Udflytningen af Statens Værksteder for Kunst droppet
Kulturministeriet melder, at flytningen af Statens Værksteder udgår af regeringens udflytningsplaner. I hvert fald for en tid.
Kulturministeriet melder, at flytningen af Statens Værksteder udgår af regeringens udflytningsplaner. I hvert fald for en tid.
Kulturministeriet melder, at flytningen af Statens Værksteder udgår af regeringens udflytningsplaner. I hvert fald for en tid.
Måske er de mange kritiske røster vedrørende udflytningen af Statens Værksteder for Kunst blevet hørt. I hvert fald er udflytningen foreløbig skrinlagt.
Sidste år besluttede kulturministeriet, at flytte Statens Værksteder for Kunst fra sine nuværende lokaler i Gammel Dok Pakhus på Christianshavn til Kronborg i Helsingør – som et led i regeringens politiske projekt om udflytning af statslige arbejdspladser. Dette er mødt med kritik fra kunstnere, kunsthåndværkere og andre kunstfaglige, som blandt andet har argumenteret, at til forskel fra et administrativt organ i det statslige korpus, så er Statens Værksteder dybt afhængig af nærheden til det koncentrerede kunstfelt, der eksisterer i hovedstaden.
Tilsyneladende er det dog ikke faglige argumenter, der har fået ministeriet til at ændre kurs. Som begrundelse giver ministeriet, at “analyser har vist, at det er dyrt at flytte”. Ok så!
Værkstedernes beliggenhed i fremtiden er dog uvis, og man vil fortsat arbejde på at finde “en alternativ placering” til Statens Værksteder for Kunst. Begrundelsen er, “at det også er meget dyrt at blive”.
Er du forvirret, er det ikke så sært.
Det er tilsyneladende de økonomiske aspekter, der er på banen her, og som både gør, at det er for dyrt at flytte værkstederne til Helsingør – men også for dyrt at blive.
Ministeriet undgår behændigt at nævne, om den “alternative placering” skal være i København, eller om Statens Værksteder for Kunst stadig er et lod i den ideologiske plan om udflytningen af statslige arbejdspladser.
Her er ordlyden i kulturministeriets pressemeddelelse:
“Dansk Arkitektur Center fraflytter pr. 1. januar 2018 Gl. Dok, som centret bebor sammen med Statens Værksteder for Kunst. Det betyder, at bygningen i nær fremtid vil stå halvtom – og det på en af Københavns dyreste adresser med en meget høj kvadratmeterpris. Analysen af udflytningen af Statens Værksteder har vist, at det er dyrt at flytte. Men den har samtidig slået en tyk streg under, at det også er meget dyrt at blive. Statens Værksteder for Kunst udgår af regeringens udflytningsplan, men søges flyttet senere. Kulturministeriet igangsætter snarest en analyse af ministeriets slotte og kulturejendomme, og i forlængelse af den analyse vil Kulturministeriet arbejde videre med at finde en alternativ placering til Statens Værksteder for Kunst”.