Utzon Center lægger gulv til PORT 2010 konference

Hvad kan kunsten anno 2010, både i et nationalt og internationalt perspektiv? Hvad er kunst egentlig, og hvad er dens funktion? Det var spørgsmål i den lidt tungere vægtklasse, der blev stillet og besvaret på konferencen Art in the wet zone i Utzon Center i den foregående weekend.

Højt fagligt niveau
De mange forskellige oplæg og debatter blev afviklet på et højt fagligt niveau, og det blev hurtigt klart, at der var både nerve og engagement i oplægsholdernes præsentationer. Hvilket dog på ingen måde spændte ben for den lune og til tider lystige stemning, der florerede blandt kunstnere, professorer og nysgerrigt lyttende gæster. At der både var udøvende kunstnere og kunsthistorikere til stede, sikrede en spændende og frugtbar debat, som var yderst interessant at overvære.

Kunsten i det flydende felt
Det højloftede auditorium, hvor hovedparten af konferencen fandt sted, var udstyret med et væld af forstærkere, ledninger, mikrofoner og laptops. Der var styr på elektronikken, og så godt som ingen slinger i valsen. Hvad mere kunne man også forvente sig af en konference, der har menneskets relationer til teknologien, som sit primære undersøgelsesfelt.

Listen over gæsteforelæsere var ikke at kimse ad: Stelarc, Paul Vanouse, Jacob Wamberg, Roy Ascott og Jacob Kirkegaard for blot at nævne en håndfuld. Fælles for dem alle er, at de enten på et teoretisk eller et praktisk plan beskæftiger sig med relationen mellem mennesket og teknologien. Det er denne relation, titlen på konferencen referer til, som a wet zone eller et flydende felt.

Stelarc i fin form
Et af hovednavnene ved konferencen var kunstneren Stelarc. Hans kunst har igennem flere årtier undersøgt grænsefeltet mellem menneske og maskine, og kongstanken bag hans kunstpraksis er, at menneskekroppen er utilstrækkelig. De performances Stelarc har iscenesat med sig selv i hovedrollen, kan give et indtryk af en stærkt kontroversiel kunstner. Hans kunst er voldsom, grænsesøgende og yderst eksperimenterende.

Stelarc selv derimod var særdeles ukompliceret og ligetil, og tilmed ganske lattermild. En lille mand med et karakteristisk australsk-engelsk, og et ligeså karakteristisk grin. Men også en mand med en klar vision og holdning til, hvad kunsten kan og skal. Kunsten gør det muligt at skabe og diskutere “visions of future realities” som professor i Kunsthistorie ved Aarhus Universitet, Jacob Wamberg formulerede det senere hen i konferencen. En formulering som Stelarc nikkede bifaldende og genkendende til.

Kunsten kan altså tillade sig at eksperimentere med nogle kontroversielle emner, netop fordi den har sit eget forståelsesrum. Det var, som tidligere nævnt, de store spørgsmål der blev bragt på banen. Og tak for det i øvrigt.

Menneskets død?
Nu skal det hele ikke dreje sig om Stelarc, men titlen på hans præsentation indrammede på fin vis konferencens generelle tematik. Time of circulating flesh (en tidsalder kendetegnet ved cirkulerende kød) hed Stelarcs oplæg, hvilket lyder væsentligt mere makabert end det egentlig var. En række af de øvrige oplægsholdere – blandt andre Natasha Vita-More på et Skype-link fra USA – berørte også menneskets situation i en tidsalder, hvor kroppe, organer og celler lader sig genskabe, omforme og kopiere i et evigt cirkulerende system. En tidsalder, hvor det ikke giver mening at snakke om menneskets død, fordi der er så mange måder at reproducere kroppen på.

Kroppen er med andre ord ikke, hvad den har været. Den imødegår nye muligheder og nye eksistensformer i et flydende felt udgjort af både biologi og teknologi. “Det flydende felt giver mulighed for distribuerede subjektiviteter” sagde Jacob Wamberg i sit eget oplægs afsluttende diskussion.

Teknologien og det flydende felt giver altså mulighed for at indgå i et evigt flow af tilgængelige subjekter, og det skal ikke nødvendigvis betragtes som en dystopisk opløsning af selvet, men snarere som en mulighed for større udsigt og indsigt.

Den generelle holdning blandt de mange oplægsholdere var, at koblingen mellem menneske og maskine ikke partout skal betragtes som et onde. Snarere skulle kunsten forsøge at undersøge de muligheder, som denne nye konstellation skaber.

En ud-af-kroppen oplevelse
Jacob Kierkegaards fremførsel af lydværket Labyrinthitis optrådte som et fint afbræk fra talerækkerne. Kirkegaards værk er blevet til på baggrund af kunstnerens fascination af ørets evne til selv at producere lyd. Og nej, det er ikke en tanketorsk: Øret laver rent faktisk selv lyd.

Labyrinthitis består af en mængde toner, som tilsammen danner en buldrende lydcollage. Kompositionens sammensætning af forskellige frekvenser, sætter svingninger i gang inde i øret på lytterne. Svingningerne frembringer en klar tone, som kun eksisterer inde i øret på den enkelte lytter.

Oplevelsen af dette lydværk var foruroligende og dybt dybt interessant. Som tilhører blev man dels påvirket af lyden fra auditoriets højtalere, men man blev også påvirket af den lyd, som øret selv lavede. En lyd som befandt sig inden i hovedet på én, føltes det som om. En meget stærk oplevelse, som også affødte en efterfølgende og interesseret debat.

Muligheden for at høre kunstneres og kunsthistorikeres tanker omkring kunstens nuværende position og potentiale burde være alle kunstinteresserede forundt. Art in the wet zone gav i hvert fald mulighed for at få stillet nysgerrigheden og pudset de små grå af.