Ugens Kunstner – benandsebastian
Et hus i guld, labyrintiske gadeforløb og en umulig trappe – benandsebastians værker bygger bro mellem arkitektur og kunst.
Et hus i guld, labyrintiske gadeforløb og en umulig trappe – benandsebastians værker bygger bro mellem arkitektur og kunst.
Kunstnerne kort
Den interdisciplinære kunstnerduo benandsebastian, Ben Clement og Sebastian de la Cour, er begge uddannede arkitekter, men i stedet for at tegne boliger skaber de værker, der befinder sig i krydsfeltet mellem arkitektur og kunst.
De jonglerer med skalaforhold, materialevalg og en høj håndværksmæssig kvalitet, og netop derfor får deres værker både en arkitektonisk og en skulpturel kvalitet. Deres værker bliver interessante, fordi de ikke alene lader æstetikken regere, men formår at indarbejde sociale, etiske og kulturelle bevæggrunde i deres skulpturelle værker.
Baggrund og praksis
benandsebastians arbejde tager udgangspunkt i et behov for at udforske, granske og sætte spørgsmålstegn ved verden omkring dem – ved hjælp af arkitektoniske konstruktioner, ofte bygget op af småbitte dele af træ. For dem består arkitektur af mere end blot bygninger til beboelse.
Arkitektur er også rumlige strukturer bundet op på mytefortællinger, utopiske modeller, økonomiske systemer og magtrelationer. Deres arkitektoniske skulpturer har noget futuristisk over sig, men samtidig peger de også tilbage i tid med referencer til middelalderlige byer og ruiner fra forgangne tider.
Med deres skulpturer af høj håndværksmæssig kvalitet sætter de spørgsmålstegn ved vores konstruktioner af den verden, vi bebor.
Udstillingen Made in Ruins fra 2009 bestod af en arkitektonisk skulptur i form af en spindeltrappe, der ikke leder nogen steder hen, men tværtimod synes at falde fra hinanden. Made in Ruins er både en spindeltrappe og en by, en ruin og en byggeplads.
Skulpturen leger visuelt og tematisk med spørgsmålet om magtrelationen mellem de indre og ydre konstruktioner, mellem konstruktion og dekonstruktion og endeligt mellem skønhed og forfald. Det er umuligt at sætte fingeren på, hvad der præcis er galt. Trappefragmentets overdimensionerede størrelse og skiftende skalaforhold nægter at indgå i et nemt og forudsigeligt forhold til din krop.
Titlen på benandsebastians aktuelle udstilling Phantom Limbs på Design Museum Danmark refererer til et fænomen, hvor smerter finder sted i et fantomlem. Phantom Limbs skaber en kobling mellem fysisk fravær og psykisk tilstedeværelse. Kunstnerne arbejder med at gøre det fysiske fravær nærværende og sanseligt.
Selvom de henter inspiration fra arkitektoniske rum, ser benandsebastian deres værker som fyldt med referencer til de billeder, der dannes af kroppen og sindets indre rum; billeder der dannes, når vi erfarer vores omgivelser. For eksempel forestiller værket City of the (Re)orientated fra 2008 en storby konstrueret af et netværk af nervetråde.
Beskrivelse/analyse af et karakteristisk værk
På udstillingen Phantom Limbs tager benandsebastian udgangspunkt i Designmuseum Danmarks samling af møbler og andre museumsgenstande, men i stedet for at se genstandene som logisk ordnede og selvforklarende enheder, har benandsebastian forholdt sig til museet som en underlig samling af løsrevne genstande, der er blevet amputeret fra deres kulturelle kontekst.
benandsebastian har skabt en ny version af de teaktræsmontrer, som Kaare Klint designede til museets udstillingsgenstande, men montrerne har forbundet sig med hinanden; sammenflettet og låst fast i hinanden på en sådan måde, at de igen og igen indrammer sig selv, deres indhold og deres kontekst.
Med den nye version af Kaare Klints montre har de valgt en scenografi, der er nært beslægtet med museets. Med dette bevidste greb introducerer benandsebastian deres egne værker som proteser eller forlængelser af museets samlinger. Dermed griber deres værker ind i et rum, som normalt er viet til historiske museumsgenstande. Kunstnerne stiller spørgsmål ved måden, hvorpå kulturgenstande vises på museer, løsrevet fra deres oprindelige kulturhistoriske kontekst.
Portfolio
Fakta
Udstilling
PHANTOM LIMBS – PLANKEN UD PRISEN 2011
18 nov 2011 15 apr 2012
benandsebastian
Design Museum Danmark Se kort og tider
Fakta
Ben Clement (f. 1981 i UK) og Sebastian de la Cour (f. 1980 i DK) bor og arbejder i København og Berlin. Begge er uddannet fra The Bartlett School of Architecture, University College i London.
Udmærkelser
2011: Planken Ud Prisen
2010: Præmiering fra Statens Kunstfond for værket Sådan set er Byen
2009: Statens Kunstfonds 3-årige arbejdesstipendium
2009 Præmiering fra Statens Kunstfond for værket The Burial of the Last Queen of Denmark
2008: Præmiering fra Statens Kunstfond for værket City of the (Re)orientated
2008: Politikens Talentpris for et udstillingsværk på Charlottenborg Kunsthal