Troels Wörsel

Et omdrejningspunkt for Troels Wörsels nyeste værkserier har været forholdet mellem visuel perception og maleri – hvordan vores sansning af den ydre virkelighed kan gengives på et billedplan. Det er en forskydning i Wörsels projekt, i den forstand at hans maleri ellers gennemgående har været konstruktivt. I værkerne op igennem 1980’erne og 1990’erne har det således ikke handlet så meget om at justere sig frem i forhold til perceptionen af et ydre motiv, men i stedet om, med kunstnerens egne ord, at demonstrere “maleriske kendsgerninger”; at frembringe et billedplan, som kan bære sig selv (og som fx ikke behøver at henvise til kunstnerens person eller følelser). For konstruktivt maleri, som Wörsel definerer det, er der i en vis forstand intet “før billedet”.

De nye værkserier stiller dog spørgsmålstegn ved denne konstruktive præmis om “intet før billedet”. De forholder sig i højere grad, helt eller delvist, til en ydre visuel perception relateret til billedplanet. Det betyder dog ikke, at det konstruktive udgangspunkt dermed er forladt. Man kan blot sige, at Wörsels undersøgelse af maleriets muligheder og grænser er rykket tættere på perceptionens logik og motivets betydning som forudsætninger for billedet.