Veldrejet kulturkritik

Samtidskunsten skaber ikke. Samtidskunstnere finder,kopierer, manipulerer og flytter ting ind i nye rum, hvor det typisk ikke hørerhjemme og derved får en helt ny betydning.

Den konceptuelle leg gennemstrømmer udstillingen Modeling Agency i 68 Squaremetres ArtSpace på Amager, hvor en gruppe Wien-baserede kunstnere huserer i disse dage.

Kuratorerne Janus Høm (DK) og Martyn Reynolds (NZ), der erbilledkunstnere med base i Wien, vil undersøge et fænomen i tiden:

“Alle i dag der engagerer sig i kultur via ting somFacebook, mode, etc. filtrerer den igennem deres egne oplevelser til at skabeet subjektivt udtryk af deres forhold til samfundet.”

En kulturdiagnose
Høm & Reynolds italesætter en forbrugspraksis, hvor vi forbruger produkter, billeder og oplevelser i skabelsen af voresidentitet, der konstant kan genstartes. Vi er, hvad vi indtager, postulerer ogfår at vide vi er. Vi modellerer vor identitet. Og jo bedre vi er til det, jostørre succes.

Dét at flytte et objekt fra et sted til et andet, blev medMarcel Duchamps pissoir (Fountain,1917) til en kunstneriske handling i sig selv. En provokerende handling, fordikunsten var og stadig er barikaderetaf en masse højtragende idealer og finkulturelle koder. Det er netop dissekulturkoder, som Høm & Reynolds benytter sig af.

Humoristisk understreget med R. Kellys patetiske ‘hip-hopera’-serie Trapped in The Closet, der i indgangen til udstillingen har fået kuratorernes introduktion som undertekst.

Produkter på besøg
Modeling Agencyer præget af objekter og produkter, som aldrig var tænkt som billedkunst:Reynolds hånd fotograferet med en Coca-Cola dåse (Christoph Bruckner Theory of Referentiality2010), emballage til toiletpapir, en anmeldelse af en Kate Bush-plade (Benjamin Hirte, Untitled, 2011)og et audioclip fra Woody Allen-filmen Midnightin Paris (Nora Kapfer, AllmanshausenI, 2011).

Disse objekter er suppleret af andre produkter, der omvendtnærer sig ved betegnelsen ‘kunst’. Det gælder blandt andet pornofilmen X-Art: Teenagers in Love, 2011 (Philipp Timischl, Man ofScience, Man of Faith, 2011) og en række værker, der mimer en rækkeret ligegyldige hverdagsobjekter fx en pizza (Michele Pagel, El Calzone, 2011)og en bordbuk (Björn Westphal, Allewollens keine tuns, 2010).

Produktivmeningsløshed
Disse objekter, der krydser ind og ud over grænsen til kunsten krydres med enperformance af det tysk-østrigske kunstnerkollektiv Gelitin v. SalvatoreViviano (Opening Performance 2011,compilation of Gelitin performances).

Gelitins kunstpraksis er ofte bygget over nogen forholdsvisstupide og fysisk udfordrende handlinger, der unddrager sig funktion og mening.En proces, der jo kan være yderst produktiv i en verden, hvor alt skal giveumiddelbar mening.

Denne ferniseringsperformance bød på transseksuel, surreel,tagdans i lille kjole og plateau-støvler indhyllet i spotlys og flagrendetoiletpapir krydret med et sæt bare baller: www.gelitin.net, står der på dem. Detskulle vise sig blot at være indledningen.

Næste afdeling var i selve udstillingsrummet blandt publikumog en kende mere betydningsladet.

Så drejer vi en vase
Samme trans-kønnede performer valser flirtende gennempublikum (ca. 70 mennesker på 50kvm), imens ‘hen’ uddeler chokoladekaramellerfra sin MoMa-pose.

I et hjørne af udstillingsrummet tager ‘hen’ nu plads, hælder karamellerne pågulvet, hiver en belgisk vaffel ud af dens indpakning, og fører nu den førstekaramel til munden. Smiler suttende og flirtende til publikum.

Karamellenforlader nu munden og føres op i røven med ansigtet lagt i naturligt anspændtegrimasser.

Publikum griner og kigger lidt på hinanden. Næste karamel. Enti-femten stykker bliver det vel til, imens stemningen langsomt blver mere og mereløssluppen i lokalet.

Nu hives vaflen frem, og man aner næste skridt. Performerenpresser nu siddende i hug, med stort smil og endnu strammere grimasser, enchoko-karamel-lort ud på vaflen. Latteren tager til. Hele seancen ender med atdannebrog fæstnes midt i ‘lorten’ under stort bifald fra de fremmødte.

Modelleret kultur
Skal vi diskutere om dette er kunst? Nej, det behøver vi ikke. Det er det, ogdet får sin betydning som kunst:

Vi indtager produkter, tomme kalorier og skider vores modellerede og fordøjede indentitet. Næste dag, nye kalorier. Tydeligere kan detvel ikke formuleres?

Modeling Agency eroverordnet set kendetegnet ved værker, der primært giver mening som enkulturdiagnose over vor tid.

Det er handlingen der er i fokus: Dét at ‘modellere’ting, og os selv, så vi passer ind. Det er simpel grænseoverskridelse menprovokerende, fordi det er rigtigt set og siger mere om vores meningstomme ogukritiske forbrugs- og Facebook-kultur end vi bryder os om.