Under bevidsthedens radar

Supersurrealisme undersøger surrealisme i en udvidet udgave – eller måske nærmere surrealisme som et mentalt set-up, en strategi eller tilgang til værkets skabelse. Heri finder udstillingen sin energi.

Udstillingen, der fylder hele museet, er tænkt i tre ”kapitler”: før, under og efter den klassiske surrealisme. Altså kunstnere, der (muligvis) inspirerede surrealisterne, surrealismens guldalder og den surrealistiske optiks betydning for eftertiden.

Listen af surrealistiske mestre – som fx. Éluard, Magritte, Ernst, Man Ray, Miró, Bourgeois og vores egen Freddie – er omfattende.

Selvom overraskelserne er få (ligesom antallet af egentlige hovedværker), så er det ”live” gensyn med værker som Salvatore Dalís Vilhelm Tells Gåde fra 1933 og Meret Oppenheims Ma Gouvernante, 1936 en stor oplevelse. 

Her får vi en fin opsummering af surrealismens grundtanke: At kunstneren skulle nå det ægte og virkelige værk ved at arbejde uden om fornuft og moral – og at muligheden for at skabe ucensureret bestod i et konsekvent arbejde med det underbevidste, hallucinationer og ikke mindst med tilstanden mellem drøm og vågenhed.

Forløbere?
Den erkendte vigtighed af menneskets psyke forfølges i udstillingens to andre kapitler. Og, dét kommer til at halte gevaldigt i kapitlet om tiden før den klassiske surrealisme.

Mens Guiseppe Arcimboldo, eksemplificeret i hans portræt af Rudolph II med titlen Vertumnus fra 1591, var en forløber og inspirationsfigur for surrealisterne, så er valget af de øvrige værker ikke logisk. Jeg har svært ved at se, at Piranesis romerske Vedute som præ-surrealistiske.

Eftertiden
Meget mere kød – også i bogstavelig forstand – er der i præsentationen af tiden efter den klassiske surrealisme. Surrealisterne satte en mental bevægelse i gang, der provokerede samtiden og formede eftertiden.

I samspil med især lydsiden fra Nathalie Djurberg clay-mation Florentin fra 2004 vækker svampenes uventede størrelse associationer til passager fra Alice i Eventyrland.

At lade den simple, carnival-agtige musik blande sig med de øvrige værker (frem for at skærme lyden af) er en fin kuratorisk prioritering. Den surreelle stemning slås an med det samme.

Ja, og så passer det syrede, uhyggelige præg og pædofili-hævn tematikken i Nathalie Djurbergs værk glimrende ind. 

Krop og seksualitet
I Veronika Bromovás fotografiske selvportræt Open Legs fra 1996 ses kunstneren liggende med spredte ben, mens hun fastholder vores blik med sit. Billedets pornografiske udtryk – vi ser op mellem hendes ben – forvrænges, da huden er skrællet af. Den seksuelle situation får en paradoksal modvægt ved, at hendes køn fremstilles i stil med de tværsnit, der findes i anatomiske lærebøger.

Bromovás værk er det mest eksplicitte eksempel, men flere af værkerne i denne del af udstillingen kredser om surrealistiske grundmotiver som krop, køn, seksualitet.

Ukendte værker – heldigvis
En stor gevinst ved “tiden efter” kapitlet er, at det besidder en fin vægtning af forholdet mellem fotografi, montage, film, maleri, skulptur og installation. Læg hertil, at der præsenteres en række værker, som ikke altid vises. Eksempelvis Ljubomir Šimunics dragende intense videoværk Gerdy, The Wicked Witch fra 1973-76, hvor passager fra skrækfilm glider sammen med krigsoptagelser og psykedeliske billeder. Et værk med en klar surrealistisk “feeling”.

Samlingernes muligheder
Her kan kun konturerne om udstillingen tegnes. For Supersurrealisme er særdeles omfangsrig og broget. Når man er tilbage på gaden, har man mødt værker af omkring 90 kunstnere fordelt over 500 år.

På et overordnet – måske mere udstillingsnørdet – plan er Supersurrealisme ydermere interessant, idet den bygger på Moderna Museets (Stockholm) egen samling. Som sådan udtrykker udstillingen et ønske om at bringe samlingerne i spil.

For mange museer er samlingen en legitimerende størrelse uden særlig udstillingsmæssig konsekvens. Samlingen er et fyldstof mellem særudstillingerne af værker ude fra. Moderna Museet skal have ros for sin “samlings-særudstilling”. Heldigvis kan det noteres, at vi herhjemme undertiden kan opleve lignende initiativer i retning af en ”samlings-revival”.

I det lys kunne billedet af eftertiden have været mere nuanceret – men selv Moderna Museets samling har trods alt begrænsninger.

I en tekst forklarer udstillingens kurator endvidere, at Supersurrealisme bygger på en overbevisning om, at surrealismens projekt har bidt sig fast i vores mentale “set-up”.

Og, at mediesamfundet – accelereret af internettet – har gjort vores underbevidsthed synlig. Ideer, drømme, lyster, “you name it”: alt er på nettet. Den betragtning er det svært at være uenig i.

Imidlertid oplevede jeg ikke denne betragtning som en pointe i selve udstillingen.

Udstillingen gør ikke én klogere på, hvad det super-surrealistiske er IRL, og hvor synlige vores inderste, mørke lyster og drømme er, når det kommer til stykket. Ej heller præsenteres vi for ny viden om den klassiske surrealisme.

Derimod gør udstillingseksperimentet det muligt at følge surreelle motiver og linjer på tværs af tid – vel at mærke i en række glimrende og vedkommende værker, der (næsten) alle arbejder under bevidsthedens rader.