Verdens støj i Ringsted
Maria Nicolaisen balancerer med overvældende overskud på line mellem indre ro og kollektivt kaos.
Maria Nicolaisen balancerer med overvældende overskud på line mellem indre ro og kollektivt kaos.
Maria Nicolaisen er en kunstner, der i mange år har arbejdet i periferien af en aktiv praksis, idet hun har brugt størstedelen af sin store energi på at være primus motor, ildsjæl og karismatisk leder af Ringsted Galleriet – et samtidskunstgalleri, der nok ikke er så kendt som det burde være, men som i ro og mag har udstillet en perlerække af de bedste danske kunstnere igennem årene.
Livtag med Ringsted
Nicolaisens egen kunst har med mellemrum kunnet ses i forbindelse med forskellige gruppeudstillinger, hvor hun med stor sikkerhed har skabt stemningsfulde, formalistisk orienterede installationer bestående af enkle elementer som vand, lys, med mere, der har været karakteriseret af en vibrerende, poetisk stilhed i udtrykket.
Nu har Nicolaisen endelig selv taget livtag med en soloudstilling i Ringsted Galleriet, og karakteristisk for hendes generøsitet har hun valgt at udforme udstillingen som et kæmpe samarbejde med alle mennesker i hele Ringsted by, der har haft lyst til at bidrage.
En offentligheds øjne
Det er der kommet en meget ‘larmende’ udstilling ud af, som står i stærk kontrast til Nicolaisens tidligere meditative værker i rene, rolige former. I Alt muligt er det bogstaveligt talt det hele, der er med. Udstillingen består af seks store billeder, der er bemalet med let hånd i runde, organiske former, der ‘føder’ hinanden og udvikler sig, så de fylder større eller mindre dele af lærredet – resten af baggrunden står nøgen.
Over disse strukturer eksploderer en sand myriade af påklæbede mediebilleder så; udklip på udklip fra blade og aviser, indsendt eller indsamlet og sat op af de frivillige hjælpere, som Nicolaisen har fået engageret i projektet. Således bliver det indsamlede materiale mere en undersøgelse af, hvad tusind øjne har kigget på og valgt ud af mediebilleder, end en nøje udvalgt samling af bestemte billeder med en bestemt historie.
En udmattende udligning
Resultatet er, som man kan tænke, kaos. Det er verdens hastighed, det flygtige og foranderlige medielandskab, der flimrer foran øjnene på en og skaber den udmattende, zappende udligning af udsagn, der i sidste ende går op i nul.
Man får en næsten deprimerende fornemmelse af mediebilledernes udsugning af mening, hvor Britney bliver nøjagtig lige så gyldig (eller ligegyldig) som Taleban eller AIDS.
Informationer ude af kontrol
Det er et godt budskab, at alle kan deltage i at skabe virkeligheden og redigere dens billeder i det kunstneriske rum, men værkerne får sjældent ro til at virke. Det er så kaotisk, at man ikke får noget budskab ud af det, men blot fornemmer den håbløse strøm af information, som er ude af kontrol.
Imidlertid balanceres billederne smukt af nogle simple, udskårne former i bemalet plade, der hænger imellem malerierne og ligner brudte mønstre kombineret med cirkler. Disse form-elementer formår at tilføre udstillingen lidt helhed og ro. Men overvældende er det nu alligevel.
God kunst til folket!
Ringsted Galleriet under Nicolaisens ledelse er regionens stærkeste bud på god samtidskunst i form af et non-kommercielt projektrum, men takket være de blinde politikere i Ringsted bliver potentialet langtfra udnyttet.
Det ville være oplagt at opgradere galleriet til et meget bedre beliggende rum med en ordentlig økonomi, så mange flere besøgende ville kunne få glæde af de gode udstillinger.
Fakta
Udstilling
Alt muligt
4 okt 2008 26 okt 2008
Maria Nicolaisen
Ringsted Galleriet Se kort og tider