Tungebundet: Om tale, stemme og kunst

Mens der er en lang tradition for tekstbaserede kunstværker, lever selve stemmen, der frembringer ordene, en mere overset tilværelse i billedkunsten. En række kunstnere viser dog aktuelt, at der sker noget andet, når det er stemmen og ikke ‘bare’ sproget, der sættes fokus på i kunstværket.

Forholdet mellem billede og sprog er ikke et nyt undersøgelsesfelt for kunsten. Men hvor den konceptuelle og post­konceptuelle kunst har haft en tendens til at favorisere det skrevne og det talte sprog, har selve den fysiske metode, hvormed talen frembringes, nemlig stemmen, været næsten ignoreret uden for scenekunstens område. For stemme er mere og andet end tale.

Og dog har der på det seneste været fokus på stemmen i kunst. På Art Writing festivalen Where Were We – on writing, intimacy, body kunne man på Godsbanen i Aarhus for nylig opleve en række kunstnere, forfattere og teoretikere undersøge dette kropslige aspekt af sproget, og også Stongue, den nuværende udstilling i Kunsthal Aarhus, har stemme og tunge som emne. Derudover er en del andre, internationale kunstnere begyndt at interessere sig for stemmen som udtryk og tema. Men hvad sker der, når fokus flyttes fra tekst til stemme og undersøgelsens tyngdepunkt forskydes?

Stemmen bor i kroppen
I mit barndomshjem talte man dansk. Men i ferierne var det anderledes. Ikke fordi vi tog udenlands, men fordi hele min ellers så spredte familie havde tradition for at samles i et sommerhus i det midtjyske. Og her blandede sprogene sig. Mine fætre talte arabisk og engelsk. Jeg forstod det meste af det engelske dengang, men arabisk lærte jeg aldrig. Jeg forsøgte at lære bogstaverne, men det var, som om alle tegnene bare smeltede sammen, ligeså snart de blev til ord. Lydene elskede jeg dog. Stemmerne stammede et andet sted fra. Ikke kun geografisk, men også rent kropsligt. De kom ikke kun fra tungen, men også fra halsen og lungerne. Som om talen, eller rettere udtalen, var særligt afhængig af en helt bestemt kontrol af åndedrættet.

Men hvad er en stemme? I essayet Le Grain de la Voix fra 1972 diskuterer den franske litteraturkritiker og semiolog Roland Barthes stemmens særegenhed og definerer begrebet grain som ”kroppen i stemmen, mens den synger, svarende til hånden der skriver”. Den, der taler eller synger, griber sproget og gør det til sit eget. Stemmen bor i kroppen. Den former sproget, mens ordene ruller over tungen og afslører strubelågets arkitektur. Stemmen er historisk. Den fylder sproget med accenter og dialekter, med tøven og talefejl. Stemmen indeholder den talendes livsrejse som et diskret aftryk i ordenes klang.

Jeg har tænkt en del over stemmen på det sidste. På hvad en stemme er. På hvordan vi, med sociologen Anne Karpfs ord, kan ”gøre med stemmen, hvad en typograf kan gøre med det trykte bogstav (kursivere, fremhæve og så videre)”. For stemmen er ikke det samme som talen. Derfor sker der også noget andet, når det er stemmen og ikke ‘bare’ sproget, der sættes fokus på i kunstværket.

Papegøjesprog
Ord er signifikation og kommunikation. I sin installation may­por­é (1997­) undersøger kunstneren Rachel Berwick sproget, når det er renses for dets umiddelbare signifikationslag og står tilbage som ren kommunikation. Berwick tager udgangspunkt i en historie om den tyske naturvidenskabsmand og opdagelsesrejsende Alexander von Humboldt. Her fortælles det, at han under en rejse til Venezuela i 1799 modtog en papegøje som gave fra en indiansk stamme, som kort forinden havde slået en anden stamme, Maypure­-stammen, ihjel, men samtidig beholdt deres kæledyr.

Humboldt opdagede dog hurtigt, forklarer Berwick, at papegøjen talte et andet sprog end de papegøjer, der tilhørte den stamme, han besøgte. Denne fugl havde, med andre ord, beholdt sit sprog fra den gamle stamme og var derfor nu det eneste levende bevis på dennes eksistens. Den eneste overlevende, der med sin stemme kunne bære vidnesbyrd. Humboldt besluttede sig for at nedskrive papegøjens sprog.

Og det er dette sprog, som Berwick siden 1997 har sat sig for at lære sine papegøjer. Et sprog der har været uddødt i to århundreder, og som nu er opstået igen, uden nogen dog ved, hvad ordene betyder. Der er indtil videre seks papegøjer, som taler ‘may­por­é’ i hele verden. Sproget lever videre. Papegøjerne kommunikerer. Men ingen ved, hvad de taler om. De første papegøjer har lært ordene videre til de næste papegøjer. Måske kommer ordene til at betyde noget nyt? Måske sniger signifikation sig ind i sproget igen?

I multimedieinstallationen birdbrain, 2011, går kunstneren Catherine Clover et skridt videre og undersøger den måde lyd, fuglesprog og menneskestemmer interagerer. At besidde et sprog har ofte været beskrevet som én af de ting, der adskiller os mennesker fra dyrene. Ifølge filosoffen G.W.F. Hegel ‘begynder’ menneskets tale dér, hvor dyrets skrig ‘slutter’. Men i stemmens brug smelter alting sammen. Performerne i birdbrain læser tekster op om fugle, mens fuglenes egne lyde står trykt på væggen. Men hvad er artikulation, og hvad er ‘bare’ lyd? Også fuglene synes at besidde sprog her.

Marika Seidlers videoinstallation High on Hogs, 2013, blander ligeledes dyre­ og menneskestemmer, om end på en anden måde. Her møder vi de såkaldte ‘hog callers’, kvinder som imiterer grise til dyrskuekonkurrencer. Stemmerne tilhører kvinderne, og dog er det, som om de kommer et andet sted fra.

At finde sin stemme
Hvem tilhører stemmen, kunne man også spørge, og svaret ville vel oftest være: Individet som taler. Men er det nu også altid sandt? Man taler om behovet for ”at finde sin egen stemme”, som om den rodløst bevægede sig rundt i rummet og ventede på, at nogen skulle kræve ejerskab over den. Samtidig ‘stemmer’ vi til folketings-­ og kommunevalg. Vore stemmer garanterer vores politiske repræsentation. Demokratiet er et kor af stemmer. Frarøves man sin stemme, frarøves man også sin repræsentation. Mister man sin stemme, forsvinder man samtidig ud af det synliges spektrum. Politik er også kampen om stemmen.

Udstillingen Stongue på Kunsthal Aarhus viser en række værker af kunstnerkollektivet Slavs and Tatars. Alle værker handler om forskellige måder at eksistere mellem sprog på. Kampen om stemmen bliver også et spørgsmål om, hvem der kan tale og med hvilken tunge. For ikke alle har samme ret til sproget, og sproget bruges også til at kontrollere folkeslag med. Man indfører sprogrevolutioner som en måde at reformere eller vestliggøre et folk på. Det er en slags diktatur over tungen. ”Tongue­tied” kaldes det på engelsk, når man ikke længere kan tale frit. Tungebundet.

Samtidig viser værkerne også glæden ved stemmen og ved talen. I lydinstallationen Lektor, 2014, arbejder kollektivet med den kakofoni, der opstår, når flere stemmer mødes i talen. Da jeg besøgte udstillingen, placerede jeg mig først midt i installationen, det vil sige midt på en samling af ‘orientalske’ tæpper omgivet af seks højtalere, der alle kaldte på mig på seks forskellige sprog. Det varede ikke længe, før mine ører lokaliserede dén med den danske stemme, der i en rolig tone gav gode råd om tale og tunger. Er det ikke sjovt, som man leder efter et hjem i sproget?

Når stemmen udfordres
Samtidig kan tosprogethed gøre én hjemløs. For tungen er en muskel. Når den først vokser op med ét hovedsprog, kan det være en udfordring pludselig at skulle udtale ordene på en ny måde. Også selvom man tvinges til det hver dag. Når vi fødes, er tungen blot en lille, rund kødklump i munden. Men som vi bliver større, strækkes selve roden af tungen bagud i halsen. Tungen vokser, mens sproget vokser. Vi har overraskende lange tunger. Vi kan bare ikke se det. Og talen er en af de ‘øvelser’, der hver dag træner tungen og holder den på plads. Jeg har boet det meste af mit voksenliv i London, men der er stadig enkelte engelske ord, jeg skal slå krølle på tungen for at sige. Samtidig leder jeg af og til efter ord og udtale på dansk. Jeg har fjernet mig fra mit førstesprog og fået to andetsprog i stedet for.

Men der kan være andre grunde til, at ordene nogle gange sidder fast i tungen. I Ditte Lyngkær Pedersens performance Dear Patient Listener, 2010, holder en skuespiller tale, men forsinkes tilsyneladende af sin egen stammen. Vi føler med ham. Hans nervøsitet forplanter sig helt ind i vores egen krop. For dét er jo netop, hvad stemme er: sprog + krop. Og selvom vi måske ikke selv stammer, ja, så kender de fleste af os nok det dér med at have nerver på. Mærke angsten, der vokser helt ind i tungen. Stemmen som ryster.

Også ordfestivalen Where Were We – on writing, intimacy, body arrangeret af Projekt Art Writing og Aarhus Litteraturcenter på Godsbanen i Aarhus i begyndelsen af december 2015, greb fat i stemmens udfordringer og muligheder. I Will Holders fortolkning af Robert Ashleys A Last Futile Stab at Fun talte Holder henover et svagt rap­soundtrack. Et (mere eller mindre) traditionelt foredrag, men hvor stemmen blev tvunget til at følge en ny rytme. Jeg vekslede lidt mellem at høre ordene og høre rytmen.
Også Andreas Führers perfomanceforedrag Dynamics of Fluids in Porous Media udfordrede stemmen. Eller måske rettere talen, i et foredrag der hele tiden truede med at slå over i sang, en anden af stemmens kapaciteter.

Stemmen er en underlig hybrid­ting. Den er tale, men også krop. Den er sprog, men også skrig og tøven. Den er personlig, men social. At udforske stemmen inden for billedkunst er et felt, der kalder på mere udfordring og undersøgelse.