Video: Nana Francisca Schottländer – SYMPOIESIS

Hver måned gennem et år har Nana Francisca Schottländer udforsket Liselund Have og de forskellige årstiders liv og fænomener i projektet SYMPOIESIS. Kroppen er hendes redskab og huden en membran, hvor verdener og væsener mødes, hvor liv udveksler med liv; træ og krop, vand og hud, kød og sten, lys og mørke.

Sympoiesis er kropslig dialog med Liselunds landskaber i tekst, video og fotografi. Værket henter inspiration i bøgerne Træernes Hemmelige Liv af Peter Wohlleben og Meeting the Universe Halfway af Karen Barad og er skabt i samarbejde med fotograferne Thomas Gunnar Bagge og Mikkel Ulriksen.

“Sympoiesis” betyder samskabelse, og værket er et skabende moment, hvor menneske og mere-end-menneske mødes i nye synteser. De kropslige møder med landskabet er dokumenteret i video og foto, hvor kroppens og havens konturer går i symbiose, og menneskekroppen falder ind som endnu en skulpturel form i landskabet.

Sympoiesis er en del af Liselund Laboratorium på Møn, der med 12 projekter gennem et år, et nyt hver måned, udforsker naturen gennem møder mellem kunst og naturvidenskab.

Januar 2021:

”Det første, der møder mig, er rødderne: Lemmer, forgreninger. Nedborede, holdende sammen på det hele i et sejt greb om jorden. Forgreningernes mønstre går igen – multiplicerer sig i det uendelige. På tværs af træer, bække, mos og min egen krop. De filtrer sig ind i hinanden i lag og forskydninger; kalejdoskopiske gentagelser. Som et fælles sprog, en fælles kode, der løber på tværs af entiteter og materialer.”

April 2021:

”I dagens sidste lange solstråler besøger vi et gammelt, rådnende træ. Jeg nærmer mig for hurtigt, glemmer at spørge om lov og lytte efter svaret. Jeg river og støder mig, ødelægger de sarte, trøskede teksturer og kan ikke finde min plads. Indtil det går op for mig, at jeg bare har invaderet en døende krop uden hensyn. Jeg prøver at undskylde og bede om lov, men får et “nej, lad mig være, du har ikke noget at gøre her.” Jeg bliver opfyldt af skam og brøde. Nogle gange er man ikke velkommen.”

Juni-Juli 2021:

Lemna / Andemad

”Frodigheden er næsten vulgær – den har taget over. Jeg lader hånden glide langsomt lige over søoverfladen. Prøver at forestille mig, hvordan det vil være at gennembryde den. Mærker små ladninger rejse mellem huden og de myriader af bittesmå, grønne, nyreformede flydeblade, som dækker søen. Den er blevet til noget andet – laget har sin egen tilstedeværelse.
Hånden presser sig langsomt ned igennem den eftergivende grød. Laget er tykt. Åbne striber af vand står tilbage i sporet efter de nedsunkne fingre. Fingrene kommer til syne igen. Dækkede af grønt, der hænger som levende pjalter fra fingrene. Hånden er ikke længere min; den er søens. Et eget væsen, dækket af andemad, der får nyt liv, som jeg observerer og registrerer.

Jeg træder ud i den grønne flade. Et øjeblik tror min krop, at den er et gulv, som jeg kan vandre ud på, men fødderne synker ned igennem grøden og videre ned i blød, bundløs søbund. Gasser og lommer af luft frigives og hilser fra de lag af liv og død, der ligger og forhandler usete her.

Jo længere jeg går ud, jo mere opsluges jeg af det bundløse. Det er en decideret grænseoverskridende omfavnelse, og jeg veksler mellem panik og overgivelse.
Det grønne lag sætter sig på mine lemmer, som dykker og kommer uigenkendelige til syne igen. Jeg er opslugt af transformationen. Af at bevidne min egen forvandling til et søens væsen.”

Nymphea Alba / Nøkkerose

”Senere rejser jeg ind blandt åkanderne. Træder forsigtigt blandt stængler, blade og skud, der søger op fra det bløde mørke, mod lys og vandspejl.
De rejser sig som grønne, årede hudmembraner over overfladen, og i skyggen under dem bliver jeg lille og falder i staver over lag af spejlinger, grønne kanter, rødlige undersider, spor af min krop i det brunlige søvand, kødfarvede stængler og knopper.
Vi sitrer og åbner vores hulrum her, mens mine lår går i krampe, og himlen spejler sig pletvist og kaster sit lys på vores flader.”