Tyggegummikunst og lydløs frokost

Festivalen Smag Verden på Amager fejrer den kulturelle mangfoldighed med flere kunst- og performance-arrangementer på programmet.

Festival i København byder blandt andet på Julie Bitschs kunstprojekt Social modeling. Foto: Birgitte Martinsen

Festivalen Smag Verden på Amager fejrer den kulturelle mangfoldighed med flere kunst- og performance-arrangementer på programmet.


info


Smag Verden er en årlig tilbagevendende gadefest, der fejrer Københavns mangfoldighed. I år finder det sted fra den 31. august-1. september på Prags Boulevard først på Amager, og som en del af arrangementet står PB43 bag flere store kunst- og performance-oplevelser på og omkring den nedlagte industrigrund, der til daglig huser alt fra et galleri, en byhave og to saunaer til pladeselskaber, cirkusartister, håndværkere og arkitekter.

Tyggegummikunst
Et af de mere spektakulære indslag leveres af skulptøren Julie Bitsch, uddannet fra Det Kongelige Danske Akademi i 2010, og hendes projekt Social Modeling. Med hjælp fra en gruppe piger fra lokalområdet vil hun i løbet af de to dage fremstille en skulptur af op til 50 kilo tyggegummi. Skulpturen bliver senere støbt i bronze.

Arbejdet foregår dels ude blandt folk på en rullende vogn, dels i Bitschs værksted på Prags Boulevard 43. Tyggegummi er i øvrigt ikke et fremmed materiale for Bitsch, da hun også brugte det til sit afgangsprojekt ’1:1’, der blev vist på Charlottenborg.

Lydløs frokost
Lørdag den 31. august kl. 13-14.30 kan man komme til lydløs frokost for 128 personer, der indtager maden iført høreværn for derigennem at skærpe oplevelsen af spiseritualet. Undervejs vil der være frokosttale, og gæsterne opfordres til at komme udklædt inspireret af P.S. Krøyers klassiske maleri ’Hip. Hip, hurra!’.

Videokunst
Non profit-galleriet 68 Square Metres Art Space, der holder til på Prags Boulevard 43, viser begge dage tre kunstfilm af Larissa Sansour, Søren Thilo Funder og Katrine Dirckinck-Holmfeld foran idræts- og kulturhuset Prismen under overskriften Beyond Intractability. Filmene A Space Exodus, Disastrous Dialogues og Djisr – The Bridge belyser magtstrukturer og politiske konflikter i Mellemøsten med både poesi og politisk potentiale.

Lyt til verden
Publikum kan også både lørdag og søndag opleve Mads Bech Paluszewski-Haus interaktive lydinstallation Lyt til verden. Værket stiller spørgsmålet ”Hvilke lyde gør et sted unikt?” og til at besvare det, har han fået kunstnere fra hele kloden til at optage lydlandskaber, der minder om byrummet på Prags Boulevard. De lyde har han nu samlet og gjort tilgængelige for publikum under Smag Verden.


Fakta

Festival

Smag verden

31 aug 2013 1 sep 2013

Fakta

I alt bidrager PB43 med 14 kunst- og kulturprojekter under Smag Verden her i blandt danseforestillingen Empty Steps, happeningen Danish Egg Russian Roulette Championship, og workshops, hvor publikum kan lave alternative køkkenredskaber og bygge deres egne byhaver.

PB43 er et arbejdsfællesskab bestående af en række virksomheder, foreninger og grupper med tværfaglig ekspertise inden for kulturproduktion, iværksætteri, formidling og byudvikling, som tidligere har afholdt lydkunstfestivalen LAK og musikfestivalen PB43