Uffe Isolotto på Venedig Biennalen: “Det er vigtigt at tro på magien”

Uffe Isolottos hyperrealistiske installation We Walked the Earth i den danske pavillon på den nyåbnede Venedig Biennale er både et mareridt om det forgangne og en drøm om en ny begyndelse. Der er drama i pavillonens mørke stalde, hvor futuristiske, posthumane kentaurer hersker. “Jeg har længe været optaget af hybriditet”, fortæller kunstneren i dette interview.

For mange kunstinteresserede er navnet Uffe Isolotto (f. 1976) måske ukendt, men efter at have oplevet hans apokalyptiske og på én gang genkendelige og unheimliche vision i den danske pavillon, som han har fyldt med sine værste mareridt og største håb, kommer store dele af den globale kunstverden til at kende det.

Men faktisk har Isolotto manifesteret sig i en del år på den københavnske kunstscene med soloudstillinger i Overgaden i 2013 og i Tranen i 2016. Den hybride, fremtidsvarslende kvindefigur Pangaia (New Age Headache) fra Traneudstillingen blev i øvrigt eksponeret for et meget større publikum på Arkens udstilling GYS! Er den levende? året efter.

Og hvis man var en af de mange, der så ARoS’ udstilling Monstrøse Maskiner sidste sommer, vil man ikke have glemt hans nøgne monstermand med kæmpehænder, aflangt hoved og store læber, der sad i en pink Panton-stol.

Uffe Isolotto, som er uddannet ved Det kgl. Danske Kunstakademi i 2007, skiftede for nogle år siden efternavnet Holm ud med dets eksotiske klingende italienske pendant, og jeg møder ham et par dage før den oficielle åbning af biennalen i lagunebyen, der sjovt nok netop er omgivet af Adriaterhavets mange holme eller små-øer.

Isolotto er ikke nem at sætte i en bås. Han er en typisk cross-over-kunstner, der mixer materialer, formater og kategorier frit i sine totalinstallationer, der er inspireret af it-alderens pixellerede billedverden, fantasy, filosofi, mytologi, eventyr, godt hjulpet på vej af hans stærkt billedgenererende, personlige forestillingsevne og melankolske sindelag.

En postapokalyptisk stald

Til den danske pavillon i Venedig har han skabt et familiedrama i en futuristisk og postapokalyptisk bondegård-setting. Den mandlige protagonist, en kentaurhingst, har hængt sig i den ene ende af stalden, mens kentaurhoppen er ved at fole et føl i den anden. Hun ligger på gulvet mellem bunker af ålegræs og er standset op for at samle kræfter til den sidste, krævende del af fødslen og har opmærksomheden rettet indad i et, synes det, melankolsk stemningsøjeblik. Det er et hyperrealistisk og gennemført scenarie.

Under skitsearbejdet til udstillingen fik Uffe Isolotto ideen til at lade de to pavilloner, der er bygget henholdsvis i 1930’erne og i 1960’erne, bebo. Han bemærkede, at den sidste er en slags parasit på den første. Der er altså tale om en hybrid bygning, hvilket fik ham til at gå videre med sine hybride kentaur-figurer.

”Jeg har længe været optaget af hybriditet,” forklarer Uffe Isolotto. “Og af at kombinere to ting, der umiddelbart ikke passer sammen. Kentauren var egentlig et urealiseret skuffeprojekt fra tidligere. Der var derfor ikke så langt til tanken om at lade huset bebo af kentaurer.”

Titlen er We Walked the World – hvorfor denne titel, hvorfor brugen af vi og af datid? Hvad vil du sige med dette?

”Når vi mennesker siger vi, er det altid os selv, det drejer sig om. Da det er i datid, tales der fra en fremtid, hvor vi ikke længere findes. Udstillingen foregår i en fremtid, hvor vi mennesker har kastet vores nuværende form af os og har nærmet os dyrene mere. Vi er vendt tilbage til noget i os selv, som vi har tabt hen ad vejen.”

Hvordan hænger det egentlig sammen rent logisk, at mennesket taler fra en fremtidig position, hvor det ikke længere eksisterer? Eller tilskrives udsagnet snarere kentaurerne, der ifølge din vision er efterkommerne af vores art?

”Dette vi kan både være kentaurerne og menneskearten. Det ligger åbent. I min vision lever kentaurerne nu. De er af kød og blod. De eksisterer også i kunsthistorien som mytologiske væsener, men nu er de trådt ind i fremtiden som levende væsener. Jeg har manifesteret figurerne som et ægte folkefærd, men udstillingen har flere steder nogle åbne ender.”

Kentaurerne i paladset

En gruppe af virtuose håndværkere fra glaskunstnere til møbel-og tøjdesignere har medvirket til at skabe udstillingen. Isolotto har selv en baggrund som dukkemager, så han ved, hvad der skal til. Figurerne er så livagtige, at det føles som at træde ind i en virkelig parallelverden.

Nu er det sådan, at vi mennesker normalt, er dem, der holder dyr – vi kalder det husdyrhold. Men i kunstnerens stald er der tale om dyr, der kan tænke og holde og nære sig selv i form af muterede skinker, og som lever på et underlag af ålegræs, hentet på Møn i øvrigt, i stedet for halm. Her er der også en reference til lagunen omkring Venedig, hvor der vokser meget ålegræs og tang. Bag pavillonen er der et stykke jord, hvor der tilsyneladende har foregået en voldsom kamp, da jorden er revet op.

”Kentaurerne bor i en slags palazzo – med søjler og stalddøre af guld. De er rykket ind i en bygning, som tidligere har været håndteret af mennesker. Der er for eksempel spor efter hestebåse, og så er der der ganske rigtigt spor efter kampe mellem disse stærke væsener. Der er foregået noget voldsomt i de rum. Det antydes, at mennesket har været der, men er holdt op med at holde dyr, da de smeltede sammen med dem.”

De er større end normale mennesker?

”Ja, de er sat lidt op i skala – især kentaurhingsten, der er larger than life.”

Og kentaurhingsten har fået fjernet sit lem?

”Nej, hans ‘aggregat’ er gemt inde i kroppen og hentes frem til lejligheden, men han har et dievortesystem, dvs. nogle ventiler eller brystvorter i metal, der er koblet til et slangesystem, så han nærmer sig en form for moderlighed, som han ikke kan finde ud af at håndtere.”

Ja, han har jo taget sit eget liv!

”Ja, her er en af de åbne ender. Det er ikke afklaret, om det er en reaktion på fødslen, eller om det skyldes andre omstændigheder. Det er ikke entydigt. Der er en logik både i arkitekturen og en logik i forhold til de forskellige rekvisitter i rummene. Der er nogle afgrøder, der er et redskab, som ligner et sværd eller en spade, som ser ud til at være blevet brugt til at hugge nogen eller noget over med. Man får en fornemmelse af, at det er noget, som kentaurerne lever af. Men det er igen uafklaret, hvad det er – om det er et narkotisk stof eller noget nærende. Jeg ved det ikke, for jeg forsøger at bygge en verden op, som også skal overraske mig.”

Der er en spændt og uhyggelig stemning i pavillonen, og spændingens omdrejningspunkt er det vordende barn/kentaurføl, som kentaurhoppen er ved at fole.

Da blodet er blåt, associerer man måske umiddelbart, at der er tale om et dødfødt føl. Vi ser halen og fosterhinden, der er fyldt med vand og aner en hånd, hvor to fingre er vokset sammen. Måske en vanskabning? En mutation? Er det indledningen til en fremtidig art? Eller går arten under? Det er et fantasy-univers og en apokalyptisk vision.

I en tekst, der ledsager udstillingen, skrevet af Isolotto og kuratoren Jacob Lillemose, foregår handlingen under vand.

Det er umiddelbart vanskeligt at forbinde værket med denne tekst?

”Ja, handlingen i teksten foregår endnu længere ude i fremtiden. Individet i teksten har ikke noget sprog for verden. Dette væsen registrerer i stedet geometriske former og ledes af en sensibilitet over for det taktile og en legesyg nysgerrighed, ikke ulig et barn eller en besøgende i pavillonen. Her må man også føle sig frem, bare med øjnene, fordi man her møder det ukendte.”

I omtalen af udstillingen beskrives installationen som en blanding af ‘frilandsmuseum, fantasy og fremtid’, der smelter sammen. Men Uffe Isolotto plæderer også for, at installationen er et billede på den trang til et simplere liv i pagt med naturen, som mange mennesker higer efter i dag:

”Ja, og andre drømmer om at leve på en fremmed planet, hvor man også må slutte sig sammen i små stammer i biosfærer. Det handler om en søgen efter det ultimative liv, selv om det er på to vidt forskellige måder.”

På Venedigbiennalens kuraterede udstilling The Milk of Dreams er et af de gennemgående temaer metamorfosen med mange hybride væsener, en flydende seksualitet og også et stadig mere intenst mellemværende mellem mennesket og maskinerne. Dit værk synes at tale direkte ind i disse temaer?

”Ja, der er et overraskede sammenfald. Tiden rummer en optagethed af flydende identiteter og det transcenderende og et ønske om at give det surreelle og drømmene mere vægt. Det er vigtigt at tro på magien, for hvis vi tror nok på den, kan der ske noget nyt. Det handler om at trække sig selv væk fra den dominerende ligning, hvor det antropocæne har hersket.”

Jeg kan her til slut ikke lade være med at spørge, om du har hentet inspiration i den italienske billedkunstner Maurizio Cattelans (f. 1960) værker med udstoppede heste: The Ballad of Trotsky fra 1996 og Novecento (1990) fra 1997 med heste, der hænger i loftet samt den liggende hest Untitled (Inri) fra 2009?

”Sjovt nok kiggede Maurizio Cattelan forbi i går og stod længe og betragtede min hængte kentauerhingst.” Isolotto fremviser et foto af Cattelan foran kentaurhingsten. ”Han har i øvrigt lige åbnet en udstilling i et galleri i Milano, hvor han har har hængt sig, dvs. en vellignende kopi af sig selv, ude på et badeværelse med en buket roser i hånden. Men der er stor forskel på vores tilgang. Hans værker har noget distanceret, måske ironisk, over sig, hvor jeg er mere interesseret i at få en ærlighed frem i de her værker, så hans værker er ikke på min radar som sådan. Jeg er mere inspireret af den belgiske kunstner Berlinde de Bruyckere, der har skabt nogle rå og umiddelbare hesteskulpturer med en helt anden tyngde. Den her udstilling trækker på mange inspirationskilder og referencer, men andre kunstneres værker er en meget lille del af det. Man må bruge sit eget ordforråd og sit eget liv til at se den her udstilling med”, slutter Uffe Isolotto.