Vibeke Mencke Nielsen: ”Kunst er ligesom religion, og der er religionskrig”

Kunsten.nu har talt med Vibeke Mencke Nielsen om at være første kvindelige professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, om grafikken som kunstart og om hendes egen kunst, som er gået mere eller mindre uset hen. Hun er lige nu udstillingsaktuel på Rønnebæksholm.

Kunsthistorien evalueres i disse år for eksempel gennem udstillinger med g(l)emte kvindelige kunstnere fra sidste og forrige århundrede såsom Bertha Wegmann, Suzanne Valadon, Alhed Larsen, Elisabeth Jerichau Baumann med flere. Udstillinger der belyser deres kunst, praksis, netværk samt deres samtid. Der er fokus på dét, der blev skrevet ud, gemt eller glemt på grund af køn, klasse, stilart, nationalitet eller andre ekskluderende strukturer eller begreber. Dog hører overseelsen, udskrivningen eller eksklusionen ikke nødvendigvis en fjern fortid til.

Vibeke Mencke Nielsens (f. 1937) kunst råber ikke højt og har mere eller mindre levet i det skjulte. ”Jeg arbejder altid i serier, fordi jeg ikke kan stoppe igen”, siger hun som noget af det første, da jeg træder ind i entréen i et nyere parcelhus på en stille vej væk fra Bogø Hovedgade. Ude i skuret har hun to depoter med værker, og et arkivskab er deponeret andetsteds med flere tusinde tegninger.

Professor på afbud

Mencke Nielsens hjem er fyldt med kunst – både hendes egen og andres – fra et liv, hvor hun som kunstner har fordybet sig i tegning og grafik, og har engageret sig i kunsten både i Danmark og Norden som professor og gennem forskellige stillinger og poster.
Hun var den første kvindelige professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi på Grafisk Skole fra 1989-1998 og er lige nu aktuel på udstillingen Når noget stikker på Rønnebæksholm sammen med to af hendes tidligere studerende, Carina Zunino og Anne Marie Ploug.

”Jeg blev professor på et afbud”, fortæller hun ved sit spisebord, hvor vi kigger ud på en mur af træer, der bevæger sig i vinden. ”Jeg var uønsket. Det var ikke bare, at jeg var kvinde. Det var det, jeg repræsenterede. Jeg var ikke postmoderne. De påstod, at jeg repræsenterede Aksel Jørgensen, hvad jeg på ingen måde gjorde. Det værste, man dengang vidste på kunstakademiet, var Decembristerne og denne form for fortællende kunst. Kunst er ligesom religion, og der er religionskrig”.

”Preben Hornung sagde engang til mig om en elev, at denne jo var meget talentfuld, men de var nødt til at kassere ham, fordi han var naturalistisk, og i lang tid havde de ikke bestilt andet end at rense maleriet, så det var abstrakt eller figurløst. Det lærte mig noget for livet, og det har jeg forsøgt at bekæmpe med arme og ben. Det skal ikke være holdningsbestemt. Jeg har prøvet at puffe mine studerende til deres egen tænkning.”

Vibeke Mencke Nielsens blik er fast og viger ikke. Hun blev professor, selvom én fra bedømmelsesudvalget nok hellere havde set hende hængt end på kunstakademiet, som hun udtrykker det.

”De to eksterne medlemmer i udvalget var kvinder, ellers var jeg ikke blevet valgt”, siger Mencke Nielsen. ”Det ved jeg fra min veninde, som arbejdede på universitetet, og som gav mig en oversigt over, hvornår kvinder blev udpeget på KU de sidste 30-40 år.”

Mobbet og på aconto-løn

Begyndelsen på professoratet var absolut ingen dans på roser. Hun blev mobbet, siger hun og tilføjer, at nogle gerne så hende et sted hen, hvor hun ikke kunne findes igen. På grund af en klage til ombudsmanden over ansættelsen fik hun aconto-løn, og hendes ansættelsespapirer kom ikke på plads før halvandet år efter, men hun var ligeglad. ” Jeg gik ud og fik midler fra erhvervslivet, fordi jeg næsten ingen driftsmidler fik de første to år”, fortsætter hun. ”De håbede, at jeg knækkede nakken.”

Det var ikke kun et spørgsmål om køn, men lige så meget om grafikken som kunstform. Professoratet havde stået ledigt i to år, da Mencke Nielsen fik det, og akademiet havde haft planer om at lukke Grafisk Skole, hvilket Vibeke Mencke Nielsen fortæller, var den overvejende grund til, at hun søgte professoratet.

”Den var besvimet, den skole. Jeg gik i gang med at bygge om og rydde op lige med det samme, og det blev jeg ved med. I fem år efter jeg var blevet professor, gik jeg ikke til ferniseringer. Jeg vidste ikke, om jeg fik tæsk. Du kan tro, at de var tossede på mig.”

Medlemmer af Danske Grafikere havde frit kunne bruge Grafisk Skole, når det passede dem. Derfor blev alle låse udskiftet, som det første. Et oprør hun bar med sig fra sin egen studietid i begyndelsen af 1960’erne, hvor man som studerende ikke altid vidste, hvornår man kunne bruge trykpressen. Derudover var hendes egen studietid på Grafisk Skole præget af mangel på reel undervisning, sådan at hun sideløbende gik til arkitekturforelæsninger og læste dansk, fordi hun “var bange for at blive dum”, som hun siger. Hun sad selvfølgelig også i elevrådet sammen med medstuderende Dea Trier Mørch, som hun fulgtes gennem akademiet med.

Skrap lærerinde

Som professor fik Vibeke Mencke Nielsen Grafisk Skole til at fungere. Elevtallet steg, hun fik driftsmidler og anerkendelse, og hun husker 1990’erne på Det Kongelige Danske Kunstakademi som en god tid med samarbejder med mange gode mennesker. Nogle af hendes elever tæller i dag, udover udstillingsaktuelle Anne Marie Ploug og Carina Zunino, kunstnere som Ann Lislegaard og Joachim Koester.

”Jeg tror nok, at de synes, jeg var skrap. Jeg ville ikke have nogen, der stod og malede. Man skal mene det alvorligt. Jeg lavede gammeldags undervisning, ikke så meget i teknik, fordi det er tænkningen, der er det alvorlige. Når man har en idé, skal man vide, at en koldnål er lodden og gør dét, mens papir gør sådan. Den farve er sølvfarvet, den anden er mørk som natten og så videre. De skulle kunne selv. Men det vigtigste, når man kommer ind på akademiet, er, at man ved, hvorfor man er der. Selvom jeg godt ved, at jeg ikke selv ved, hvorfor jeg tegner, og at noget er tilfældigt.”

”Jeg har undervist massivt i omverdensbevidsthed, for hvad skal vi med kunstnere, som ikke kan kigge ud over deres egen navle? Vi skal have nogle kunstnere, der er opmærksomme. At nogle kunstnere er forud for deres tid, er noget vrøvl. Ingen er forud for deres tid. Der skal nogle særlige evner til, hvis du skal opdages, imens du er i live. Så skal du lufte dine ting. Det har jeg jo ikke selv gjort. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der ikke er så mange, der har opdaget mig. Jeg har gjort noget andet, og jeg har jo talt om alle andre kunstnere op ad stolpe og ned ad vægge.”

Det gør man ikke!

I det ufravigende blik hos Vibeke Mencke Nielsen ligger også en opmærksom og sensitiv opfattelse af omgivelserne og en tænkning om kunst, billede og samfund. Hun udtrykker sig gennem tegninger, grafik og akvarel; medier der oftest ses som mindre rangerende i kunsthierakierne og i kunstscenens hype og modefænomener. I Danmark, fortæller Mencke Nielsen, har der hersket en idé om, at grafik ikke skal koste særligt meget. I 1970erne kom en bølge, hvor kunstnere lavede deres populære malerier om til grafik – for at sælge disse reproduktioner for mindre penge til mange flere. Mencke Nielsens holdning klar:

”Det gør man ikke, fordi man tænker igennem et medium. Ting som ‘sort er ingen farve’ eller ‘det er jo bare reproduktion’ er jo idiotisk at sige om grafikken. ‘Farvelader’ kaldte Grønningens folk akvarel, og det er blevet kaldt ‘damekunst’. Da jeg gik på Grafisk Skole, var det ikke fint med serigrafi. Jeg er da ligeglad med, om det er kartoffeltryk eller serigrafi, eller hvad det er. Jeg vælger det materiale, som jeg tænker igennem. Hvis jeg får en idé, og den skal gå lidt hurtigt, så skal jeg lave en sukkerakvatinte som løftegrund. Det er jo dét, man bruger materialer til. Der er ikke regler på den måde. Der er regler om oprigtighed, ordentlighed, og nogle gange ligner man andre. Mennesker er jo mimetiske; vi aber efter.”

Dette er ikke et træ, det er en tegning

Vi sidder og kigger ud på træerne derude. Jeg spørger til det sort/hvide som en form for base i grafikken og i tegningen, og som noget hun har udforsket omverdenen med gennem sin kunst.

”Hvis jeg skal tegne et træ eller fortælle en historie om et træ, er det jo ikke naturalisme, fordi papiret er fladt. Det er ligesom at skrive t-r-æ og inde i hovedet have et eller andet træ. Det sort/hvide er endnu en abstraktion. Ren Magritte kan man sige: ‘Dette er ikke et træ, det er en tegning’. Når jeg bare sidder med en blyant, kan jeg sidde og kigge på alle de der mellemrum mellem træerne og på rytmen, der løber hen over, uden at tænke på farverne. Hvis jeg tænker på farverne, ser jeg overhovedet ikke linjerne, så går jeg efter noget helt andet. Det er to verdener.”

Hver streg har en betydning, og der er ingen skraverede flader i Menckes værker. Hendes værker består af ting, hun har fået øje på, men også af en undersøgelse af strukturer og af en underliggende orden.

”Jeg finder ikke på, jeg har ingen fantasi”, siger Mencke Nielsen. ”Jeg laver heller ikke opstillinger. På Skejten på Lolland sad jeg og kiggede på egetræerne. Mønstrene var enormt smukke. Det tog mig en måned at sidde med næsen ind i en egestamme og lave et værk. Jeg har også altid været betaget af bregner. Hvis du sidder og tegner og kommer under en bestemt bue, så er det ikke længere en bregne; den kan kun bue til en vis grad. Derfor kan du lave en formel for en bregne i enkeltstreger. Det er ligesom, når jeg ser en klippe. Jeg ved, at der er en orden, men jeg kan ikke få fat på den. Hvis man havde en bedre forståelse, så kunne man måske også passe bedre på det.”

Man kan ikke regne med ordene

Selvom Menckes billeder ofte tager afsæt i noget konkret og nærværende, om det er en død svane, hendes atelier, en klippe på Færøerne eller kaktusser, så forbinder hendes værker en ydre verden med en indre og udforsker det usete eller oversete. Hendes billeder støder ofte sammen med eller udfordrer sproget, enten ved værkets benævnelser, dets stedsangivelser, med indlejrede, tilfældige overskrifter fra radioavisen eller med begreber.

”Jeg tror ikke på, at ‘først var ordet’. Man kan jo ikke sige ‘hat’, før den er der. Jeg skal bagom ordene, fordi jeg ikke vil forføres af dem. Sproget undviger. I virkeligheden ved jeg ikke noget. Det er også dét, jeg mener med, at man ikke kan regne med ordene. Sproget er bagudskuende, og det kommer hele tiden på krykker efter det følte og sete, og dér har man jo en chance, når man sidder og tegner.”

”Da jeg havde legat på Munchmuseet, hængte jeg lyserøde natbukser over Munchs værker, fordi han sad der og gloede mig i nakken. Jeg havde mig selv og et spejl, og så begyndte jeg at tegne dét, der ikke hedder noget. Jeg måtte ikke tegne øjne, næse, mund, kind. Det er tit de navnløse ting, jeg prøver at tage frem, fordi det er dem, vi overser.”

”Det, jeg gerne vil, er, at få øje på det på ny, og ikke bare gå forbi det. Samtidig ved jeg godt, at man er nødt til at overse noget. Inger Christensen kunne sige det bedre end jeg. I stedet for at fortælle, at nu er den blåvingede sommerfugl død, så skal man jo holde øje med det, der er, ellers forsvinder det også. Abrikostræerne findes. Tak, dem skal vi passe på. Det er sådan nogle ting, jeg gerne vil.”

Sorgtegninger

”Da min mand var mest syg, sad jeg og kiggede på de her kaktusser, som er fra min bedstemor. Jeg vidste jo godt, at han var døende, men jeg ville ikke vide det, så jeg ville prøve at lave nogle tegninger, der aldrig holdt op. De hedder Sorgtegninger. Når jeg kommer op i store formater, er der ikke nogen detaljer længere, men jo længere jeg kommer ned, jo mere bliver jeg bare ved og ved og ved med små bitte prikker. Det har jeg gjort lige siden. Han døde i november 2019.”

En række af Sorgtegningerne er udstillet på Rønnebæksholm. Ligeledes hænger en serie værker af en række kvinder – blandt andet Karen Blixen, Anaïs Nin og Camille Claudel – som på egen vis også har været på kant af deres samtid. Det er ikke portrætter, snarere Mencke Nielsens egne billedfortællinger.

”Jeg valgte de her kvinder, fordi fortællingen om dem ikke er rosenrød. Jeg vil ikke sige, at de har fundet sig i det, men de har alle sammen overvundet mishandlingen eller undertrykkelsen. Det var egentlig dét, der tiltalte mig, men det er ikke noget, jeg siger eller gør noget ved. Anaïs Nins krave, som jeg har set på et fotografi, sprætter jeg op og bruger som mønstre. I billedet med Camille Claudel laver jeg noget med trekanter, der ikke kan holde balancen og vil vælte. Det er min egen historie med billedets eget sprog, jeg fortæller.”

Ping pong

På min vej ud af stuen og videre gennem entréen peger og fortæller Vibeke Mencke Nielsen om kunsten på væggene i en konstant ping pong mellem hendes egen praksis, værker af andre kunstnere, hun har kendt, fortællinger om hendes tidligere studerende, deres værker og praksis, som hun har fulgt siden akademiet, og om samfundet, kunsten og institutionerne.

Først og fremmest med et på én gang fast og sensitivt, observerende og undrende blik på omgivelserne.