Velkommen til fortabelsen!

Man er advaret allerede på gadeplan. Et par knuste, røde æg ligger i vinduespartiet og indholdet; en udentificerbar gul slim, hænger på indersiden.

Her dræber man sine egne, skider i egen rede og hopper rundt i resterne.

Narcissos’ hule
Hvis man trods advarslen vælger at krydse dørtærkslen træder man ind i en mildt sagt farverig og sansemættet totalinstallation.

Dekadence i ekstrem form.

Parfyme hænger i lokalerne. Calvin Kleins Obsession. Selvfølgelig. De eneste ‘overlevende’ i scenariet; to papegøjer, udstoppet og naglet til to skulpturelle objekter, der bringer associationer til væltede spiseborde, er værter for arrangementet.

I det imponerende, minutiøst installerede gulv ser du dig selv, papegøjernes sprog er dit eget, din eksklusive duft smyger sig om dig og på væggene hænger dine kopivarer, Hermes Paris-tørklæder, med diverse smykker, penis-simili, silkekjoler og lignende selvdyrkelsesobjekter. Altsammen fordelt i to paralelle rum med hver deres helvedes-fortælling badet i henholdsvis røde og lilla nuancer.

Det er et rum, en Narcissos-hule, der fortærer selvet i en kvalm rus, hvor alt ægte tilsidesættes. Afkommet omkommer, plasticoperationer indrammes på væggene og alt er badet i sit eget lækre men udtværende lys.

En tur i helvede
Det er “mere af mig selv i monitoren!”, som popstjernen desperat skreg, imens huden spændes ud med kemilkalier og silikone.

Identiteten kan optimeres til den seneste trend, kroppen kan modelleres, afkommet kan afvises, designes.

Og et sted – lidt gemt af vejen – finder vi også den ultimative selvdestruktions redskaber: en kniv, gemt bag døren.

Man fortaber sig i Alex Da Cortes favn, for der er virkelig lækkert, nogle værker tilbyder sig ligefrem som spiselige, men man opdager midt i rusen den destruktivitet, der ligger i fortabelsen, og jo længere man opholder sig i installationen, jo mere desperat og klam bliver overfladen, stemningen og fortællingen.

Hér fortærer alt langsomt sig selv med en desperat latter. Og inden man får bevæget sig ud igen, har fortabelsen indhentet én.

Det er helt sikkert ikke tilfældigt, at det sidste objekt man møder på sin vej gennem de knuste æg mod udgangen, virkeligheden, er en stor kniv med glasklinge.

Værsgo! Her er vejen ud…

Et mangesidigt værk
Alex Da Corte er et forholdsvis ukendt blad herhjemme, men er hot shit i hjemlandet, hvor han har turneret flittigt. Sidst vi så ham i foråret 2012, udstillede han sine såkaldte Shampoo Paintings hos Risley.

Kvalmt duftende, forfængelighedsmalerier, der både udfolder kunsten som kulturel adfærdsforskning og provokerende leg med hverdagens forfængeligheds-objekter.

Nu tager Da Corte os mildt sagt ind i det ekstreme output for den undersøgelse. Selfies, sexisme, svigt, fortabelse og ekstremt (selv-)forbrug ligger som diagnoser af samtiden i Delirium 1, og som titlen antyder, er vi kun ved begyndelsen!

Alt er udført med et udsøgt og ekstremt forfinet udtryk og formsprog, og i denne totalinstallation er både tekstildesign, arkitektur, maleri, foto, installation og performance en del af Da Cortes udfordrende værkbegreb.

Videoværket A Season in Hell fra 2012 leder fint op til Delirium 1 hos Risley og introducerer til og med den poetiske baggrund: Rimbauds selvdestruktive, opiumstågede digt fra 1873, hvor den fjerde ud af ni dele hedder ’Delirium 1’ men med bititlen: The Foolish Virgin – The Infernal Spouse – en figur vi også møder i flere indpakninger i lokalerne i Bredgade.

A Season in Hell from alex da corte on Vimeo.

Fragmenter af besættelse
Vi træder ind på en scene, hvor vi selv skal stykke handlingen sammen, og den proces har Da Corte gjort til en virkelig stor fysisk, poetisk og erkendelsesmæssig oplevelse med en temmelig uforglemmelig eftersmag.

Hvis man overhovedet skulle udtale en eller anden form for negativ kritik i mødet med denne ret exceptionelle udstilling, skulle det være, at alle delene i udstillingen er til salg, og bliver solgt enkeltvis som fragmenter af en installation med et budskab knyttet til helhedens pirrende effektive fortælling.

Det er nemlig overdrevet, dialogen mellem papegøjer og parfyme, knuste æg og dildoer, Obsession-stanken og spejlningerne, der realiserer værket. De vil ende som fragmenter med en slatten aura – og måske duft!

Det er trist og en smule ironisk. Man kunne så håbe på, at en institution forstår sin besøgstid og køber hele helvedet, inden delene fortæres af gribbene.

Så er den givet videre…