Fra toppen af bølgen er udsynet frit

Kørner-gymnastik. John Kørners hidtil største udstilling folder sig stærkt ud på parketgulvene i Charlottenborgs 1000 kvm store, højloftede sale. Hans malerier og stedsspecifikke installationer zoomer fortsat ind på samtidens alvorstunge ”problemer”.

Problemer som faldne danske soldater fra krigen i Afghanistan, trafficking/prostitution, fattigdom, angsten for terrorisme, flygtningekrise og meget mere står i kø på John Kørners (f. 1967) udstilling Altid mange problemer. Salene er til lejligheden malet i forskellige farver. Den første og største er malet helt mørk. Her hænger hans War Problems – malerier med motiver af faldne danske soldater i Afghanistan. Den næste sal er tapetseret med en gul plakat, som han fremstillede, mens Danmark var i krig i Afghanistan. Dengang var der endnu ”kun” 16 ”problemer”, dvs. faldne, danske soldater. Da krigen sluttede i 2014, var 43 soldater faldet i krigen.

Anfægtelse som drivkraft
Med sine omdiskuterede Afghanistan-billeder ville Kørner, som var dybt anfægtet af krigen, tydeliggøre de grusomme realiteter bag hævnmotiverne og den aggressive krigsretorik og give det hele en kunstnerisk form.

Og når maleriet håndteres så suverænt som hos John Kørner, kan det intensivere forståelsen af væsentlige samfundsproblemer og sætte disse under debat. Men Kørners krigsbilleder er ikke bataljemalerier, hvor kunstneren traditionelt set selv er til stede under krigshandlingerne. Hans reaktion på krigen blev hver gang aktiveret af nyhedsmedierne. Scenerne/motiverne blev til som en fri fortolkning på baggrund af den dokumentation, som var tilgængelig for alle danskere, der fulgte krigen på behagelig afstand fra sofaen.

Malerierne fik titler efter fornavnene på de døde, danske soldater. Et for et bevidner de det dyrebareste af alle tab, nemlig tabet af menneskeliv. Nogle af soldaterne svæver gennem billedrummet, andre sprænges i stumper og stykker, og deres hjelme og øvrige udrustning flyver af sted sammen med eksempelvis palmestammer. Nogle af soldaterne ligger knust på jorden, hvis ikke de er begravet under en sandbunke efter en bombeeksplosion.

Det store rum samler sig til et dødskammer, som fortsætter inde ved siden af, hvor værket Skeleton fra 2006 optræder. Parentes bemærket går dette værk igen, da det optrådte på Charlottenborgs udstilling Danskjävlar i 2008. I montren ligger et menneskeskelet udført i keramik – et af Kørners foretrukne materialer, når ikke han maler.

Et glædeligt udvalg
Kørner havde sidste år en række udstillinger med grafik – foruden soloudstillingen Life Attakcs You på Brandts og nye skulpturer til Nakskov by og til øen Enehøje i Nakskov Fjord. Også i udlandet har han gjort sig bemærket, og det er glædeligt, at udstillingskuratoren Marie Nipper har valgt en række værker, som tidligere blev vist i bl.a. Holland og i Kørners London-galleri, Victoria Miro, fra udstillingerne Fallen Fruit from Frisland (2013) og Apple Bombs (2016), som de færreste danskere har set.

Kørners karakteristiske, ægformede objekter opstod, da han som led i sit afgangsprojekt fra Kunstakademiet i 1998 havde ”problemer” med at male en ekvipage. Det gik nemt nok med hesten, men rytteren voldte ham problemer. Til slut løste han problemet med en æggeform for at antyde rytterens tilstedeværelse.

Siden da har ægget fulgt ham – hvad enten det er svangert med tunge og alvorlige historier eller er mere muntert, for der er ofte et befriende moment af humor i Kørners værker. Som når han i samarbejde med Egetæpper fremstiller en bølge, der når næsten op til loftet, og som oppe på toppen rummer et dansegulv med spejlkugler og det hele. Eller når han stiller et billardbord og en fitnessmaskine, som kan bruges til at motionere biceps, til rådighed for publikum. Det er der masser af innovativ sjov i.

At løbe fra problemerne
Kørner maler ofte mennesker på flugt. De løber for at slippe væk fra unavngivne farer – de jogger ikke på fredelig vis med deres skridttællere, sådan som vi er vant til at se løbende mennesker herhjemme. I flere af malerierne – også når Kørner maler på disse betonspærrere, som efterhånden kendes fra alle torve og gader i Vestens storbyer efter talrige terroranslag – løber mennesker for at redde sig selv.

Man mærker, at Kørner også har erfaring med scenografi. I et rum står der en seng med et kæmpemæssigt rødt ”problem” – et keramisk æg, som ligger under dynen. Sengen optræder i rummet med malerier fra serien Kvinder til salg og er helt rigtigt placeret i denne kontekst. Malerierne blev i sin tid vist på Arbejdermuseets udstilling med denne titel.

Det gule rum
Det sidste rum er malet helt gult. Her er Kørner kommet i en mere metafysisk mode. ”Den gule farve tager mig væk fra Jorden,” siger han. Her bliver man ført lige lukt ind i Kørners allerhelligste: Et tempellignende miljø, hvor den gule farve næsten opløser konturerne af alle objekter i rummet.

John Kørner, som i år fylder 50, har siden sin debut i 1995 været uhyre produktiv, lige som han har præsteret et utal af udstillinger i ind- og udland.

Det er glædeligt at gå rundt i Charlottenborgs sale og opleve værker, som man har set i årenes løb i Danmark. De holder!

Farveholdningen er stadig syret med forkærlighed for især gul og violet, ligesom Kørner bestandigt maler, som var der tale om kæmpe akvareller, da han som regel lægger lærredet ned på gulvet og maler vådt i vådt i meget tynde lag af akrylfarve. Det giver et flygtigt udtryk. Skønt Kørners værker er malet så let og farvestrålende, at man kunne forledes til at tro, at han mener, at livet er en fest, så er de ikke desto mindre i højeste grad alvorstyngede.

Det er billeder, der bliver på den indre nethinde.