Verden set fra Louisiana

‘Carpe diem-svin’. Du kender dem sikkert. De er på kanten af lalleglade, i pagt med sig selv og deres sti i livet, og hvis man har et problem, så siger de, at det bare er op til dig eller foreslår en ny terapiform. Jeg har altid haft svært ved denne totalfleksible livsfilosofi.

Samme undertone ligger der i titlen på Louisianas nye udstilling, The World Is Yours. Verden er din. Så grib dog chancen! Jeg ser de udslåede hænder og opspærrede øjne for mig. Imens sender man en flygtig tanke til dem, der står uden for dette ejer- og mulighedsfællesskab og bliver lidt tør i halsen.

Én til én
Nok om titlen, for det der rumsterer i de hvide haller, er en stor 40 værkers gruppeudstilling med samtidskunstnere, der nyder international anerkendelse. Vil man se kunst på vej mod rampen, skal man gå andre steder hen. Og hvis man tror, at kunsten i dag er præget af foto-, aktions- eller performancekunst bliver man skuffet. Her er video, maleri og installationer, og værkerne er “rigtig kunst”, der står pænt stille, klar til at blive mødt.

De udvalgte kunstnere fra nationalhelten Olafur, over schweiziske Pippilotti Rist, britiske Douglas Gordon til nyere navne som for eksempel kinesiske Cao Fei, indiske Shilpa Gupta, albanske Adrian Paci, norske Sissel Tolaas og amerikanske Matthew Day Jackson er alle chekket ind på den internationale kunstscene. Og dårlige værker er der kort sagt ingen af. Det, der kendetegner dem, er, ifølge Louisiana selv, at de kommer dig i møde. De kommunikerer 1:1.

Så længe de står stille…
Her ligger en idé om at præsentere samtidskunst, der ikke er optaget af at udvide kunstbegrebet og kunsten som institution. Et farvel til den selvoptagede og masturberende gren af samtidskunsten, antyder museumsdirektør Poul Erik Tøjner i åbningstalen. Det er måske befriende at slippe for den selvsmagende og selvreflekterende kunst, men det opgør med institutionen, som ligger netop dér, er ikke et uvæsentligt aspekt af kunsten også den dag i dag, og den kunst, der konfronterer publikum 1:1, er netop et resultat af selv samme opgør med begrebet ‘kunst’.

Det har man lagt på hylden under ‘uvæsentligt’ på Louisiana og vendt sig mod en “direkte kommunikerende” kunst. ‘Oplevelseskunst’ kunne være den grimme term. ‘Kunst der vil sin beskuer noget’ kunne være den mere imødekommende term.

Olafurs isdesign af en brintdrevet BMW i et fryserum med -10 grader, Corey McCorkles spejlgang, og på den anden side Rafael Lozano-Hemmers fascinerende radioinstallation, hvor man som skygge agerer volumeknap og søgenål mellem 60 radiostationer (fra militæret til Radio Voice) er tre meget konkrete eksempler på denne kunst, som enten fremstår lidt forsimplet, eller fascinerende i sin interaktion. Douglas Gordons værk 30 sekunders tekst fra 1996 viser hvor stramt det kan gøres. Andet skal ikke siges her. Det skal opleves!

Et udvidet møde?
Sandheden er, at alle de mange gode værker adskiller sig ved, at de enten forsimpler eller udvider sit budskab i mødet. Og det bliver kendetegnende for, hvorvidt værkerne ender med at optage en, når man står der 1:1 med værket. Ligger der udvidede refleksioner i laget under det tilsyneladende, der kan sige os noget om vores samtid?

Her vil jeg fremhæve Superflex’s videoværk Flooded McDonald’s fra sidste år, der i sit både poetiske og humoristiske billedsprog fremstår som et nutidens dommedagsscenarium, hvor det velkendte modersymbol på den vestlige kultur konfronteres i boblende stilhed af naturens mindst ligeså virkelige virkelighed. En pommes-frites, der stille cirkler mod overfladen, bliver pludselig fyldt med poesi og refleksioner om nutid og fremtid.

Én og én
Samme stærke møde (og lugt!) præger Sissel Tolaas’ værk Fear of Smell – Smell of Fear, hvor hun kemisk har reproduceret den moderne lidelses koncentrat: Angstsved fra otte midaldrene mænd, som man kan få ubehagelig tæt på sig – en sanselig overskridelse, fordi den er utrolig konkret og privat.

Britiske Simon Evans’ imponerende notesbogs- og minioptegnelsesunivers forsøger at kortlægge hans egen identitet og plads i verden skitseret i de mest fantastiske små diagrammer over hans ejendomme, verdens sammenhæng og faderkomplekser, hans venner og London set fra menneskehøjde. Et skatkammer og en reflekteret personlighed, der minder én om, at et møde kræver udlevering; 1 OG 1 – ikke 1 til 1.

Louisiana rules!
Det er vigtigt, at kunne tage på Louisiana og opleve god samtidskunst. Efter 10 år kan man så spørge sig selv, om Louisiana mener de opdaterer kunstbegrebet for det danske kunstpublikum? Det er ikke tilfældet. Især ikke når der udelukkende bliver arbejdet indenfor et så traditionelt og ufarligt værkbegreb, hvor kunsten stadig står stille og holder hænderne pænt over dynen.