Ugens kunstner – Søren Lose

Søren Lose arbejder med fotografi. Men han arbejder næsten altid med fotografiet i dialog med andre medier som fx arkitektur, skulptur, video og installation. Hans praksis er researchbaseret, forstået på den måde at han ofte tager udgangspunkt i konkrete hændelser eller historiske omstændigheder, som han undersøger, udforsker og sætter i nye perspektiver. Og her spiller fotografiet en vigtig rolle. For Lose er fotografiet nemlig et medie til udforskning af kulturel identitet og dennes repræsentationer.

Arkitekturen og historien
Det kan blandt andet ses i serien Pictures from Paradise (2011), hvor Lose bearbejder de historiske landskaber og arkitektoniske monumenter på De Dansk Vestindiske Øer. Eller i installationen Abendland (2008) med Berlins ikoniske bygninger eller i fotoserien Phantasmagorie (2009), hvori spændingerne mellem det nybyggede og ruinen bruges til at skabe forbindelser på tværs af tid og rum.

Déjà-vu på Lolland
Loses hjemstavn, Lolland, har været et tilbagevendende motiv i hans arbejde med kulturel identitet og erindring. For eksempel undersøger han det karakteristiske flade landskab og de forladte huse i serien Home.

Med sin stedspecifikke installation Déjà-vu (2010) griber Lose tilbage til Home. En 11 meter høj husgavl installeret på en lollandsk mark; en inkarnation af et hus, der var en engang, men som for længst er revet ned, og som nu kun eksisterer som billede/fotografi. Forfra rejser facaden sig som et monument på marken. En kulisse, som bliver holdt oprejst af en stærk overdimensioneret trækonstruktion.

At genkende det ukendte
I en vis forstand kan man sige, at mange af Loses arbejder overskrider det traditionelle dokumentarfotografi. Det, som umiddelbart synes objektivt, læses igennem subjektive briller. I serierne Panorama og Hotel ’genanvender’ Lose fundne feriesnapshots fra 1960- og 70’erne, mens The Rhodes Lead tager afsæt i en film fundet i et tomt hus. Billeder, som sammen blev vist på udstillingen Mellem-billeder på Skive Kunstmuseum i 2006.

Her møder vi motiver og erindringer, vi synes, vi kender – uden dog at genkende hverken personer eller steder. Men billederne indskriver sig i en kollektiv referenceramme og et generelt motivfællesskab, som forekommer velkendt.

Fotografi og arkitektur kombineret
Når Lose inddrager andre, fortrinsvis skulpturelle elementer i sine værker, sættes disse ofte i dialog med fotografiet. Det gælder eksempelvis hans nye arbejder til Fotografisk Centers udstilling, Arkitektur og fotografi: Dystopic Construction #2 (Bunker) og Dystopic Construction #3 (Void) begge fra 2014.

Men også tidligere, fx i udstillingen Phantasmagorie på Overgaden i 2009, har Lose arbejdet installatorisk med kombinationer af fotografi og arkitektoniske konstruktioner. I begge tilfælde er der tale om rumlige, stedsspecifikke projekter, som skaber en dialog mellem det repræsenterende og det fysisk konstruerede billede; fotografierne henviser til en arkitektonisk bygningsstruktur, mens objekterne inkarnerer strukturen i sig selv.

I de senere år har netop dialogen mellem fotografiet på den ene side og det arkitektoniske og skulpturelle på den anden kommet til at udgøre et stadig større undersøgelsesfelt i Søren Loses praksis. I de nye værker Dystopic Construction #2 (Bunker) og Dystopic Construction #3 (Void) har denne forbindelse fået en drejning: Begge ”skulpturer” er uregelmæssigt dimensionerede, og som beskuer må man tage sig selv i at opleve en stille søsyge.

De markante, sort/hvide værker er begge over to meter høje og konfronterer opfattelsen og gengivelsen af en virkelighed, som i dette tilfælde er nedfaldende bygningskonstruktioner. Konstruktionerne reflekterer, som flere af Loses tidligere værker, over hedengangne tider, det forladte og uhyggelige, men alligevel er de tillokkende og interessante.

Portfolio