. Den samme “kunstighed” lyser ud af Anette Harboe Flensburgs billedrum.

Med grå fliser på gulvet, rå betonudstøbte lofter og en kølig temperatur giver Trapholts udstillingslokaler mig en sansemæssig oplevelse af at være i Harboe Flensburgs portrætterede rum – dog uden lysindfaldene fra de malede vinduer, der præger flere af kunstnerens billeder.

Kuratorisk er der givet plads til, at man som beskuer kan observere de store malerier fra lang afstand. De mindre malerier er sat op i en labyrintisk mørk korridor, hvor jeg får fornemmelsen af at bevæge mig dybere ind i kunstnerens univers. Her opdager jeg malerier af nogle tomme lagerrum. Og hvad skal det nu betyde?

Vi er alle alene inderst inde

Udstillingstitlen In Company with No-one refererer ifølge udstillingens katalog til fortællingen Company (1979) af forfatteren Samuel Beckett, der handler om en dreng, som føler sig ensom og uforstået. Han ligger i et mørkt rum og fører en indre samtale med sig selv om abstrakte filosofiske problemstillinger. Harboe Flensburgs værker er en undersøgelse af, hvordan sådanne eksistentielle indre processer kan udtrykkes gennem maleri, står der i udstillingsteksten.

Præmissen for Harboe Flensburgs værker har altså været hendes opfattelse af, at vi alle inderst inde er alene. Og det er ifølge kunstneren et eksistentielt vilkår.

De fleste af værkerne er fyldt med geometriske former; ofte rektangler og cirkler. Og disse geometriske elementer har en symbolsk betydning: “Logisk stablede retlinede plader brydes af enkelte cirkler. Den formfuldendte og sluttede cirkel er for Anette Harboe Flensburg som mennesket, der punktvis står i relation til andre, men aldrig opnår en komplet sammensmeltning”, står der videre i udstillingsteksten.

Vandmelontyggegummi

Det første der møder mig er de store malerier, der viser mennesketomme rum, fyldt med farvede, gennemsigtige rektangler. De plexiglaslignende rektangler er i billedrummene sat op i lag. I nogle af rummene fungerer de nærmest som rumdelere. Rummenes dybde har været et tydeligt fokus hos Harboe Flensburg, og det mestrer hun.

Billedrummet i In Timelessness There Is No Room for Remembrance har en dybde man fornemmer, men som man ikke kan se ‘bunden’ af; endevæggen er dækket til af de farvede glas. Det eneste tegn på liv omkring malerierne er de tydelige penselstrøg.

De billedrum, jeg møder i første og sidste udstillingslokale, fremstår mest af alt syntetiske, og minder mig om tyggegummi med vandmelonsmag – det smager ikke rigtig af vandmelon, men en kunstigt fremstillet smagssubstitut. Det er den samme “kunstighed”, der lyser ud af Harboe Flensburgs billedrum.

Labyrinten ind til de tomme lagerlokale

I den mørke labyrintiske gang møder jeg værker fra serierne Later, from a Different Angle og Shelvings In the Dark, der viser kælderlignende lagerlokaler med reoler med masser af hylder. Alle tomme, ligesom der heller ingen mennesker er at se. Med følelsen af at bevæge mig længere ind i kunstnerens univers, er jeg spændt på, hvad der venter mig på min tur gennem den labyrintiske gang.

Men der venter mig selvfølgelig ingenting. Ifølge kunstneren kan man ikke dele sit inderste med nogen andre, så derfor mødes jeg af reoler med tomme hylder i billedrummene…

Denne kuratoriske opsætning er mere intim og privat, og malerierne fremstår med en anden nærhed end i det forrige, store, åbne udstillingslokale. Men motiverne på billederne er “kedelige” og ikke på den interessante måde, hvor man igennem kedsomheden kan opnå en erkendelse ved en kartarsisk oplevelse.

Rummene er abstraktioner over den eksistentielle ensomhed kunstneren tematisk arbejder med. Men kunstnerens bearbejdning af tematikken og hendes eksistenstænkning bliver så introvert, at det ikke kommer til udtryk gennem billederne. Det resulterer i, at rummene blot forbliver rum, når jeg kigger på dem.

Balancen mellem virkelighed og konstruktion

Når man som besøgende er kommet gennem labyrinten, kommer ét af udstillingslokalets hjørner, hvor der præsenteres artefakter som kunstneren har brugt i sin arbejdsproces og sit univers. En form for “kunstnerens værksted”, hvor der er en stor reol med nogle runde spejle, tapetruller, en lille seng og et kakkelbord, hvor der hænger små sten i snore ned fra. Og så de små dukkehusagtige modeller.

Rummene, som man ser i malerierne, har Harboe Flensburg analogt etableret i tredimensionelle miniaturemodeller, hvortil hun eksperimenterer med lys, farver, elementer og opstilling. Hun affotograferer disse og skaber en malerisk fortolkning heraf.

Det giver en fotografisk realisme til billedet, og nogle af malerierne kunne man også ved første øjekast tro, var faktiske fotografier. Men netop den omstændighed, at rummene har været så nøje iscenesat i en model, resulterer i, at rummene virker en kende utroværdige eller uvirkelige. Måske er dette en effekt kunstneren har arbejdet med, altså en form bevidst verfremdungseffekt. Men det skaber en barriere, jeg ikke kan se ud over, og det gør, at jeg har svært ved at overgive mig til billedernes ellers flotte udtryk.

Uforløste følelser

Flere kunsthistorikere fastholder en sammenligning med den danske maler Vilhelm Hammershøi, fordi Harboe Flensburg ligeledes arbejder så fængende med lys og rum. Der er en dyster ensomhed pakket ind i et smukt lysindfald i begge maleres rum.

Anette Harboe Flensburg mestrer at fastholde det lysindfald, som i vores hverdag varer meget kort tid. På sammen måde forsøger hun malerisk at manifestere den følelse af eksistentiel ensomhed, som alle mennesker engang imellem må føle – i kortere eller længere tid.

Men tematikken forløses ikke i billederne. Tematikken er presset ned over billederne, der i sig selv fremstår som dét, de er: Maleriske fortolkninger af modelkonstruerede rum.

Det kuratoriske greb i udstillingen præsenterer ikke et nybrud, men fremstiller malerierne uden forstyrrelser i udstillingsrummet; ét billede pr. væg, hængende i midten. Og det er egentlig meget fint, for det er jo malerierne, det handler om. Det er så bare ærgerligt, at malerierne ikke åbner op for nye fortællinger eller erkendelser.

Jeg står tilbage med en følelse af tomhed. Ikke en eksistentiel ensomhedslignende tomhed, men en følelse af tomhed fordi billederne ikke vækker noget i mig.