”Vi er hele tiden det, vi er nu”

”Det passer jo egentlig meget godt til anledningen,” bemærker Jørgen Michaelsen i frokostpausen efter Steen Nepper Larsens oplæg om oplevelsesøkonomien og kapitalismens overgreb på kunsten. ”Man skal altid kæmpe for kunsten,” smiler han.

Jørgen Michaelsen er studieleder og lektor i billedkunst ved Det Jyske Kunstakademi, men det er ikke akademiets økonomiske udfordringer, han henkastet refererer til i køen til toilettet. Det er i stedet til den forbandede novemberkulde, som sniger og bider sig ind i den gamle fabrikshal og ind under frakkerne på de cirka 30 personer, der er mødt frem for at deltage i akademiets 50 års jubilæumssymposium.

Og måske har Jørgen Michaelsen ret. Kulden passer forbløffende godt ind. I hvert fald i forhold til den uformelle og rå stemning, der ved første øjekast og gåsehud synes at præge arrangementet. Varmeanlægget larmer så meget, at det må være slukket, når oplægsholderne taler fra den lille interimistiske scene formet af to polstrede lænestole; i det ene hjørne læner gamle paller sig op af den rå murstensvæg og på et gammel værkstedsbord står en karton sødmælk til fri afbenyttelse sammen med termokander og kopper af plastik.

Der er altså ikke meget ”længe leve” og talerstolshøjtidelighed over den her jubilæumsfest. Til gengæld agerer de to studerende Emilia og Søren på entusiastisk og varm vis sprechstallmeistere for dagen, til aftensmad arrangeres der fælles-pizza-bestilling, og i baren kan man købe en sikkert iskold white russian for 15 kr.

Historien om Det Jyske Kunstakademi
Den gamle Ceres-fabrikshal har Det Jyske Kunstakademi lejet i dagenes anledning, væk fra de noget mere lavloftede lokaler i Mejlgade, hvor akademiet til daglig hører hjemme og har gjort det siden 1965. Akademiet, som blev oprettet allerede i 1959 af en kunstinteresseret forretningsmand ved navn Kam Petersen, blev statsanerkendt i 1964, og det er den skæringsdato, Det Jyske Kunstakademi fejrer i år.

I virkeligheden var 1964 ikke et ubetinget glædens år. Nogle år for forinden var skolen blevet en selvejende institution med direktør F.W. Øberg Petersen som bestyrelsesformand – en ihærdigt arbejdede mand, der fra start kastede sig ind i kampen for at få skolen statsanerkendt med henblik på at modtage støtte fra det nyoprettede Kulturministerium.

I det arbejde engagerede han kunstneren Niels Lergaard, der var dekan på Det Kongelige Danske Kunstakademi på daværende tidspunkt. Lergaard skulle blandt andet hjælpe til med at finde nye anerkendte lærere til skolen – en idé Kam Petersen dog ikke var helt enig i. Han følte sig forbigået i processen, og det førte ifølge nuværende rektor Jesper Rasmussen til et ”heftigt og dramatisk brud” mellem de to Petersener.

Øberg Petersen førte skolen videre under navnet Jysk Kunstakademi og opnåede sin statsanerkendelse. Kam Petersens skole derimod blev til Aarhus Kunstakademi – en skole, der i dag hører under Folkeoplysningsloven.

Det Jyske Kunstakademis historiske vingesus er godt gemt væk ved jubilæumssymposiet. Ikke fordi vingesusene er dramatiske, men fordi akademiet traditionelt set ikke bærer på nogen tradition. Det tilbageskuende og traditionsbundne, som ellers er klassisk for jubilæumsfejringer, er fraværende ved denne. Programmet er i stedet stopfyldt med indslag fra de studerende, diskussions- og debatforummer om samtidens kunstuddannelse, kunstpraksis og kunst generelt, og hver morgen starter ud med et usentimentalt musikalsk indslag fra husorkestret The DJK Stew Flue Free Association Orchestra.

Det er faktisk kun i akademiets jubilæumsbog, som udgives ved lejligheden, at man finder et par ord om de år, som er gået forud. De er skrevet af rektor Jesper Rasmussen, som desværre glimrede ved sit fravær til fejringen på grund af sygdom.

Et akademi på sultebudget
Ifølge Rasmussens jubilæumsartikel er konflikten i 1964 blandt flere af dem, som akademiet har måttet stå igennem de sidste 50 år. Det er dog det faktum, at akademiet aldrig har opnået fuld statsstøtte, som fylder mest i spaltepladsen. Det privilegium er forblevet Det Kongelige Danskes, mens Det Fynske og Jyske har måttet overleve på ”sultebudgetter” fra deres respektive kommuner.

”De to akademier [har] et driftsbudget, der er 10-12 gange mindre end Det Kongeliges,” skriver Jesper Rasmussen. ”Det sætter dem i en vanskelig situation, når de skal drive videregående uddannelser på helt urimelige vilkår, der ikke kan stå mål med de kunstneriske ambitioner.”

Nød lærer nøgen kvinde at spinde
På trods af den skæve fordeling, mener Rasmussen dog, at de to provinsakademier har formået at spille en vigtig rolle for det danske kunstliv.

Og det er da heller ikke ukuelighed, det skorter på ved jubilæumsfejringen. Foruden den stiltiende accept af kulden, nævner flere, det store elevengagement og akademiets vedvarende forandring som en styrke.

For Kristian Schrøder, som tog afgang fra akademiet i sommers, er det måske ligefrem akademiets kamp for overlevelse, der har givet stedet en profil. For ham er det det stærke elevdemokrati, der er skolens kendetegn, en “værdifuld” egenskab, som har været ubestridelig, mens han selv studerede der.

”Der er noget ”nød lærer nøgen kvinde at spinde” over det,” siger han. ”Det er i virkeligheden den erfaring, som man gør i samarbejdet med andre, der er værd at fejre i dag.”

Eva la Cour, afgangsstuderende i 2010, peger også på fordelen ved at være den lille, underkuede. ”Den lille skole er hurtig til at rykke sig, man kan prøve flere ting af, og så er den en vigtig pol til den store Kongelige,” siger hun.

Ifølge lektor og billedkunstner Nanna Gro Henningsen var det derfor heller ikke oplagt at afholde et traditionelt jubilæumsarrangement. ”Vi er en lille institution med stor udskiftning i studerende og undervisere. Vi blev nødt til at stille os selv det spørgsmål, om der overhoved var en mening med at afholde et jubilæum,” fortæller hun.

En fejring af nuet
Nanna Gro Henningsen har undervist i kunsthistorie og –teori på skolen i tre år, og hun sad med i jubilæumsudvalget, da de tog stilling til fejringen. ”Det er jo en klassisk traditionel ting at fortage sig, men der bliver ligesom nødt til at være en særlig grund til det,” smiler hun. ”Hvis man skal fejre en institution, skal den institution have en permanens. Og er der noget, som kendetegner den her institution, så er det, at den hele tiden transformerer sig.” Samme transformative karakter, mener hun, var vigtig at give symposiet.

De indslag, performances og diskussioner, som foregår på Kedlen i disse dage, er derfor ikke et udtryk for en retrospektiv fejring, men i stedet en bekræftelse på, at Det Jyske Kunstakademi aldrig er det samme. Med Nanna Gro Henningsens ord er DJK ”en dynamisk institution; en rullende transformation”, og jubilæet er derfor mere et forsøg på at lukke en debat op indeni huset såvel som udad huset.

”De diskussioner, vi kan få gang i her, er forhåbentlig nogle diskussioner, som kan leve videre, når jubilæet er ovre, og hverdagen går videre.”