Ugens kunstner: Rasmus Eckhardt

Rasmus Eckhardts altoverskyggende interessere er mennesket. Selv et hastigt blik over Eckhardts portefolio vil afsløre hans kredsen om menneskets fysiske bevægelse som udtryk for dets mentale ditto. Linedansens, fodgængerens, rytterens, cyklistens, skaterens og fægterens. Alle står de sitrende stille i deres bevægelse – i jagten på balance i eksistensen. 

Visuelt sammenkædes Eckhardts værkserier af et stramt farvevalg, som oftest i en sart, støvet pallet, og tematisk bindes de sammen i værkserier med overskrifter som LUFT (udstillingstitel på Galleri Benoni, 2020) og aktuelt DRØMMER, som er titlen på kunstnerens udstilling på Galleri Sandberg i Odense netop nu. Overskrifter med immanente modpoler: drømme kan eksempelvis forvrides til mareridt og en drømmende natur medføre tab af jordforbindelse.

Arbejdsprocessen indledes af et stort skitsearbejde, hvor formsprog og farvesammensætning fastlægges. Således opnår Eckhardt den gennemkomponerede, men rene fremtoning, som han kontinuerligt stræber efter: det, der tillader fortællingen – øjebliksbilledet – at stå nøgent frem for beskueren. Resultatet er enkeltværker i ét sammenhængende hele; som var malerierne forskellige scener fra et fælles – roligt, men vibrerende – univers.

 Efter i sine tidlige år at have arbejdet med kraftige akrylfarver på lærred har Eckhardt de senere år fundet sit udtryk og sit medie: tørpastel og kridt, som påføres på MDF-plade, slibes med sandpapir, fejes og viskes ud med fingrene med et blødt, næsten stofligt, udtryk som resultat.

Det portrætterede øjeblik centreres ofte om en enkel ansigtsløs karakters bevægelse. Figuren omkranses af en sløret aura, hans ansigtstræk er borte, og fødder og sko gerne udviskede – et florlet udtryk, der med typisk dobbelthed både kan lede tankerne i retningen af en euforisk vægtløshed og af menneskets flygtige eksistens.

Paradoksalt nok er de af Eckhardts gennemkomponerede værker, som for tid og evighed vil gengive det samme øjeblik, også en fabuleren over øjeblikkets magi: den fuldstændig umulige opgave at fastholde det, da det allerede er væk og erindringen uomgængeligt vil fortone sig.

 Historierne i værkerne er ikke fortalt færdig, men pauseret in medias res. Kunstneren selv har ikke afgjort, hvad der vil ske i næste frame, og beskueren må bruge denne suspense som afsæt for at medtolke: falder karakteren i hullet, eller har han lige kæmpet sig op?

Aleneheden i værkerne er slående – selv når der en sjælden gang optræder mere end én karakter i maleriet, synes det at være den samme person blot gengivet i forskellige positurer. Kompositionerne er luftige og klare, men al den plads og ro, som omgiver karaktererne, kan også bære vidne om afstand eller isolation. 

Alene eller ensom er så spørgsmålet. Som ikke besvares.  

Farvevalg, den enkle komposition, tema og teknik arbejder hos Eckhardt sammen om værker, der undersøger menneskets – eksemplificeret ved kunstnerens flaksen mellem lys og mørke, højde og dybde – megalomani og mindreværd.

Værket BLANDT STJERNER viser en karakter i opadstræbende himmelfart – tilsyneladende ustoppelig i sin vægtløse tilstand. Men vi ved ikke, om værkets svævende hovedperson faktisk flyver eller i virkeligheden befinder sig i frit fald. Vi kender ikke slutningen. For hvordan går det manden uden jordforbindelse? Er han et ideal, man bør stræbe efter? Vovemod inviterer nok til storhed, men skarpe lys kaster tilsvarende store slagskygger. Rasmus Eckhardt undersøger spørgsmålet, men han giver ikke svaret, for han kender det ikke. Og netop tvivlen er pointen: Eckhardts konturløse karakterer bokser med at finde balancen i eksistensen. 

Værkrækken DRØMMER inkluderer – for første gang i Eckhardts virke – 7 keramiske skulpturer, som føjer en tredje, rummelig og taktil, dimension til hans univers. Eckhardt har ekstraheret de hatte, som er så karakteristiske for hans karakterer. Tvetydigheder er kendetegnende for Eckhardts arbejde og hatten et symbol ladet med betydninger. Hatten lægger sig om hovedet på det tænkende, drømmende menneske – som en eksplicit afspejling af det indre liv eller omvendt som en effektiv afledning fra selvsamme.

I en nordeuropæisk, nutidig kontekst er hatten en accessory, der oftest opleves som den definerende genstand i den autoritære påklædning. Politihatten er fx et magtsymbol i sig selv.

Hatten er ikke længere en fremherskende beklædningsgenstand i gadebilledet, hvorfor den uvægerligt bærer på historiske konnotationer om en svunden tid – og manderolle? Men Eckhardts hatte er samtidig formgivet med tidssvarende, nærmest futuristisk, afrikansk herremode som forbillede.

Modsat maleriernes fløjlsmatte tørpasteller står ler-skulpturerne skarpt i deres pastelfarvede højglans. I samme farvepalet, som visuelt binder den resterende del af værkerne sammen. Et velkendt objekt i en stram ramme, altså – hvis nuancer dedikeret afsøges i et helt nyt formsprog.

Portfolio: