Søren Hüttel

Søren Hüttel

Søren Hüttels installationsværker præsenterer en verden af lysende billedsentimentalitet og populærkulturelle referencer fra 80’erne og 90’erne.

Søren Hüttel
Kunstner

Om
Søren Hüttel er født 1976 i Randers. Han er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Glasgow School of Art i 2005. Bor og arbejder i København.

Primær medier
Installation, skulptur

Søren Hüttels egne erindringer og møde med populærkulturen er udgangspunktet for hans arbejde med genstande og installationer. Hans kunstneriske udtryk leder tankerne vestpå til Las Vegas’ kasinoer, palmer og en farvestrålende tv- og populærkultur fra kunstnerens barndom og ungdom i 80´erne og 90´erne.

Eklekticisme er et bærerende element i Hüttels praksis, hvor tilsyneladende tilfældige møder mellem genstande iscenesættes i kulisselignende interiører. Det modsætningsfulde, komplekse og tvetydige i kombination med de højst genkendelige, ‘campede’ elementer, som Las Vegas’ farverige neonrør, palmer og diskokugler, resulterer i værker, der på en og samme tid er genkendelige og tilgængelige, komplekse og eftertænksomme, overfladiske og dybe.

Hüttels legende arbejde drejer, spejler, forvansker og gendanner erindringen om kunstens og populærkulturens billeder. I fordrejningen og forskydningen opstår nye billeder, der muligvis siger mere om de, der ser, end om det sete. Det er billeder af billeder set gennem et kulturelt filter.