Ugens kunstner – Silas Inoue
Silas Inoue arbejder med en bred vifte forskellige dualismer, der både berører samtiden og dykker ned i fortidens utallige lag. Lige nu er han aktuel med ny soloudstilling på Marie Kirkegaard Gallery.
Silas Inoue arbejder med en bred vifte forskellige dualismer, der både berører samtiden og dykker ned i fortidens utallige lag. Lige nu er han aktuel med ny soloudstilling på Marie Kirkegaard Gallery.
Silas Inoue arbejder med tegning, maleri, skulptur og installation og tager både klassiske og mindre konventionelle materialer i brug. I dette alsidige felt beskæftiger han sig med spørgsmål, som relaterer sig til vores hverdag; spørgsmål om globalisering, turisme, økologi, økonomi og forbrug.
Temaerne anvender Inoue til at drage fokus mod tilværelsens mere uhåndgribelige sider. Dér, hvor drømme, spirituelle forestillinger eller mærkværdige fænomener hører hjemme; dér, hvor man i kunstnerens optik kan hente nye forståelser af de strukturer, som omgiver os.
Poesi og sind
Silas Inoue er uddannet fra Kunstakademiets Designskole i 2010. I hans afgangsprojekt og i de efterfølgende år frem til 2013 var hans arbejde funderet i en undersøgelse af det komplekse samspil mellem poesi, sind og billedsprog. I den tid arbejdede han hovedsageligt i akvarel på papir, hvor han i et sirligt og tidskrævende billedsprog skabte mytologiske fortællinger med symbol-prægede dyr og planter.
Disse kan blandt andet ses i Inous visuelle digtsamling Songs From Oblivion, som blev udgivet i begyndelsen af 2013. Bogen består af 26 akvareltegninger skabt mellem 2009-12 og er et resultat af kunstnerens arbejde med at skabe et samspil mellem ord og billede. Forskellige akvareller udfoldes i en sammenhængende fortælling sammensat af detaljerede motiver og visuelle digte.
Efterfølgende skabte Inoue endnu en akvarelserie, Born Blind fra 2013, som blev præsenteret på kunstmessen Drawing Now i Paris. Serien er baseret på en række samtaler med forskellige blindfødte personer, hvormed Inoue udforsker mørkets mysterier og dets påvirkning på mennesket. Hver akvarel er udført med en særligt tidskrævende teknik; en metode, som giver rum for kontemplativ og meditativ fordybelse i materialet.
Analyse og intuition
I dag arbejder Inoue med og i en bredere vifte af materialer og medier. Han er opvokset med en dansk mor og en japansk far, billedhuggeren Jun-Ichi Inoue, og blandt andet det har sat sit præg på hans værker, som alle synes at være inspireret af den japanske sans for detaljer og sirlighed.
Gennem sin arbejdsproces bestræber Inoue sig konstant på at veksle mellem analytiske observationer af verden og en mere intuitiv tilgang, hvor personlige erfaringer og kunstneriske valg bestemmer, hvilken retning værkerne tager. I projekter, som forholder sig til et bestemt emne eller en given lokalitet ud fra et løst konceptuelt grundlag, giver han sig selv plads til spontanitet og umiddelbare fornemmelser.
I udstillingen Wellness arbejdede Inoue for eksempel med en blanding af abstrakt ekspressionisme og minimalisme, i en værkproduktion, der omhandler det moderne menneskes stræben efter en mere holistisk tilværelse. Med udstillingen introducerede han en serie nye malerier, udført i en særlig teknik, som han sidenhen har arbejdet videre med i forskellige konstellationer. Denne teknik består i at påføre vand og akrylmaling på afdækningsplast, som efterfølgende bruges til at lave aftryk på enten papir eller træplader. Praksissen genererer vidt forskellige udtryk – fra bløde landskabslignende overgange til krystaliserede figurer – samt en afgivelse af kontrol i arbejdet, der i modsætning til Inoues sirlige akvareller i højere grad lader tilfældighedens potentiale og kaos råde.
Kultur og fauna
I Inoues værkserie Knuckle Soup, som blev vist på Third Space i vinteren 2014-15, viderearbejdede han sine karakteristiske malerier. Denne gang blev de imidlertid præsenteret i form af specialbyggede akvarier hængende på væggen med levende dyr og planter i. Maleri-akvarierne indeholdte den ekstremt aggressive Mantis-reje, som på grund af dens asociale adfærd gør den til et ilde anset akvariedyr, der er kendt for at udrydde hele fiskebestande, ødelægge koraller, ja sågar smadre akvarier.
I forlængelse af serien og hans arbejde med levende organismer er Inoue nu aktuel med en ny udstilling; New Works for Exstraterrestrials på Marie Kirkegaard Gallery. Her er det specialbyggede terrarier, der hænger på væggen, beboet af forskellige arter af knælere, i kompositioner, der dels baserer sig på dekorative og maleriske elementer, dels på at skabe de rette levevilkår for insekterne – som en blanding mellem levende malerier og små økosystemer.
Denne fabulerende præmis går ikke ud på at opstille hypotetiske forestillinger om, hvad ikke-jordiske væsner er, men skal derimod snarere ses som et konceptuelt greb, der åbner op for en anderledes anskuelse af kunstproduktion og forskellige materialers historiske og kulturelle betydning. Silas Inoues værker rækker igen her ud over sig selv; de peger på, hvor sær og mystisk naturen i virkeligheden kan være.
Portfolio
Fakta
Udstilling
New Works for Extraterrestrials
26 sep 2015
Silas Inoue
Marie Kirkegaard Gallery Se kort og tider
Fakta
Silas Inoue er født i 1981 i København, hvor han idag også bor og arbejder. Han er uddannet i visuel kommunikation på Det Kgl. Danske Kunstakademis Designskole i 2010.
Udvalgte udstillinger:
2015
Devils Tongue, Onishi Civic Center, Gunma, Fujioka, Onishi, Japan
Cuckoo Strategy, Formic, København
2014
Knuckle Soup, Third Space, København
Glitch, Det Danske Akademi i Rom, Italien
2013
Wellness, Marie Kirkegaard Gallery, København
Songs From Oblivion, bog, Marie Kirkegaard Gallery, København
2012
Marathon of the Spiritual Ape, MOHS Exhibit, København
2011
Under, MOHS Exhibit, København
2009
Silas Inoue, den japanske ambassade, København.
Silas Inoues nyeste værker kan aktuelt opleves i udstillinger New Works For Exstraterriestrials hos Marie Kirkegaard Gallery indtil 26. september 2015.