Ugens kunstner – Jan S. Hansen

I en berømt filmscene fra 1930 træder en mand op foran et spejl. Han kigger undersøgende på sit eget spejlbillede og dykker dernæst ned i det, i samme øjeblik spejlet bliver til vand. Filmen er instrueret af Jean Cocteau.

I 2012 dukker klippet påny op i en film af Jan S. Hansen – nu klippet sammen med andet fundet materiale og især egne optagelser.

Den danske kunstner, der dimitterede fra Kunstakademiet i København i 2010, udforsker og gennemkrydser ofte steder, hvor andre har været før. Det kan være en stak plakater på gulvet á la Félix González-Torres – som Jan S. Hansen hilser ved at give bunken et vip med en donkraft.

Eller det kan være malerier med maling dryppet på lærred eller træ à la Jackson Pollock. “Eller Janet Sobel….”, som Jan S. Hansen siger med henvisning til den kvinde, som Jackson Pollock måske havde kigget over skulderen.

Og jo, som mange andre kunstnere forholder Jan S. Hansen sig til dem, der gik forud. Men nej, han er ikke ‘reference-kunstner.’ Det projekt, han er optaget af, er hans eget.

Men hvad er det? Det er én ting – indtil det bliver noget andet. Som for eksempel hans malerier og tegninger med klorin og blæk, som han har lavet i nogle år. Og som han lavede igen til sin udstilling H2O på IMO 2012.

I midten af rummet tronede en høj jern- og betonkonstruktion, hvorfra hang et tæppe. Stoffet var sort og derefter bestøvet med klorin over et net, der genkaldte en stjernehimmel set gennem et hegn.

Man kiggede ind i et endeløst himmelrum fra en position, hvor alt opdeles og indhegnes i små stykker land.

Længere inde i rummet hang et fotografi, hvor endnu et stykke stof dukkede op, præget af samme blanding af blæk og klorin. Denne gang ganske diskret og temaet var nu et helt andet.

For her var det indfarvede stof intet andet end nogle forsvindende korte shorts på en ellers nøgen kvinde med nogle altoverskyggende store bryster. Fotografiet var taget i samarbejde med den erotiske fotograf Jan Hansen, som Jan S. Hansen – at dømme fra trafikken på nettet – kunne se, han blev forvekslet med.

Når Jan S. Hansen har fundet noget, gentager han det gerne – måske fordi han ved, at det er umuligt – i hvert fald for ham.

Som man siger, så er en installation i dag et nyt værk hver eneste gang, den bliver installeret. Og som Jan S. Hansen ved, så er hans værker forskellige alt efter, hvilken sammenhæng de indgår i. Han overvejer, hvad der gik forud for hans egne værker – men også hvor de ender, og hvad der bliver af dem.

Et maleri kan ende på en blog. Det kan indkøbes som et værk til en museumssamling. Det kan erhverves af en samler og udstilles som et trofæ. Og det kan ende som design – som stof på en kvindekrop, der er kunstig lige som kunst, men på en anden måde.

Ligesom Cocteaus mand kigger kunstneren Jan S. Hansen sig i spejlet og undrer sig over, hvad han ser. Men lige som denne mand betvivler han også, hvad han ser, og kaster sig ind i spejlet for blot at erkende, at man ikke kender et materiale, før man bearbejder det. Som Jan S. Hansen har skrevet i et af sine ældre malerier blandt mange andre sætninger: “Ind i materialet.”

Idag er der færre og færre ord i hans værker, men til gengæld undersøger han flere og flere materialer og medier. Ikke bare fordi han som konceptkunstneren leder efter det rette udtryk for den rette idé. Men også fordi hans idéer formes af materialer, der former hans idéer.

Portfolio