Ugens kunstner – Troels Wörsel

Maleri og perception
Et omdrejningspunkt for Troels Wörsels nyeste værkserier har været forholdet mellem visuel perception og maleri – hvordan vores sansning af den ydre virkelighed kan gengives på et billedplan. Det er en forskydning i Wörsels projekt, i den forstand at hans maleri ellers gennemgående har været konstuktivt. I værkerne op igennem 1980’erne og 1990’erne har det således ikke handlet så meget om at justere sig frem i forhold til perceptionen af et ydre motiv, men i stedet om, med kunstnerens egne ord, at demonstrere “maleriske kendsgerninger”; at frembringe et billedplan, som kan bære sig selv (og som fx ikke behøver at henvise til kunstnerens person eller følelser). For konstruktivt maleri, som Wörsel definerer det, er der i en vis forstand intet “før billedet”.

De nye værkserier stiller dog spørgsmålstegn ved denne konstruktive præmis om “intet før billedet”. De forholder sig i højere grad, helt eller delvist, til en ydre visuel perception relateret til billedplanet. Det betyder dog ikke, at det konstruktive udgangspunkt dermed er forladt. Man kan blot sige, at Wörsels undersøgelse af maleriets muligheder og grænser er rykket tættere på perceptionens logik og motivets betydning som forudsætninger for billedet.

Kvantificeringer af det visuelle
Et par eksempler på arbejder baseret på visuel perception er en serie blåternede malerier uden titel fra 2013-nu – samt en serie grønne malerier uden titel, ligeledes fra 2013-nu.

De blåternede malerier kan umiddelbart associere til bordduge eller kvadreret papir, men er ved nærmere eftersyn langt mere komplekse i deres struktur og mere “fortættede” i måden, de er malet. De er opbygget af grids i forskellige blå valører, der overlapper og forskyder sig i forhold til hinanden i mange planer. Ideen bag værkerne er, at deres “kvantificering” af det visuelle rum i mindre enheder efterligner den måde, vi visuelt aflæser vores omgivelser på, hvor fx yderkanten af synsfeltet bøjer sig i konvekse buer. Malerierne henviser således til den ellers usynlige struktur for vores blik, i det øjeblik vi ser på noget, idet de genfremstiller strukturen malerisk og som et tidsligt forløb.

Det fysiske rums grammatik
Serien af grønne billeder henviser motivisk til normalt usynlige partikelspor, som de fremtræder i et såkaldt tågekammer. Billederne, som har linjer tilbage til Wörsels serie af tågebilleder fra 1980’erne, er ikke kun malet med pensel, men også med mere ukonventionelle teknikker som trælister og pensler i en boremaskine. Det distancerer dem fra en personlig stil og giver dem et mere maskinelt præg, i forlængelse af modernismens idé om kunstværket som en maskine, der frembringer sig selv. Partiklers forskellige måder at opføre sig på i et tågekammer anskueliggør, at det fysiske rum har en særlig tekstur eller grammatik. Det er denne usynlige grammatik i det fysiske, som de grønne malerier henviser til og omdanner til maleri.

Portfolio