Udstillinger om at læse verden

To udstillinger på henholdsvis Gether Contemporary og Vermilion Sands handler om det trykte ords rolle og læsningen af verden som præmis for kunsten. Særligt Mikko Kuorinkis finurlige udstilling i det nye udstillingsrum Vermilion Sands er vellykket som en uformelt tankevækkende undersøgelse af ordene og tingene.

Kunstens grænser afsøges under Døgnnetto
Udstillingsrummet Vermilion Sands har til huse i et diskret placeret lokale på Ydre Nørrebro, camoufleret under en Døgnnetto-filial. Der er dog hverken discount eller døgnflue over det ambitiøse tiltag, som gennem en række udstillinger vil afsøge temaet grænser og kortlægning. Den nuværende udstilling er lagt i hænderne på finske Mikko Kuorinki med den svenske kurator Andreas Nillson som mellemmand. Og Kuorinki er et velkomment besøg med sine små-bizarre indslag med kunstdebatterende såvel som hverdagsfilosofisk edge.

Rummet er i sin hvide ulastelighed umiskendeligt et kunstrum, og der er disponeret værker på dets gulv og vægge, som var det ‘normale’ billeder og skulpturer. Der er dog ikke ét normalt værk på udstillingen, forstået som en unik kreation af kunstneren selv. I stedet præsenterer Kuorinki rene readymades af indbragte, færdigproducerede objekter, kommissionerede værker, hvor udførelsen er givet andre i hænde og andre spil med kunsten og tingenes vante pladser i verden. Dette er ikke i sig selv noget nyt, 100 år efter Duchamp, men ærindet synes heller ikke så meget at være et avantgardistisk stormløb på kunstens grænser som en undersøgelse af møde medieret gennem ting.

Ved udstillingens indgang er der således opstillet en af de bakker, man ser på skranker i banker og andre steder, hvor der udveksles værdier. Den grå plasticbakke er autentisk banal, men vækker en overrumplende genkendelse og kan ses som potent symbol på det, som sker ved kunstnerens værkproduktion og publikums møde med kunsten: noget overgives, og overførslen må nødvendigvis føre noget med sig.

Kommissionerede mærkværdigheder
Det er en særlig praksis for Kuorinko at få andre til at udarbejde genstande ud fra kunstnerens anvisninger. Når han opholder sig et givent sted, kommissionerer han gerne en lokal håndværker til at udføre et objekt, som skal have nogle særlige karakteristika, men ellers er lagt i hænderne på den anden.

Til denne udstilling har han fået en københavnsk tømrer til at lave tre træstave, der kan samles til én. Simpelt, konkret og uudgrundeligt og et møde mellem idé og materiel udførelse. Udstillingen viser tidligere eksempler af underlige keramiske figurer, frembragt på denne måde fra Letland og Grækenland, opsat på et trivielt rullebord.

Litterær crossover
Som den rebusagtige titel indikerer, er Kuorinki optaget af forholdet mellem ordene og tingene. Derfor ledsages udstillingen af et digthæfte, hvor fire digtere efter kunstnerens anvisninger har skrevet tekster som endnu et udkommissioneret bidrag til udstillingen. Blandt andet beskriver Henning Lundkvist tepotten, betragtet fra alle vinkler – måske med undtagelse af den form, den er i på udstillingen: i klart glas med tuden fyldt med mayonnaise, betydningen er lagt op til den måbende besøgende.

I forhold til udstillingens øvrige grænsesøgende greb virker digthæftet dog som et for artigt og afgrænset appendiks. Hvorfor kommer teksterne ikke ud og blander sig mere i udstillingen?

Boglæsende billedkunst
Gether Contemporarys udstilling Reader er også boglæsende billedkunst som en udstilling med fokus på den måde, vi omgås bøger og trykt materiale. Og ligeledes dominerer readymades og konceptuelle underfundigheder hos rækken af yngre, for det meste amerikanske, kunstnere på denne mere traditionelt sammensatte gruppeudstilling, kurateret af den herboende amerikanske kunstner Luc Fuller.

Temaet kunne let have fyldt en større udstilling i museums- eller kunsthalsammenhæng, og det skimmende og flygtige præg, udstillingen antager, behøver ikke ligge de enkelte værker til last. De forholder sig egentlig alle fint til temaet, og helheden er harmonisk med tilstrækkeligt varierende og gode bidrag undervejs. Der mangler dog virkeligt fængende læsninger af temaet, der bliver hængende med lidt mere tyngde end udstillingens værkudvalg.

Bogens materialitet
Udstillingens værker tager gennemgående udgangspunkt i bogens materialitet på ganske konkret vis. Nicholas Gottlund viser lange, tynde malerier/objekter med enkelte farver, der kunne være fundet i 1960’ernes post-painterly abstraction eller minimalisme. Pointen er dog, at de er udført i det linnedstof, som biblioteksbøger altid indbindes i i USA, hvilket giver det rene værk en overraskende genkendelighed – hvis denne reference fanges.

Leo Fitzmaurices værk ligner også en stor, abstrakt sag. Det viser sig dog at bestå af omhyggeligt ophængte rækker af flyers og plakater fra gadelivets visuelle flow. Det tager sig ganske godt ud, men uden en mere fokuseret pointe.

Pointerne bliver til gengæld skåret tykt ud i Lina Viste Grønlis og Suzanna Zaks bidrag. Grønli lader et eksemplar af psykoanalytikeren Jaques Lacans bog On Feminine Sexuality blive trådt ned af en afstøbning af sin egen fod – teori vs virkelighed, (ikke så) diskret antydet?

Zak har ophængt en række flittigt brugte bøger omkring vildmarksliv i snekæderne fra sin bil, med personligt udgangspunkt i sin interesse for naturlivet. Vi ser her bogen som praktisk redskab og kulturel markør, på linje med små souvenirs og vildmarksgear.

Mere underspillet er Conny Purtills små interventioner i eksisterende bøger. Disse kan opleves ved at bladre i et katalog over den tyske kunstner Franz Erhard Walthers arbejder eller ses ophængt som et grafisk værk. Dette er måske den fineste fortolkning af udstillingens tema og modsvarer de mere iøjnefaldende værker. Der savnes dog de(t) værk(er), der virkeligt kan imponere og profilere sig noget mere, for at udstillingen virkeligt skriver sig ind i denne betragters røde bog.