Ugens kunstner – Søren Hüttel
Søren Hüttels installationsværker præsenterer en verden af lysende billedsentimentalitet og populærkulturelle referencer fra 80’erne og 90’erne.
Søren Hüttels installationsværker præsenterer en verden af lysende billedsentimentalitet og populærkulturelle referencer fra 80’erne og 90’erne.
Søren Hüttels egne erindringer og møde med populærkulturen er udgangspunktet for hans arbejde med genstande og installationer. Hans kunstneriske udtryk leder tankerne vestpå til Las Vegas’ kasinoer, palmer og en farvestrålende tv- og populærkultur fra kunstnerens barndom og ungdom i 80´erne og 90´erne.
Stardust og Art Basel
Eklekticisme er et bærerende element i Hüttels praksis, hvor tilsyneladende tilfældige møder mellem genstande iscenesættes i kulisselignende interiører. Det modsætningsfulde, komplekse og tvetydige i kombination med de højst genkendelige, ‘campede’ elementer, som Las Vegas’ farverige neonrør, palmer og diskokugler, resulterer i værker, der på en og samme tid er genkendelige og tilgængelige, komplekse og eftertænksomme, overfladiske og dybe.
Et eksempel på det vilkårlige møde kan findes i Hüttels nyeste installation €-VSN. I et af udstillingsrummene binder en tilsyneladende faktuel vægtekst to vilkårlige begivenheder sammen: nemlig lukningen og nedrivningen af Stardust-kasino’et i Las Vegas og åbningen af Art Basel 37 i Schweiz i 2006. Dette møde kobler og sidestiller Las Vegas’ Strip af kasinoæstetik og populær oplevelseskultur sammen med en internationalt anerkendt højkulturel kunstbiennale – et møde der bringer et af tidens omdiskuterede emner på banen; nemlig hvor grænsen skal gå imellem Kunst med stort K og entertainment.
Nostalgi og Pamelas badedragt
Hüttels legende arbejde drejer, spejler, forvansker og gendanner erindringen om kunstens og populærkulturens billeder. I fordrejningen og forskydningen opstår nye billeder, der muligvis siger mere om de, der ser, end om det sete. Det er billeder af billeder set gennem et kulturelt filter.
Pamela Andersons badedragt fra Baywatch er mejslet i marmor i værket Pamela og kommer til at stå som et art monument for en generations opvækst med amerikansk billedkultur. I selve oversættelsen af badedragtens spandex-materiale til marmor sidestilles Baywatchs røde badedragt, som en velkendt amerikansk massekulturel reference, med kunsthistoriens klassiske marmorskulpturer. Det forenes i en relieflignende forevigelse fuld af materialets tyngde og referencernes flygtighed.
Hüttels enkelte værker og fundne genstande indgår altid i en helhed, en iscenesættelse, hvor delelementerne opløses og indgår i et stemningsfyldt – og for nogle et nostalgifremkaldende – hele. I nostalgien ligger et element af fremmedgørelse over for det, der fremkalder den nostalgiske følelse, en distance i tid og rum. Det samme gør sig gældende i Hüttels univers, hvor elementer genkendes i et nyt – og eklektisk – helhedsbillede.
Hüttel tager næste år på et artist residency ved 18th Street Arts Center i Santa Monica. Ved siden af sit kunstneriske arbejde underviser han ved VERA – Skole for kunst og design og kuraterer gruppeudstillinger; han kuraterede fx Stedet er rummet på den Frie Udstillingsbygning i 2013.
Portfolio
Fakta
Søren Hüttel er født i 1976 i Randers. I dag bor og arbejder han i København. Han er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Glasgow School of Art i 2005.
I 2011, 2013 og 2014 modtog han Statens Kunstfonds arbejdslegat.
Udvalgte soloudstillinger
2014 A vision of perfection. An object of affection, New Shelter Plan, København
2012 Space time colour eclectic, 1708 Gallery, Richmond, USA
2011 The E(c)lect(r)ic is now, David Dale Gallery, Glasgow, Skotland
2010 Views on the eclectic as idea and the generous space as an ideal, Kunsthallen Brandts Klædefabrik, Odense
2009 Disco Volante, Traneudstillingen, Gentofte
2008 I know we are not in Kansas anymore, Koh I Noor, København
2006 Looking for space – searching for Terra Nova, TotalKunst, Edinburgh, Skotland
2005 Spatial Avatar, ARTboks, Aarhus
2002 The apparant advantage of being a European art student, Pantheonsfløjen, Odense.
Udvalgte gruppeudstillinger
2015 Finite Project Altered When Open, David Dale Gallery, Glasgow, Skotland
2015 The Ugly Ducklings, WestWerk, Hamburg, Tyskland
2015 Syd for grænsen, Vestjyllands Kunstpavillon, Videbæk
2014 Another place, X-base, Sønderborg
2014 Ud af skabet, Nivaagaard-samlingen, Nivå
2013 Stedet er rummet (kurator og kunstner), Den Frie, København
2013 24 Spaces, Malmö Konsthall, Sverige
2013 The abscence of..., Kreuzberg Pavillon, Berlin, Tyskland
2012 New Tubes, Koh-I-Noor, København
2012 Mixed Zone, Kunsthal NORD, Aalborg
2012 New Republic, Kunstpakhuset, Ikast
2011 The eclectic is now, Luleå Biennale, Luleå, Sverige
2011 Painterly Delight II, Ystad Museum of Art, Sverige
2010 Youth Cult, DadaPost, Berlin, Tyskland
2010 The appearance and disappearance of beauty, Gammelgaard, Herlev
2010 Coup, Hans Alf Gallery, København
2010 The Mentor Show, Larm Galleri, København
2009 Daugavpils Festival, Mark Rothko Art Centre, Daugavpils, Letland
2008 Through the looking glass - Curated by DUNK, SWG3, Glasgow, Skotland
2007 Anette, Anders, Sören og Søren, Møstings Hus, Frederiksberg
2006 Hüttel, Lütken og Smith, Galleri Ægidius, Randers
2003 Young art, København & Malmø
2002 Tempo, Odense Central Station, Odense.