Ugens kunstner – Hans Pauli Olsen
Hans Pauli Olsens mimetiske, dvs. virkelighedsefterlignende, skulpturer gestalter menneskekroppene, så de fremstår virkelighedstro.
Hans Pauli Olsens mimetiske, dvs. virkelighedsefterlignende, skulpturer gestalter menneskekroppene, så de fremstår virkelighedstro.
Hans Pauli Olsens mimetiske, dvs. virkelighedsefterlignende, skulpturer gestalter menneskekroppene, så de fremstår virkelighedstro. Han former dem ‘from scratch’ og modellerer med begge hænder og fingrene, der afsætter spor i leret – uden brug af redskaber.
Hans Pauli Olsen er født i 1957 på Færøerne, men han er uddannet på Kunstakademiet og bor og arbejder i København. Men han er en skattet kunstner også i sit hjemland og har sat sig tydelige, kunstneriske spor i øriget i Nordatlanten. Hans Pauli Olsens udstilling, som pt. kan ses i Nordatlantens Brygge, har fået titlen Stående billeder efter den færøske betegnelse for skulptur Standmyndir, der direkte oversat betyder stående billeder.
Hans Pauli Olsen er en sjælden fugl i samtidskunsten. Som en af meget få kunstnere i dag mestrer han til fulde skulpturens klassiske formsprog. Han er især inspireret af kunsten tilbage i tiden, men han har også forkærlighed for en vigtig overgangsfigur som Auguste Rodin.
Hans mimetiske, dvs. virkelighedsefterlignende, skulpturer gestalter menneskekroppene, så de fremstår ganske virkelighedstro. Han former sine figurer ‘from scratch’. Egentlig er han en romantisk billedkunstner, som stræber efter at tilegne sig naturens skabende under og afæske den dens hemmeligheder.
I atelieret genskaber han det gudsskabte – og der er ingen vaklen under processen: Han har lært sig selv at modellere også med venstre hånd, så han kan forme sine livagtige figurer helt intuitivt med hænderne og med fingrene, som afsætter tydelige spor i leret, hvilket er med til at skabe en levende overflade. Han har for længst droppet brugen af redskaber, og han er hele tiden i tæt fysisk kontakt med værket, som er et resultat af uendelig mange berøringer fra kunstnerens side.
Additiv metode
I Nordatlantens Brygge kan man opleve en række af Hans Pauli Olsens stående billeder. De er installeret i nogle irregulære, hvidmalede trækasser. Og således får vi et skiftende blik på dem – lidt som en perspektivkasse eller et tableau vivant. Med denne teateragtige iscenesættelse leger Hans Pauli Olsen finurligt med relationen mellem billede og figur – og dermed med kunsten i to og tre dimensioner.
Pauli Olsens figurer er stort set altid klædt i Eva- og Adam-kostume, så de rækker ind i evigheden. Gav han dem tøj på, ville de uvilkårligt blive bundet til en bestemt tid og social klasse. Nu er de klassiske og tidløse.
Ved siden af sin frie kunst udfører Hans Pauli Olsen også portrætbuster på bestilling, som man har set på Frederiksborg Slot, hvor han har foreviget den danske kongefamilie. Desuden har han hen ad vejen arbejdet i den store skala med en række monumenter til det offentlige rum – heraf mange på Færøerne, bl.a. William Heinesen-monumentet, som blev opstillet i Tórshavn i 2000. I Danmark har han sat sine spor med fx Ringriderstatuen i Sønderborg (1998).
Portfolio
Fakta
Hans Pauli Olsen er født i 1957 på Færøerne. I dag bor og arbejder han i København. Han er uddannet billedhugger fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i årene 1979-87, og han er blandt andet tildelt ridderkorset og Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens kunstnerlegat. Se hele kunstnerens CV her