Ugens kunstner – Mille Kalsmose
Mille Kalsmoses installationer er præget af et fokus på materialernes mangesidede kvaliteter og betydninger.
Mille Kalsmoses installationer er præget af et fokus på materialernes mangesidede kvaliteter og betydninger.
Mille Kalsmoses installationer er præget af et fokus på materialernes mangesidede kvaliteter og betydninger.
Mille Kalsmose skaber skulpturelle installationsværker i stor skala og arbejder ofte med jern i en sammenstilling med organiske materialer, fundne objekter, lyd, lys, fotografi og video. Hendes værker giver form til forholdet mellem materialitet og den menneskelige tilværelses store og små fænomener. Den materielle formgivning skaber en dybdevirkning i kunstværkerne, der ikke kun fremviser en objektiv fysikalitet, men også en subjektiv og kulturel sansning af materialer, der er bundet op på kunstnerens egne personlige oplevelser og identitet.
Mille Kalsmoses bearbejdelse og sammensætning af forskellige materialer og overflader giver styrke til de objekter, hun vælger at stille op overfor hinanden. Kunstneren griber om de forskellige taktiliteter, og hendes monumentale og konceptuelle værker kan læses som en erklæring af en ny orden. Kalsmose fremviser en måde at udforske materien på, hvor det konceptuelle og materien ikke ses som modsætninger, men tværtimod i en sammenfletning, hvor de giver hinanden styrke.
Værkerne kan ofte ses som samlinger af menneskelige former og skikkelser, der får lov at udfolde sig i udstillingsrummet, heriblandt værket Tribe (My Survival), der senest har været udstillet på ARoS i gruppeudstillingen Cool, Calm and Collected. Med udgangspunkt i kunstnerens egen identitetsmæssige udvikling, arbejder værket med relationer – både som en traditionel familiekonstellation, men også som en vugge, hvori ens personlige identitet og sjæl i store dele skabes. Med installationen Tribe (My Survival) søger Kalsmose mere væk fra den rent autobiografiske undersøgelse og over mod bredere sociale og kulturelle aspekter af tilværelsen samt studier af både mellemmenneskelige og indre relationer.
Relationer – med afsæt i familien – var også tematikken for Kalsmoses udstilling Searching for a Mother på Horsens Kunstmuseum og Palau La Virreina i Barcelona fra 2013-14, hvor kunstneren samarbejdede med den spanske kunstfotograf Alberto García-Alix i undersøgelse af mor-datter-relationen, og hvorvidt den kan etableres uden blodets bånd.
På sin aktuelle soloudstilling The Shape of Us, der kan opleves på Horsens Kunstmuseum indtil den 20. januar 2019, bearbejder kunstneren identitet og relationer gennem en række nyere værker, der alle tager udgangspunkt i nedbrydelsen af vores vante tankemønstre. Med værkerne bevæger Kalsmose sig yderligere ud i undersøgelsen af den menneskelige tilværelse – det indre og det fællesbevidste – gennem installationer, der kombinerer jern, levende organismer, blod, alger, mos, klippestykker, silke, træ, gips og lyd. Disse konstellationer af materielle og ikke-taktile elementer resulterer i værker, der er anderledes både på det fysiske og konceptuelle plan, og peger på ordener og tidsligheder, der rækker ud over dem, vi kender fra vores hverdag.
Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)
Fakta
Mille Kalsmose er født 1972 i Horsens og har atelier i København og New York. Hun er uddannet fra Universitat Autonoma de Barcelona (UAB) samt School of Visual Arts (SVA), Bio Art Lab i New York. Læs hele Mille Kalsmoses CV her