Ugens Kunstner: Jørgen Carlo Larsen

Jørgen Carlo Larsen arbejder i krydsfeltet mellem skulptur, design, installation og arkitektur. Han interesserer sig for hverdagslivets objekter og deres historie. Objekterne bliver på poetisk vis bygget om, dekonstrueret og genskabt, og Larsen lader en ny virkelighed vokse frem i nye, uventede sammenhænge.Dekonstruktion af 20 masseproducerede varehusstole. Et ombygget skur placeret foran det bedre borgerskabs frirum i Nordsjælland. En undersøgelse af, hvad det egentlig er, der udgør en hjørnesofa!
Jørgen Carlo Larsen bruger ting og objekter fra dagligdagen til at lave kunst af. Det er hverdagslivet, og den måde vi indretter os på i vores fælles kulturelle rum, der optager ham.

Det ses eksempelvis i kunstnerens aktuelle udstilling foran udstillingsstedet Munkeruphus i Dronningmølle. Munkeruphus kan opleves som et særligt sted med et forbilledligt udseende i kraft af husets enkle form, simple materialer og en gennemført proportionering. Her lader Jørgen Carlo Larsen en ny virkelighed vokse frem af enkle og almindelige materialer og genstande, der sammenstilles i nye og uventede sammenhænge. I værket Enkelthed i formen, simple materialer, gennemført proportionering, eksperimenterer Larsen med materialer, former og størrelsesforhold og med afsæt i sin opvækst i et arbejdermiljø undersøger Larsen måderne, vi anvender dagligdagsobjekter på og stiller spørgsmålet: Hvori findes skønheden? Værket er Jørgen Carlo Larsens bidrag til Nordkystens Kunsttriennale, hvor Gribskov Kommune har inviteret 19 nordiske kunstnere til at fortolke begrebet ARV i sommeren 2019.

En sammensmeltning af kunstneriske praksisser

Med en klassisk skoling indenfor tegning og maleri har Jørgen Carlo Larsen en intuitiv forståelse af, hvordan rum og farve kan bruges i det skulpturelle sprog.

Det er installationen Pavillon i haven ved Københavns Universitets samfundsvidenskabelige bibliotek et eksempel på. Installationen er placeret på en omvendt sokkel af beton, som graver sig ned i jorden frem for at hæve sig over den. Midt i nedsænkningen rejser sig en vinkel i beton, som former to af pavillonens vægge. De to resterende vægge og samt taget udgøres af glas i et jerngitter med tre glasmosaikker.

Inde i pavillonen finder man tre forskellige stole med hver deres udtryk. Møblerne er skabt af gamle møbler, som er blevet sat sammen på nye måder og har fået nye funktioner og udtryk. Pavillonens forskellige dele refererer til forskellige kunstneriske praksisser, som her blander sig med hinanden. En del af værket består af uldtæpper, som man kan låne og bruge i pavillonen og i haven rundt omkring værket. En mosaik indsat i betonvæggen opfordrer den besøgende til at låne et tæppe.
Pavillonen kan bruges til at opholde sig i, men med sit uklare formål og sammenblandingen af kategorier gør den hele tiden opmærksom på sig selv og man må hele tiden betragte den som et kunstværk og æstetisk objekt, såvel som et stykke arkitektur eller design.

Det banale og det komplicerede

Jørgen Carlo Larsen beskæftiger sig ikke blot med objekter fra hverdagen, han forandrer dem. Han skiller objekterne ad og gengiver dem som næsten meningløse elementer – eller han skiller dem ad og samler dem igen på en helt anden måde. Her er en åbenhed overfor visuelle sammenstød, og når han bygger om, dekonstrueres ældre ting, og han genanvender materialer i nye sammenhænge, med en bevidsthed om, at der er nogen, som har arbejdet med dette materiale før, og det derved har givet materialet historie. I blandingen mellem det banale og det komplicerede findes Jørgen Carlo Larsens arbejde – et sted, hvor det klassiske og det tilfældige møder hinanden på poetisk vis.