Udstillinger i Aarhus modtager præmieringer

13. november 2018

Stine Deja og Marie Munk og ”Institut for Emancipationsvidenskab” ved Asker Bryld Staunæs og Benjamin Asger Krog modtager anerkendelse fra Statens Kunstfond for udstillinger på KH7 og Spanien19C.

Stine Deja og Marie Munk: Synthetic Seduction, 2018. En af de udstillinger der er blevet præmieret af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst. Foto: Stine Deja

Stine Deja og Marie Munk og ”Institut for Emancipationsvidenskab” ved Asker Bryld Staunæs og Benjamin Asger Krog modtager anerkendelse fra Statens Kunstfond for udstillinger på KH7 og Spanien19C.

Stine Deja og Marie Munk og ”Institut for Emancipationsvidenskab” ved Asker Bryld Staunæs og Benjamin Asger Krog modtager anerkendelse fra Statens Kunstfond for udstillinger på KH7 og Spanien 19C.

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst har præmieret udstillinger på to kunstnerdrevne udstillingssteder i Aarhus. Det drejer sig om Rødderne den Arkivariske Front og Arkivaristerne af Asker Bryld Staunæs og Benjamin Asger Krog på Spanien 19C og Synthetic Seduction af Stine Deja og Marie Munk på KH7 – og udvalget fremhæver i den forbindelse de to udstillingssteders vigtige arbejde:

“Det kunstnerdrevne atelierfællesskab og udstillingssted KH7 har gentagne gange vist interessante, kunstnerkuraterede udstillinger (gennem sin relativt korte eksistens) og de utrættelige kunstnere bag udstillingsstedet Spanien 19C har i gennem 22 år igen og igen holdt fanen højt og vist eksperimenterende kunst, performance og musik på Sydhavnen i Aarhus,” skriver udvalget.

Om de to præmierede udstillinger hedder det:

Rødderne den Arkivariske Front og Arkivaristerne på Spanien 19C

Statens Kunstfond præmierer kunstnerne Asker Bryld Staunæs og Benjamin Asger Krog (”Institut for Emancipationsvidenskab”) med 25.000 kr. hver for udstillingen Rødderne den Arkivariske Front og Arkivaristerne på Spanien 19C med følgende begrundelse:

”Asker Bryld Staunæs og Benjamin Asger Krog (”Institut for Emancipationsvidenskab”) modtager en præmiering for at udforske og dissekere kunst og teori i en kaotisk og inspirerende installation på Spanien 19C. De præsenterer diverse tekster og lydoptagelser af forfattere og teoretikere, blandt andet udgivet og optaget på Aarhus Universitet i 1968, i en kakofonisk udstilling. Halvtredsårsjubilæet for 1968-ungdomsoprørernes refusion af institutionerne fejres af et publikations- og arkivaristisk bud på en installatorisk vidensførelse, som fører sprog, viden og tekst ud af dets normale trykte (og trygge) bogform og ind i en ny ramme og udstillingskontekst.”

Læs mere om udstillingen her

Synthetic Seduction på KH7

Statens Kunstfond præmierer kunstnerne Stine Deja og Marie Munk med 25.000 kr. hver for deres udstilling Synthetic Seduction på KH7 med følgende begrundelse:

”Kunstnerne Stine Deja og Marie Munk modtager en præmiering for deres skulpturer, videoer og installationer, der undersøger og bearbejder temaer omkring menneskets relation til teknologi, menneskers nye sociale adfærd igennem maskiner og transhumanistiske spørgsmål. Installationerne i udstillingen Synthetic Seduction er klinisk rene og samtidigt kropsligt organiske i deres form og udtryk, hvilket gør dem både dragende og frastødende. Deja og Munk søger at udfordre forståelsen af nærvær og intimitet i en tid, hvor teknologi er en stor medskaber af menneskers samvær – eller manglen på samme. Synthetic Seduction er en skræmmende forførende og fascinerede udstilling, som udfordrer beskuerens fantasi i en tid, hvor kunstig og menneskelig intelligens er til debat.”

Læs mere om udstillingen her

Kilde: Statens Kunstfond