Benandsebastian
I 2011 modtog benandsebastian møbeldesignernes Planken Ud Prisen for deres evne til at bygge bro mellem arkitektur og kunst.
Den interdisciplinære kunstnerduo benandsebastian, Ben Clement og Sebastian de la Cour, er begge uddannede arkitekter, men i stedet for at tegne boliger skaber de værker, der befinder sig i krydsfeltet mellem arkitektur og kunst.
De jonglerer med skalaforhold, materialevalg og en høj håndværksmæssig kvalitet, og netop derfor får deres værker både en arkitektonisk og en skulpturel kvalitet. Deres værker bliver interessante, fordi de ikke alene lader æstetikken regere, men formår at indarbejde sociale, etiske og kulturelle bevæggrunde i deres skulpturelle værker.
Med deres skulpturer af høj håndværksmæssig kvalitet sætter de spørgsmålstegn ved vores konstruktioner af den verden, vi bebor.