Værket starter med sanserne

En tørlagt svimmingpool og et vandfald på kaserede tv skærme. Det er hvad man for tiden kan opleve på Horsens Kunstmuseum, når Maj-Britt Boas to installatoriske bidrag til det Midtjyske samarbejdsprojekt VANDET folder sig ud i museets udstillingssale.

“Jeg har tidligere taget billeder af tomme swimmingpools, og har kredset omkring det her med ubehaget ved det forladte,” forklarer Maj-Britt Boa.
“Det interessante for mig er nu at arbejde i så store formater, at man ikke bare oplever værkerne ved at gå rundt om dem, men rent faktisk også er en del af dem.”

Afstande i tid og rum
Boas installation er nemlig konstrueret sådan, at publikum går fra en dunkel gang direkte ind i bunden af poolen – den bund der i virkeligheden er gulvniveauet i udstillingsrummet.

“Når man kigger op i loftet, ser man en projektion af skyer, der bevæger sig i let forhøjet hastighed hen over en blå himmel,” forklarer Maj-Britt boa og forsætter: “Det gør, at der opstår et udstrakt rum, mellem den oplevede, standsede tid på bunden af poolen og tiden udenfor.

Afstanden op til kanten – og resten af verden – understreges af fjerne hverdagslyde. Og ligesom tiden og rummets niveauer er forskudte, bliver vores bevidsthed om kropslige tyngdepunkter forskudt.”

Vandfald på tv
Boas anden installation er et tårn bygget op af gamle fjernsyn, som står i et rum med vand på gulvet. Når man kommer ind i rummet, mødes man af 37 sne-knitrende fjernsyn.
“Forløbet starter i de øverste fjernsyn med billeder af vanddråber som forplanter sig ned gennem de mange fjernsyn i tårnet og vokser fra en lille bæk der risler, til et lidt større vandløb,” beretter kunstneren.

“Det kulminerer, når et stort vandfald til sidst overtager billedet på alle skærmene og spejler sig ned i det virkelige vandspejl. Lydene starter som spinkle dråber. Når vandfaldet fosser ned, er lyden kolossal, så man mentalt nærmest bliver skyllet væk.”

I projekt VANDET var der fra starten et ønske om at arbejde med fokusgrupper, som igennem et undervisningsforløb bliver gjort opmærksom på, hvad det er for nogle greb, kunstneren bruger for at fremkalde stemninger. Men hvad er det så der virker i Boas værker?

Publikum som en del af værket
“Størrelsesforhold, rum og tid har været centrale elementer i denne udstilling, specielt i pool-konstruktionen,” fortæller Maj-Britt Boa. “Du står i et udstillingsrum, men samtidigt et sted på bunden og bliver usikker på, hvor du overhovedet er henne i rummet – du bliver bevidst om din egen krop i forhold til værket”.

“Værket starter med sanserne og ikke med intellektet, du bliver med din krop og dine associationer en del af værket i stedet for at være tilskuer til det.”

“På udstillingen sanseliggør jeg kroppens erindringer om vandets tyngde,” fortsætter Maj-Britt Boa. “Der er noget tyngende i at være på bunden, som ikke ville være der, hvis du nu fik lov at stå oppe og kigge ned i swimmingpoolen. Der er noget rungende, forladt og ensomt over det velkendte. Hvis man skal være meget fortolkende eller symbolsk, kan man sige, at der er noget grav over den.”

Mellem drøm og virkelighed
Maj-Britt Boa kredser i de fleste af sine værker omkring grænselandet – der hvor det både er hjemligt og uhyggeligt, hvor vejen ind i værkerne er genkendelig og aflæselig, men hvor fortællingens logik bryder sammen og giver rum for et andet sprog.

“Jeg vil rigtig gerne nå ind i det der mellemstadie, man kan kalde et sted mellem drøm og virkelighed,” forklarer Boa. “Lige der, hvor man ligger i sengen og er ved at falde i søvn, og hvor ting kan lade sig gøre på en helt anden måde.
Der kommer en blødhed ind i tanker og forestillinger, en åbenhed for at se ting på nye måder, som i vågen tilstand ellers ligger faste. Den sanselighed og åbenhed vil jeg gerne minde om, når man går ind i mine værker,” slutter kunstneren.