Ugens kunstner – Katrine Dirckinck-Holmfeld
Katrine Dirckinck-Holmfeld arbejder med videoinstallation og performative praksisser. Lige nu er hun aktuel med udstillingen Leap into Colour på Kunsthal Charlottenborg.
Katrine Dirckinck-Holmfeld arbejder med videoinstallation og performative praksisser. Lige nu er hun aktuel med udstillingen Leap into Colour på Kunsthal Charlottenborg.
Kollektive udforskninger af, hvordan historiske brudstykker kan skabe nye affektive sammenhænge, er udgangspunktet for den danske kunstner Katrine Dirckinck-Holmfeld. Hendes videoværker undersøger det digitale billedes erindring og affekt som en sammenstilling af kropslige, performative og tekniske elementer, og bliver oftest til i kontekstspecifikke situationer og i samarbejde med deltagere, der optræder i værket som dem selv.
Leap into Colour
I øjeblikket er Dirckinck-Holmfeld aktuel med udstillingen Leap into Colour i Kunsthal Charlottenborg. Udstillingen består af ét videoværk, der tager afsæt i kunstnerens personlige relation til arkitekten Philippe Arzrouni, som hun i 2011 opdagede var søn af den berømte armensk-egyptiske fotograf Armand (Armenak Arzrouni 1901-1963), der havde sit virke i Cairo.
Dirckinck-Holmfeld kendte Armands fotografier af berømte skuespillere og politikere, og i videoværket Leap into Colour følger hun således hans søn Philippe på en rejse tilbage til Cairo for at finde ud af, hvad der sket med faderens fotografier. Fortidens minder griber ind i nutiden, og fragmenter af arkivmateriale sammenflettes til en collage. Ved hjælp af Philippe Arzrounis minder og Armands fotografier rekonstruerer Dirckinck-Holmfeld situationer, billeder og steder i et kalejdoskopisk perspektiv og sidestiller forskellige tider og steder. På den måde forsøger hun at vise, hvordan erindring muliggør, at forskellige tider og kontekster kan finde sted samtidig.
Reparativ kunstpraksis
Denne sammensmeltning af tid og sted undersøger Dirckinck-Holmfeld også i videoinstallationen Tid: Aalborg / Sted: 2033 fra 2010. Her følger man jord- og betonarbejderen Ludvig på en analog rejse ud i fremtiden for at reparere brudstykker fra en glemt modernistisk historie.
Værket tager udgangspunkt i verdensudstilling Nordjysk Udstilling, som en gruppe entreprenører tog initiativ til i Aalborg i 1933, for at skabe håb og optimisme i en tid præget af økonomisk krise. Der blev bygget et stort udstillingsområde i Funkis-stil, som tiltrak over 300.000 gæster på to måneder, men i 1940 brød krigen ud, og de tyske soldater tog udstillingen som deres hovedsæde.
I 1942 brændte pavillonerne ned og i efterkrigstiden opførte det finske arkitektpar Alvar og Elissa Alto Nordjyllands Kunstmuseum på grunden. Videoinstallationen blev første gang vist på den marmorvæg, der i dag udgør bagtæppet til amfiteateret bag Kunsten: Museum of Modern Art Aalborg.
Ideen til Tid: Aalborg/ Sted: 2033 udsprang af Dirckinck-Holmfelds videoinstallation Djisr (2008), som omhandler en anden modernistisk verdensudstilling nemlig The Rachid Karame International Fairground i Tripoli i Libanon. I 1963 designede den brasilianske arkitekt Oscar Niemeyer The Rachid Karame International Fair, som skulle være et samlingspunkt for kunst, kultur og videnskab fra hele verden, men i 1975 brød den libanesiske borgerkrig ud, og den halvfærdige forlystelsespark blev efterladt halvt færdigbygget.
Alle værkerne relaterer på forskellig vis til Dirckinck-Holmfelds praksisbaserede phd-projekt ”Rehearsing Reparative Critical Practices”. Det bygger på den amerikanske queer-feminist Eve Kosofsky Sedgwicks idé om en reparativ læsning – forstået som en kollektiv udforskning af fragmenter til nye assemblager – som Dirckinck-Holmfeld videreudvikler til også at omfatte de kunstneriske praksisser med særligt fokus på digital billedproduktion.
Portfolio
Fakta
Udstilling
Leap Into Colour
5 jul 2015
Katrine Dirckinck-Holmfeld
Kunsthal Charlottenborg Se kort og tider
Fakta
Katrine Dirckinck-Holmfeld er født i 1981 i Aalborg. Hun tog afgang fra Kunstakademiets Billedkunstskoler i 2008 og har en MA i Contemporary Art Theory i Visual Cultures fra Goldsmiths College University of London. I øjeblikket er hun phd-kandidat ved Københavns Univeristet, Institut for Kunst og Kulturvidenskab, hvor hun arbejder med det praksisbaserede forskningsprojekt “Rehearsing Reparative Critical Practices”.
Dirckinck-Holmfeld er aktuel med udstillingen Leap into Colour i Kunsthal Charlottenborg, som kan ses frem til den 5. juli 2015. I forbindelse med udstillingen holdes koncert med den egyptiske eksperimenterende musiker Maurice Louca onsdag den 24 juni 2015. Maurice Louca har komponeret lydsiden til videoinstallationen sammen med Khaled Yassine.