VÆG – er ikke for skæg

Med base og værksted i hjertet af Aalborg greb billedkunstner Lars Bonde for godt et år siden chancen – da nabohuset blev ledigt – og sprang ud som gallerist.

Med en central beliggenhed og gode lokaler med store facadevinduer ud mod gaden, sikrede han sig en indretning og en synlighed, som ligger helt på højde med det internationale galleri-segment, som han i fremtiden gerne vil identificeres med.

Contemporary Art Gallery VÆG hedder stedet, og Bondes mission i det nordjyske er at skabe en platform for samtidskunsten, der tør satse på de helt unge, de hidtil usete og dem, som er på vej fremad i kunstverdenen.

Kunstner og gallerist
Hans personlige mål er også at undersøge, om det, at han selv er billedkunstner, gør ham i stand til at lave nogle udstillinger, der i højere grad er drevet af kærlighed til kunsten end af kærlighed til profitmulighederne?

Sagt med al respekt for denne ambition og med et glimt i øjet, er jeg sikker på, at hans ambition går i opfyldelse. Især i de første hårde år. Derefter vil jeg tro, at han som alle andre kommercielle gallerister, må lære at udvise kærlighed til kunsten såvel som til økonomien.

International ambition
Men et blik på stedets hjemmeside fortæller med det samme, at her er en gallerist med en lidt mindre kommerciel tilgang til det at drive galleri, men alligevel tilpas ambitiøst til kun at henvende sig på engelsk og med sin egen kunstnerprofil som det afgørende kontaktskabende element. 14 udstillinger er det blevet til indtil nu, og det er første gang KUNSTEN.NU kigger forbi.

Solist med asynkront kor
Dagens åbning lancerer solisten Iben Toft Nørgård med Biolodical Bonding bakket op af den i Aalborgbaserede reklamemand med amerikanske rødder Adam Hansel, københavneren med det svenskklingende navn Thomas Pålsson – og endelig som den utilsigtede rosin i pølseenden udstiller galleristen selv på en væg, som oprindeligt skulle have båret noget helt andet.

Der er ingen indlysende grund til, at netop disse fire kunstneren er havnet i samme rum. En ting kan dog forene de fire udstillere, og det er håndværket og fordybelsen i værkproduktionen, som i alle tilfælde kommer til udtryk som en omhyggelighed og omsorg for hvert enkelt værk.

Når det er sagt, er udstillingen som helhed aldeles seværdig og ganske tankevækkende i sin usammenhængende mangfoldighed.

Vil du høres – så lyt
Adam Hansel er rundet af en american-illustrator-tradition, som gør at han mestrer reklametegningens kunst.

Hvilket overbevisende kommer til udfoldelse i hans stort anlagte værk, der er tegnet/malet direkte på væggen.

Family Matters forestiller en mand og en kvinde med hjernerne proppet med nyhedsinformationer, der skriger hinanden ind i ansigterne – det handler om verdens tilstand, og om hvordan alle mennesker som nationalstater tilsyneladende har glemt den sandhed, at hvis du gerne vil høres, så er det en god ide at lytte, før man taler!

De andres liv
I et tilstødende lille lokale findes Thomas Pålssons The Strongest of The Strange. Et særegent resultat af en dannelsesreje, som kunstneren – kort før han skulle være far – har foretaget med en kammerat blandt truckere randeksistenser og andet godtfolk rundt omkring i verden.

Hans udstilling består af mindre skitser og tegninger fra selve turen på den ene væg og heroverfor stort anlagte og gennemarbejdede tushtegninger på guldnet papir og i egetræsrammer.

De udstillede værker ledsages af et digt af den legendariske drukmås, vagabond og digter Charles Bukowski, der bærer samme titel som Pållsons værkkreds.

Usikkerhed i forbindelse med forældrerskabet
Pållson forklarer, at hans drift mod disse outsidere var forårsaget af den usikkerhed, han følte i forbindelse med, at han selv stiftede familie og derved påtog sig det ansvar, der følger med ægte- og forældreskab.

Hans værker har ikke karakter af forherligelse. Snarere er de en bestræbelse på at betragte disse anderledes eksistenser med indlevelse – uden fordømmelse men også uden at pynte på noget.

Pållson kommer fra Designskolen og han kan sit tegne-håndværk. Billederne virker gamle og hengemte på en måde, som er tilsigtet og fint i tråd med indholdet og de karakterer, de skildrer.

Lidt for cool
Lars Bondes egne fire værker er også på papir, og da de ikke er programsatte, kan man nok forsvare at se dem lidt i parentes eller som udfyldning. De er psykedeliske, muterende og amorfe formationer i kontrastfuld og dynamisk dialog med stærke farveelementer og skyggeagtige menneskefigurer.

Bondes værker har et urbant og energifyldt nutidigt udtryk, som ligger lige på kanten af at være demonstrativt i bestræbelsen på at virke ung og cool. Men jeg vil lade tvivlen komme Bonde til gode og glæde mig til at se ham i friere dressur ved en anden lejlighed.

Vidunderlige vandskabninger
Så til solisten. For Iben Toft Nørgårds Biolodical Bonding er et sandt overflødighedshorn: En verden af fantastiske insekter, skabt af sammenklippede fotografiske brudstykker af planter, blomster, grøntsager og frugt.

Toft Nørgaard har investeret uendelige timer i dette arbejde med at opfinde alle disse vidunderligt troværdige vanskabninger. Det er utroligt nørdet på den ene side og super fantasifuldt, smukt og overraskende på den anden side.

Det er helt sikkert, at en så gennemarbejdet indsats kan skabe en dybere forståelse af biologiens mysterium. Ikke fordi den er videnskabelig overhovedet, men mere fordi den på en overraskende facon afslører, hvordan verdens mylder af skabninger og vækster spejler sig i hinanden. Disse fantasikryb og insekter ser fuldkommen overbevisende ud, og det er på en eller anden overskudsagtig facon fantastisk opløftende!

Så all in all – som de siger hjemme i England – venter der en rigtig fin VÆGoplevelse til den, som skulle få lyst til at tage turen til Aalborg.