Tråde spundet af Judith Scott

Ved kuratorisk at understrege materialernes ekspressive kraft skaber udstillingen Odradek på Malmö Konsthall en fin dialog imellem de meget forskellige kunstnere. Samtidig bliver vi mindet om kunstens undersøgende praksis, som sker i dialog med materialerne – med farverne, teksturerne og strukturerne.

Odradek er en figur i en novelle af Franz Kafka. Den er et bylt af tråde, som både er en ting og et væsen, der kan tale og bevæge sig. Odradek er også titlen på kunsthallens aktuelle gruppeudstilling med otte kunstnere, primært skulptører, der alle har en animeret tilgang til de kunstneriske materialer. De betoner materialernes skrøbelighed. De arbejder med at omslutte ting, og de syr ting sammen.

Skulpturernes animerede kvaliteter kommer frem i samspillet mellem porøsitet og stramhed, tyngde og lethed, stuktur og formløshed og mange andre iboende kvaliteter i materialerne og deres evne til at blive skulpturelt manipuleret.

Biennalestjerner
Blandt de udvalgte kunstnere er internationale stjerner som iranske Nairy Baghramian og tyske Franz Erhard Walther. Baghramian var én af de få kunstnere, som deltog på to af de store internationale udstillinger i 2017: Documenta og Skulptur Projekte Münster (og pt. er aktuel med en soloudstilling på SMK).

Walther vandt guldløveprisen som årets bedste kunstner ved 2017’s Venedig Biennale. Udstillingen viser lidt ældre værker af de to kunstnere, men det er samtidig værker, der understreger styrken i deres skulpturelle arbejde.

Baghramians Ryste puderne (2013) ligner en mellemting imellem en boksebold og et gymnastisk rebredskab, der er faldet sammen på gulvet. Størrelsen og tyngden i den sammenfaldne struktur modsiger letheden i titlens udsagn.

Walters farvestrålende konstruktioner i bomuldsstof aktiverer næsten automatisk kroppen til at tage bolig i dem, og de vil blive aktiveret en gang om måneden efter kunstnerens specifikke instruktioner. Særlig imponerende er den væghængte Gul modellering fra 1985, der også blev vist på Venedig Biennalen.

Judith Scott i centrum
Udstillingens udgangspunkt og skjulte omdrejningspunkt er dog den autodidakte amerikanske kunstner Judith Scott. Det er hendes skulpturer, der har inspireret til udstillingens titel, og det er hendes værker, der har givet anledning til at invitere de andre kunstnere. De får nu mulighed for at udstille sammen med Scott, som kunsthallens direktør Mats Stjernstedt udtrykte det til pressemødet.

Judith Scott blev født i 1943. Hun havde Downs syndrom og mistede hørelsen i forbindelse med en sygdom i den tidlige barndom. Historien om hende fortæller, at hun først fandt sit sprog, da hendes tvillingesøster i 1985 flyttede hende ud af hendes hidtidige institution for at de kunne bo sammen igen. Scott fik mulighed for at deltage i kunstneriske workshops på Creative Growth Art Center og her fandt hun sit sprog i form af særegne trådskulpturer.

Frem til sin død i 2005 arbejdede hun intensivt med disse skulpturer, som nu har sikret hende et internationalt gennembrud. Også hun deltog i Venedig Biennalen i 2017 og er pt. med i en stor udstilling i Washington om ’outsider’-kunst.

Skulpturbylter
Scotts skulpturer er originale, varierede og særegent fascinerende. De er dækket af tråde i orange, rødt, grønt, blåt, brunt og alle mulige andre kulører. De er spundet omkring bylter af tøj eller objekter og bygget op af lag på lag af tråd.

Det er ikke helt klart, om der gemmer sig noget derinde. Nogle af skulpturbylterne ligner små væsener – måske sæler eller menneskebørn. Andre har stænger, som stikker ud i kanterne. Enkelte er bygget op omkring tydelige strukturer: En lille lænestol, et rundt hjul.

En implicit politisk dagsorden
Judith Scotts arbejde rammer en række aktuelle interesser i kunstverdenen. Det gælder dels et fokus på afdøde kvindelige kunstnere, hvis kunstneriske virke ikke har været tilstrækkeligt anerkendt. Dels gælder det en interesse for kunstnere, der ikke er skolet af Vestens kunsthistorie, enten fordi de som Scott har levet et særegent liv og derfor har udviklet sit eget unikke kunstneriske sprog, eller fordi de kommer fra en anden kultur end den vestlige.

Selv om udstillingen Odradek ikke har et udtalt politisk ærinde, er der med andre ord et implicit politisk projekt i udstillingen. Man fremhæver den kunstneriske kvalitet i værker skabt af en kunstner som Judith Scott, der på grund af sit handikap ellers ikke plejede at blive anerkendt som en ligestillet kunstner.

Balancegang og sammenhold
I udstillingen tiltrak også den tyske skulptør Katinka Bocks delikate balanceøvelser min opmærksomhed. Fx når hun lader en skål med vand agere modvægt til en sten, hvor det langsomt fordampende vand på et tidspunkt vil ødelægge den prekære balance.

Dertil blev jeg fascineret af hendes skulpturgruppe Havkamelæon med sit makkerpar af deformerede skåle, hvor den ene efter sigende har tilbragt noget tid på bunden af en sø. Den anden ligger ligesom sammenfaldet ved en kant, som om den venter på sin makker ved søbredden.

Retur til kunstnerens atelier
Odradek er skabt som en dialog imellem de udvalgte kunstnere, og udstillingen lykkes fint med at fremhæve parallelle interesser blandt de ellers meget forskellige kunstnere. Samtidig er det interessant, at udstillingen understreger en fornyet interesse for det kunstneriske sprog i sig selv.

Udstillingen handler ikke om en politisk dagsorden eller om en samfundsmæssig problemstilling. Vi er på en måde tilbage i det kunstneriske atelier og oplever, hvordan kunstnerne interagerer med materialerne. Vi kan følge i deres fodspor, mens de skulpturelt giver liv til materialer, former og strukturer. Budskabet er således, at kunstnere vedvarende finder nye udtryk igennem en særlig opmærksomhed overfor materialerne og en vedholdende udfoldelse af deres ekspressive potentialer.