Ude i universet, nede på jorden

Jonas Hvid Søndergaard er aktuel med udstillingen Zero Point på Lars Olsen Gallery og fortæller her om sit arbejde med at indkredse energiens væsen.

Jonas Hvid Søndergaard: Duo fra udstillingen Zero Point i Lars Olsen Gallery. (Foto: Anders Sune Berg)

Jonas Hvid Søndergaard er aktuel med udstillingen Zero Point på Lars Olsen Gallery og fortæller her om sit arbejde med at indkredse energiens væsen.

Begrebet Zero point refererer til en videnskabelig, kvantemekanisk opdagelse af energiens potentielle, naturlige fremkomst ud af et vakuum. Det lyder måske ikke som noget, der har en umiddelbar forbindelse til billedkunstneren Jonas Hvid Søndergaards udstilling hos Lars Olsen. Men det har det på flere måder.

Udstillingen handler om den iboende energi, der findes i vores verden – og den spørger til, hvordan energi, som filosofisk fænomen, er med til at definere både det personlige liv og den menneskelige eksistens.

Nordisk kraftfelt
Samtidig med Zero Point viser Lars Olsen Gallery værker af to andre nordiske billedkunstnere, svenskerne Andreas Poppelier og Frederik Lindqvist.

Installationsview, Andreas Poppelier. (Foto: Erling Lykke Jeppesen)
Installationsview, Andreas Poppelier. (Foto: Erling Lykke Jeppesen)
Installationsview, Fredrik Lindqvist. (Foto: Erling Lykke Jeppesen)
Installationsview, Fredrik Lindqvist. (Foto: Erling Lykke Jeppesen)

Det er ikke en gruppeudstilling, og derfor er der heller ikke noget fælles tema – andet end galleriets ønske om at præsentere tre fremtrædende nordiske kunstnere, som arbejder i billedkunstmediet med opfindsomhed og teknisk overskud.

Værkerne bevæger sig mellem det figurative og det abstrakte, mellem digitalt arbejde og stoftryk, og bliver på den måde eksempler på, hvor forskellig yngre nordisk malerkunst af i dag kan se ud. Og hvis galleriet viser tre stærke kræfter inden for nordisk maleri, så er kraftfeltet på sin egen måde tema for Jonas Hvids udstilling.

Installationsview, Jonas Hvid Søndergaard, Zero Point, Lars Olsen Gallery. (Foto: Anders Sune Berg)
Installationsview, Jonas Hvid Søndergaard, Zero Point, Lars Olsen Gallery. (Foto: Anders Sune Berg)

Den geometriske kraft
”Jeg er interesseret i, hvordan jeg kan billedliggøre energi, og jeg er for tiden meget optaget af teosofiske, men også videnskabelige idéer om naturen, og dens indbyggede evne til at generere energi. Det er idéer, der peger ind på mit arbejde med det geometriske, med formens og farvens iboende kraft.”

Zero point som begreb møder man også i forskningen af fri energi, og der bliver i dag lavet flere eksperimenter end nogensinde før om, hvordan man kan hente energi direkte ud af naturen.

Astral Weeks, 2012. (Foto: Anders Sune Berg)
Astral Weeks, 2012. (Foto: Anders Sune Berg)
“Udstillingens titel peger på den energi, som vi skal bruge til at få vores moderne liv til at fungere, men titlen refererer også til en anden slags energi, som vi ikke kan se eller pinpointe. Dét at lave en udstilling, har jeg tit tænkt på, er på en måde nøje tilrettelagte energiudladninger, fastfrosset på et lærred, og så samlet og hængt op i forhold til hinanden – som så i deres helhed udstråler en bestemt energi.”

Zero point består af 19 værker og papirarbejder, næsten alle abstrakte. Formen er mere løs og flydende end i Jonas Hvids tidligere værker – men geometriske figurer i værkernes forgrund fungerer fortsat som kontrast med et mere stringent, retlinet udtryk.

Særligt ét værk, med titlen Zero Point, synes at inkarnere den spirituelle inspiration. Det er malet på to høje, smalle lærreder og hænger i et af udstillingsrummets hjørner på hver sin side, dér hvor væggene mødes. Skarpe stråler af gråt på gul baggrund styrer fra et samlende punkt i gulvhøjde op mod loftet – og suger ligesom beskueren til sig med de kraftfulde farver og en underlig optisk effekt af at udjævne eller forfladige det hjørne, det hænger i.

Rummets energi
”Jeg ønsker at elektrificere hjørnet, at overrumple med den gule farve og værkets højde fra gulv til loft. Det bliver næsten et arkitektonisk greb, hvor jeg undersøger, hvordan jeg kan bruge det todimensionelle til at ændre energien i det tredimensionelle rum.”

Installationsview, Zero Point. (Foto: Anders Sune Berg)
Installationsview, Zero Point. (Foto: Anders Sune Berg)

Værket Zero Point fungerer på den måde snarere som rummelig installation end som maleri. Det invaderer udstillingsrummet med det optiske bedrag og med de skarpe linjer, der ikke afgrænses af en ramme, men forekommer at fortsætte ud i rummet og op i loftet. Og det er en gennemgående effekt på udstillingen. Akvarel under akryl og transparente farvesammensætninger under stramt optegnede linjer skaber dybder og afgrunde.

”Jeg forsøger at åbne maleriet, skabe komplicerede billedstemninger, et komplekst udtryk på baggrund af de simple materialer. Generelt arbejder jeg med det følsomme i farven, og med ved hjælp af illusionen og den transparente effekt at skabe et rum og en dybde, som du ligesom kan svæve i.”

Eksistentielle strøg
Men hvorfor er det vedkommende at tale om energi, ånd og videnskab lige nu i en verden, der fortaber sig i krige og økonomisk krise?

“Jeg følte på et tidspunkt, at der skulle ske noget nyt i mit maleri, men jeg havde også lyst til at dykke ned i nogle andre lag i maleriet, og i dets betydningsfelt. Jeg stillede mig selv spørgsmål som ’hvorfor maler jeg, hvad er maleriet, hvad kan det udtrykke’ – og jeg fandt ud af, at ved at løsne lidt op, og improvisere mere, give lidt slip, kunne jeg komme ud i nogle for mig helt nye afkroge af maleriet.”

Magic, 2012. (Foto: Anders Sune Berg)
Magic, 2012. (Foto: Anders Sune Berg)
Spaceless, 2012. (Foto: Anders Sune Berg)
Spaceless, 2012. (Foto: Anders Sune Berg)

“Jeg synes selv nu, at værkerne er meget mere syrede og mærkelige end tidligere, de er ude i universet og nede på jorden på samme tid. Og jeg stiller mig selv en masse spørgsmål om eksistens og tilblivelse, så for mig er det en kontinuerlig undersøgelse, en filosoferen og undren over, hvad det her liv egentlig handler om.”

Shape of Elements, 2012. (Foto: Anders Sune Berg)
Shape of Elements, 2012. (Foto: Anders Sune Berg)
Oppe og nede i tiden
Samtidig understreger Jonas Hvid, at han ikke er den eneste lige nu, der interesser sig for eksistentielle spørgsmål i forbindelseslinjerne mellem videnskaben, naturen og det åndelige – lige så vel som kunstnere op gennem historien har gjort det.

Repræsentanter for den moderne abstrakte billedkunst som Kandinsky og Mondrian arbejdede fx med spirituelle filosofiske studier af de geometriske formers betydning.

Kandinsky mente, at kunsten skulle bidrage til en afmaterialisering og spiritualisering af kulturen og samfundet – og virkeliggørelsen af det åndelige skulle ske med farvens og den abstrakte forms suggestive kraft.

”Jeg har for nylig genopdaget bl.a. nogle af Kandinskys tekster om det åndelige i kunsten, og det er sjovt, ind i mellem at hente inspiration i det ikke helt håndgribelige og konkrete. Og når jeg ser mig omkring, er der flere samtidskunstnere, der lige for tiden arbejder med de samme temaer. Det har måske været lidt tabuiseret, fordi det tit bliver anset for følekunst og for terapikunst. Derfor er det en spændende udfordring, at arbejde med motiver, som vi forbinder med fx new age og bruge nogle af motiverne, men twiste dem, ændre dem og sætte dem ind i en ny kontekst.”


Fakta

Udstilling

Zero Point

3 aug 2012 13 sep 2012

Jonas Hvid Søndergaard

Galleri Lars Olsen Se kort og tider

Fakta

Interviewet er lavet i forbindelse med Jonas Hvid Søndergaards arbejdsophold ved Statens Værksteder for Kunst på Gammel Dok i København.