Ugens Kunstner: Kristoffer Akselbo

Kristoffer Akselbo arbejder både skulpturelt og performativt i sine kunstneriske projekter. Han udtrykker sig i mange forskellige medier og bearbejder ofte konventionelle grænser, som er samfundsaktuelle eller opstår i mødet mellem kunst og modtager.

Som performancekunstner er Kristoffer Akselbo (f. 1974) optaget af klassekampen og giver gerne en kritisk stemme til rasende og desperate (hvide mænd) i gule veste, blue-collar jeans eller sort tøj. Konkret såvel som metaforisk står han på provinsbyens torv og råber ”Ulven kommer!”

Som én af få modtog Kristoffer Akselbo i 2019 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat bl.a. med den begrundelse, at han ofte går “the extra mile” og er ”et damplokomotiv af fortrængt hetero normativitet, der giver os mulighed for reelt at se både andre og os selv i øjnene”.

Spiselig avantgardekunst

Kristoffer Akselbo blev uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006. Allerede samme år indgik hans originale værk Mona Lisa Toasteren i Karriere Bars totaludsmykning skabt af en række internationalt kendte kunstnere. Leonardo da Vincis portræt er anvendt i et utal af sammenhænge, men i Akselbos popkunstinspirerede værk er lærred og pensel erstattet af en brødrister, der på et stykke brød præger billedet af Mona Lisa. Ved fortæring bliver hun opløst i krummer. Værket er en subtil henvisning både til Duchamps avantgardekunst, den mekaniske udbredelse af kunsten og den relationelle æstetik, hvor samtaler omkring kunsten bliver det centrale.

Det blev til mere international omtale, da Akselbo i 2008 modtog den prestigefyldte tyske Dorothea von Stetten Kunstpreis på Kunstmuseum Bonn ledsaget af juryens ord: “Med lethed og glimt i øjet udfolder hans præcise og i sandhed samtidige værker sig mellem natur, teknologi og kultur; mellem glamour og monotomi. Han reflekterer både over det ukontrollerede og det kontrollerede – og han gør det uden patos, men med en masse ironisk distance”.

I 2014 fik Kristoffer Akselbo en invitation til udstillingen JACOB Jessen COPY. Udstillingen var tilsyneladende lavet af Jacob Jessen og handlede om kopien som fænomen. Det viste sig dog, at udstillingen i TOVES ikke var af Jessen, men skulle handle om Jessen og ellers skabes af Kristoffer Akselbo. Akselbos udgave af kunstneren – med en stum maske skabt som en kopi af Jessens ansigt – skulle være til stede i udstillingen sammen med flere af Jessens ombearbejdede værker, der igen udfordrede idéen og begreberne om kopi og original.

Ulven kommer

Fire år senere kunne man på en århusiansk paintball-bane opleve performance-forestillingen Wild Wolf Shot, der fremstod som en kommentar til ulvens tilbagevenden til Danmark. Uanmeldt mødte man Kristoffer Akselbo forklædt som ulv, og deltagerne måtte så vælge, om de ville skyde ulven eller skåne den med risikoen for, hvad det valg kunne medføre. Overlevelsesinstinktet blev vækket gennem leg, og frygten for det fremmede, der ofte kan få mennesker til at handle ineffektivt og umenneskeligt, blev sat i spil.

I Ringstedgalleriet samme år iscenesatte Kristoffer Akselbo Ordinary Civic (2018) både som et værk og en voldelig, brutal performance. En borger tager pludselig affære, blotter sig selv, skyder på sin selvbyggede bygning og skræmmer tilskuerne. Alt imens seancen bliver optaget på GoPro kamera. Den præfabrikerede ruin bygget af træ, gasbeton og orange fugeskum skal ikke opfattes som et monument over en glorværdig fortid, men snarere som et symbol på kold og kynisk idealisme.

På SMK to år senere viste Kristoffer Akselbo Ensconced, der også var bygget af gasbeton og beboet af en eneboer, der tilsyneladende havde forskanset sig. Værket syntes inspireret af, at tanker om katastrofer er begyndt at fylde mere i vores hverdag og har stor indflydelse på, hvordan vi organiserer os individuelt og som samfund. Der blev således stillet spørgsmål ved, om forskansning er en flugt fra en truende fremtid, et beskyttende skjold, en klamring til det tabte, en visionær oplevelse, eller om samfundet i virkeligheden har brug for, at vi forskanser os.

Klam trold og katastrofestemning

Sidste år blev Kristoffer Akselbo inviteret til performancefestivalen Another Map to Nevada. Klædt ud som det grønne monster Grendel, der var sagnhelten Beowulfs første fjende, stod Akselbo skjult under en af broerne over de københavnske kanaler.

Publikum kom sejlende i mørket og mødte pludselig en klam “trold”, som kunne opfattes som en forladt polterabend-figur spille lyriske, lokkende melodier på sin ocarina. Med melodien fra et computerspil og associationer til rollespilsmytologi blev den ellers magiske situation blot en hverdagslig hændelse i de sene nattetimer i byen og måske også et hint til misforstået maskulinitet.

I sin aktuelle soloudstilling WDB2 i Kunsthal Kongegaarden undersøger Kristoffer Akselbo, hvordan vi indordner og organiserer os i tilpasning til de stadigt stigende forandringer. Med udgangspunkt i kunsthallens 260 år gamle rokokobygning og med blik for den nuværende verdensomspændende pandemi har Kristoffer Akselbo etableret en refleksion af forholdet mellem menneske og natur samt klimaets sociale tilstand.

Konkret har Kristoffer Akselbo ladet sig inspirere af rokokoarkitekturens jerndekorationer og skabt en voldsom scifi-installation, der forbinder bygningens historiske elementer med fragmenter af rokoko, gobeliner, film og performances i løbet af udstillingen. Intentionen er at præsentere os for en virkelighed, der både er genkendelig og fremmed for os, og som vil anspore os til at undres og stille spørgsmål ved det allerede eksisterende.

Med sit projekt undersøger Kristoffer Akselbo de udfordrende psykologiske aspekter af en katastrofe, og hvad det i den forbindelse betyder at forskanse sig. Et stykke overlevelsesarkitektur med et menneske, der pendulerer mellem at være eneste overlevende efter katastrofen og pioner i en ny verdensorden.

Se portfolio nedenfor