Fra udsmykninger til integreret kunst

Det er på tide at råde bod på den manglende kunstfaglige behandling af kunstneriske udsmykninger. I løbet af januar kan du læse en serie af artikler, som leder op til det offentlige sceneprogram på Art Herning 27.-29. januar, der netop har udsmykninger som tema. Sceneprogrammet er arrangeret af kunsten.nu.

Når man taler om udsmykninger, dækker det i virkeligheden et meget bredt felt. Spændet går fra en virksomhed eller en institution, som erhverver malerier eller skulpturer, der fungerer som enkeltstående kunstneriske indslag – til kunst, der er en uadskillelig del af arkitekturen eller stedets funktion.

Under alle omstændigheder støder vi på kunstneriske udsmykninger overalt. På skoler, universiteter, sygehuse, plejehjem, metrostationer, biblioteker osv. Når staten bygger afsættes der midler til udsmykning via Kunstcirkulærets 1,5% ordning, men også kommuner og regioner prioriterer kunst i offentlige bygninger – og der bygges meget i disse år! Ligeledes spiller mange private virksomheder ud med kunstneriske udsmykninger.

Kunstfaglig underbelysning
Men selvom udsmykningskunsten er her og der og allevegne, er den paradoksalt nok underbelyst i kunstkritikken.

Det skyldes givet flere ting. Dels er selve betegnelsen mistænkelig. ‘At udsmykke’ lugter af dekorativ og modstandsløs kunst, og ‘det skønne’ er det tætteste på et tabu, kunsten kommer i dag. Dels er det suspekt, at udsmykningskunsten er ‘ufri’ – bundet af alskens krav fra bygherre, arkitekter, brugere og andre interessenter – og ikke – som i de traditionelle kunstrum, galleriet, museet, projektrummet – aldeles fri til at fungere på egne præmisser i en neutral, hvid kube.

Det paradoksale er, at ‘det stedsspecifikke’ meget længe har været et plusord – ligesom det at undfly den repressive kunstinstitution og komme ud til et andet publikum end det ‘stereotype’ kunstpublikum er standardretorik for en lang række ambitiøse aktører på kunstscenen.

Måske er det på tide at finde en mere opdateret betegnelse for udsmykningskunsten, for begrebet dækker i dag over langt mere end blot og bar forskønnelse af rum.

Integreret kunst
Mange nutidige udsmykninger er netop skabt i en proces, hvor kunstneren arbejder sammen med bygherre, arkitekter, brugere og andre aktører i sync med de fysiske rammer og stedets funktion. Lone Høyer Hansen og Peter Holst Henckel introducerede i deres arbejde som kunstkonsulenter i Bygningsstyrelsen begrebet integreret kunst. Alt andet lige matcher denne betegnelse i langt højere grad en nutidig tilgang til fænomenet.

Når det lykkes, kan kunsten netop positionere sig som en uadskillelig del af stedet, give stof til fælles fortællinger, være med til at skabe ny identitet og måske endda ændre vaner og måder at være sammen på. I sådanne tilfælde virker kunsten ikke blot i forhold til de fysiske rammer, men også ind i det kulturelle, faglige og sociale miljø.

Lad os se på et par eksempler på integreret kunst:

Skagen Skipperskole, AVPD, 2012
Kunstnerduoen AVPD (Aslak Vibæk og Peter Døssing) skabte i 2012 kunstværker til den nybyggede Skagen Skipperskole, der uddanner navigatører.

Et lystårn foran skolen fanger sollyset i små lyskamre, der hen over døgnet er med til at forandre tårnets udtryk. Indendørs er der installeret lyspaneler, der modtager lysmålinger fra skibe, der sejler på den anden side af jorden, så rummene i Skagen Skipperskole lyser op om natten, og på den måde knytter stedets bånd til den globale skibsfart. Der er også en lampe, der svinger frem og tilbage – styret af teknik, der omsætter vindens retning og styrke uden for bygningen til lampens bevægelser.

Sådanne kunstneriske indgreb arbejder – med stor relevans til uddannelsen på stedet – med at trække søfarten, såvel som konkrete vind- og vejrforhold, ind i bygningen. Det er et godt eksempel på, hvordan bygningen gøres aktiv, og kunsten skaber ‘performative’ rum, som kan befordre konkrete, kropslige og sansemæssige forskydninger.

Institut for Idræt og Biomekanik, SDU, René Schmidt, 2011
Et eksempel, hvor kunstneren, René Schmidt, var med tidligt i processen! Et tæt samarbejde med arkitekter og brugere resulterede i to store vertikale relieffer, der træder ud af den samme beton, som huset er støbt i.

Det integrerede kunstværk er skitseret frem digitalt i den samme 3D-model, som arkitekterne løbende modellerede af huset, hvilket betød, at Schmidt hele tiden kunne tage stilling til udsmykningen i samspil med hele bygningen. Udover at være afgørende som samarbejdsplatform, var det også væsentligt i forhold til produktionsfasen, da betonstøbeformene blev lavet direkte fra 3D-modellen.

Relieffets struktur af geometriske former forener det mekaniske og det organiske og kan på den måde pege på menneskets indre biomekanik. Væggenes krystallinske udtryk springer netop fra strukturer som cellen, molekylet, atomet og kvarken. I kraft af deres særlige udformning inviterer reliefferne de idrætsstuderende til at klatre og bevæge sig. Kunstværket er altså på ingen måder ‘kun kunst’ – men også både bærende konstruktion og aktivitetsfremmende klatrevæg.

Enghave Minipark, Kenneth Balfelt, 2010-12
Her er vi milevidt fra en ‘normal’ udsmykning med vægt på en kunstners særegne æstetiske udtryk. Balfelt, derimod, arbejder med sociale og politiske spørgsmål og med processer i samarbejde med andre mennesker – ofte marginaliserede grupper. Således også i dette projekt, som handlede om genplacering af øldrikkerne på Enghave Plads i København, der havde mistet deres sædvanlige mødested pga. Metrobyggeriet.

Balfelt initierede samarbejdet mellem øldrikkerne, lokaludvalg, kommune og arkitekt ud fra opfattelsen af øldrikkerne som ‘superbrugere’ af denne form for offentlige rum – i besiddelse af erfaring og viden, som ingen byplanlægger har. Det resulterede blandt andet i udformningen af læskur og pissoir, renovering af bænke og en minipark, der kan bruges af mange forskellige slags brugere.

Klik på ét af billederne for at se flere billeder.