Vanskabeligt overload

Lige inden for døren til udstillingen Face to Face sidder en lille dukke i en kuffert. Crash er et skabagtigt dukkebarn, der flæbende søger opmærksomhed og medlidenhed fra de gæster, der går gennem døren. Og sådan er de fleste værker på udstillingen.

Pisseirriterende kunst
Måske er mit hjerte lavet af iskoldt stål, men jeg finder skabagtige børn pisseirriterende, hvad enten jeg møder dem på kunstmuseer, foran slikhylderne i Netto eller udstillet som kunstværker.

Lige meget i hvilken sammenhæng, de optræder, giver de mig en voldsom trang til at råbe ”SÅ HOLD DOG KÆFT”.

Højtråbende skaberi
Sådan har jeg det med langt de fleste dukker og vanskabninger i Tony Ourslers freakshow på ARoS. De insisterer på min sympati og prøver at tvinge mig til at leve med i deres smerter og problemer.

De græder, skaber sig, er spydige og højtråbende. De spiller på alle følelsesmæssige tangenter, men deres repertoire er ikke større end en fireåriges, og som en fireårig fylder de rummet med larm.

Det samme gør udstillingen. Den larmer og larmer og larmer med en enkelt tavs undtagelse.

Tredimensionel videokunst
Ourslers grundlæggende kunstneriske greb består i at frigøre videokunsten fra den flade skærm.

Han retter i stedet videoprojektioner mod ting i udstillingsrummet og viser todimensionelle filmoptagelser på tredimensionelle former.

LÆS INTERVIEW MED TONY OURSLER: KLIK HER

Ved at indsvøbe formerne i lyset fra projektorerne gør han dem levende.

Når nærbilledet af et jamrende ansigter vises på hovedet af en dukke skaber Oursler illusionen om, at dukken er levende.

Virkelig virkelighed eller kunstig kunst
Men Oursler undergraver øjeblikkeligt illusionen. De tekniske apparater, der indgyder dukkerne og vanskabningerne liv, er ikke skjulte.

Videoprojektorerne er synlige som integrerede dele af værkerne. På den måde peger Oursler på, at vanskabningernes livagtighed er kunst(igt skabt).

Medynk forvandlet til irritation
I det øjeblik Oursler undergraver illusionen og afslører, at videoskulpturerne kun er kunst, forvandles de jamrende ansigter til rene postulater.
Dukkerne og vanskabningerne råber i munden på hinanden for at få min opmærksomhed, men den bristede illusion har forvandlet min medynk til ren irritation.

Denne følelse af irritation får kraft af udstillingens opbygning. De enkelte værker er ikke afskærmet fra hinanden, så lydene flyder sammen og skaber en infernalsk larm. Der er alt for mange larmende værket på alt for lidt plads.

Ssshhhhhhhhh…
Men midt i udstillingen træder jeg ind i et højloftet mørkt rum fyldt med store flakkende blinkende stirrende øjne.

Larmen fra værkerne udenfor trænger svagt ind gennem indgangen til Eyes, men overdøves på mærkværdig vis af tavsheden i rummet. Den er så massiv, at larmen udefra forvandles til ligegyldigt baggrundsstøj.

Det er en knuende tavshed, den virker elektrisk og skælvende, som om den blot er midlertidig, og rastløst venter på at blive brudt.

Men værket har heldigvis ingen mund, der pludseligt vil råbe efter mig. Der er kun de store øjne, der blinker, flakker og stirrer.  De gør ikke andet, og de behøves ikke at gøre andet for at holde mig fast. Det, som de jamrende dukker og vanskabninger ikke formår, formår de tavse øjne.

Overdøvende tavshed
Tavsheden er massiv og overdøvende, netop fordi den står i kontrast til larmen udenfor. Uden den forudgående tur forbi de jamrende dukker og vanskabninger ville tavsheden virke svagere. Jeg ville måske slet ikke opdage den, når jeg pludseligt stod foran øjnene.

Måske skal jeg derfor prise mig lykkelig over at ARoS har fyldt alt for mange højrøstede videovanskabninger ind i Tony Oursler-udstillingen.

Der er bare et enkelt problem – der er langt fra Eyes til udstillingens udgang og vejen er fyldt med jamrende vanskabninger. Og de vil helt sikkert ikke holde deres kæft.