Viera Collaro: “Lyset er en parallel til det menneskelige indre”

På en gråvejrsdag i februar, hvor regnen drypper fra himlen, har trangen til forår og lys for alvor indfundet sig. Dagen skal vise sig at byde på både lys og farver, da jeg møder Viera Collaro til en snak om hendes mangeårige virke, lysets parallel til menneskets indre og hendes tanker om den aktuelle udstilling Levitation. Compassion. Transcendence. på ARoS.

Viera Collaro er med egne ord ved at være “one of the old ladies”. Med næsten fem årtiers kunstnerisk virke har hun da også opbygget et stort bagkatalog, hvor fokus på lys og farvers funktion og betydning er gennemgående. Min forventning til mødet er derfor at få fyldt lys-depoterne op og bliver klogere på, hvad kunstneren egentlig mener, når hun beskriver lyset som en parallel til menneskets indre.

Den store skydedør til udstillingen går op, og jeg træder ind i et mørklagt rum. Her mødes jeg af otte vægge af glas, der sender et blødt lys mod mig i alle regnbuens farver. Lyset nærmest bølger i glasset, og jeg får straks et behov for at undersøge, hvor lyset kommer fra. Jeg må misse en smule med øjnene i det mørke rum, da jeg næsten blændes af skarpe neonfarver fra de lysstofrør, der hænger på en systematisk række bag afskærmningen.

Fotoner og spiritualitet

Værket Levitation er det første af tre værker i udstillingen. På den ene side bliver jeg sendt tilbage til en fysiktime i gymnasiet, hvor vi arbejdede med lysets bøjning og interferens. Samtidig vidner værket om en mere sanselig tilgang til lys, som også forholder sig til lysets effekt. Det er tydeligt i værkerne, at lys ikke bare er lys. Det handler om noget andet end fotoner, farver og lysstyrke. Under min samtale med kunstneren går det hurtigt op for mig, at hendes fokus er på lysets evne til at pege på det indre i mennesket. Collaro ser en parallel mellem lyset, menneskets indre og spiritualitet. Det kan måske i første omgang virke uhåndgribeligt, men hun insisterer på, at der er en sammenhæng.

“Det spirituelle handler for mig om vores tanker, følelser, sanser og bevidsthed. Det er noget vi alle har i os. Det er immaterielt og har en parallel til lyset. Det betyder ikke, at det er det samme som lys, men der er en energi i lyset, som vi også har indvendigt.”

Denne sammenhæng mellem lyset og spiritualiteten er da heller ikke ny. Der har til alle tider været en forbindelse mellem det åndelige og lyset – fra Egyptens pyramider til solhverv, kristendommen og buddhismen. Lyset beretter om dét, der er godt, dét der giver liv og energi. Der er en dobbelthed ved lyset i Collaros værker og hun taler om, at det på én gang symboliserer og påvirker sindet.

“Om vinteren har vi brug for lyset”

Lysets vigtighed gik op for kunstneren, da hun som ung flyttede til Danmark, efter at have boet en årrække i USA. Her blev hun mødt af mørke og vinter, hvilket påvirkede hende – noget de fleste af os nok kan nikke genkendende til efter en lang vinter.

Arbejdet med lys opstod på baggrund af et behov for at holde mørket på afstand: “Det har betydet meget for mig at arbejde med lys. Jeg har gennem årene fået mange opgaver med lys, og jeg tror, det er fordi, vi har brug for det. Om vinteren har vi brug for lyset til at få energi; uden lys kan vi ikke helt så meget.”

Colleros fascination af lys og farver er dog ikke kun et resultat af de mørke vintermåneder i Danmark. Første tegn på hendes livslange beskæftigelse med farver og lys opstod, da hun som 4-årig så sin første spillefilm.
“Jeg kan tydeligt huske det. Pludselig gik filmen fra sort/hvid til farver, og jeg blev helt overrasket! Det åbnede en helt ny verden for mig.”

“Værket overraskede mig”

Denne nye verden af farver og lys efterlod hende med stor forundring. En forundring og overraskelse, som stadig kan ramme hende på ny. Det er tydeligt, da jeg møder hende i udstillingen, at hun selv drages ind i værkerne og fascineres af dem, mens vi står der.

“Jeg arbejder intuitivt og eksperimenterer med materialerne. Værket Transcendens overraskede mig, da det stod færdigt, fordi jeg undervejs ikke vidste, hvordan det ville ende.”

De gamle værker kræver også, at hun arbejder på dem, da de skal ændres og tilpasses. Det skyldes, at teknologierne har ændret sig gennem årene. Gamle spots skal udskiftes med LED, som reagerer anderledes med materialerne i værkerne. Alt må derfor gennemtestes, så hun har forholdt sig til dem på ny.

Det symboliserer kærlighed og varme

Når jeg ser udstillingens tre værker Levitation (2003), Compassion (2006) og Transcendence (2022) i sammenhæng, virker de til at underbygge hinanden. Men sammenhængen er først opstået i kraft af denne udstilling.

“Da jeg i sin tid lavede værkerne, var de ikke tænkt som sammenhængende, men det virkede meget naturligt at sætte dem sammen her. De viser på forskellige måder tre stadier eller faser af vores indre process, som er noget, jeg arbejder meget med.”

Ifølge Collaro handler Levitation og Transcendence om menneskets indre forandringer, hvor Compassion peger på relationen mellem mennesker. Om sidstnævnte forklarer hun, hvordan værkets lys og farver skal forstås.

“Det pink lys i Compassion symboliserer kærlighed og varme. Det er hvad ‘compassion’ også er. Det opstår, når vi møder og identificerer os med andre, forstår deres situation og ikke bare siger “åh, hvor er det synd for dig”, men kan rumme det. Så opstår der empati, men det kræver kærlighed.”

Tid skaber forandring

Collaro reflekterer ikke blot over værkernes betydning, men også over værkernes afspejling af eget arbejde og den forandring hun har gennemgået.

“Der er stor afstand tidsmæssigt mellem værkerne, så på mange måder afspejler de også min egen udvikling. Selvfølgelig gør de det, når man arbejder med kunst – i hvert fald i min praksis. Jeg har mange værker at vælge mellem og jeg har gennem tiden forandret mig meget. Der har tidligere været nogle værker med mere uro, hvor der nu er en mere afklaret og rolig tilstand.“

Åndedrættet skaber ro

Netop roen er gennemgående i udstillingen, hvor stilhed og refleksion bliver belyst på forskellige måder. Det manifesteres også i udstillingens tredje værk Transcendence. Når man nærmer sig værket ligner det en stor oplyst kube, der består af lange baner af hvidt stof fra loft til gulv. Der er en blødhed over værket, det virker svævende og let. Stoffet danner en labyrint, som man kan bevæge sig igennem, ved at finde små åbninger i de vægge, som stoffet danner. Det hele er oplyst af blødt, farvet lys, der langsomt skifter nuancer i et tempo, som ifølge kunstneren skal imitere det menneskelige åndedrag.

Også her bliver lyset et symbol på det menneskelige indre på en næsten fysisk måde i kraft af imitationen af åndedrættet.
”Værket hedder Transcendence, fordi der sker en transformation i værket. Man går igennem nogle barrierer og kommer et andet sted hen i en roligere tilstand.”

Uforstyrret lys

Viera Collaro har stået for en række offentlige udsmykninger, hvor lysværkerne skal installeres under hensyn til en række forskellige forhold i forhold til det miljø, de skal fungere i. Derfor er denne institutionelle udstilling vigtig for hende. Her får lyset og farverne lov til at stå uforstyrret i rummene, uden udefrakommende forstyrrelser, og der er tid og ro til at opleve og fordybe sig i det.

“De forskellige rum har en dialog med hinanden, det er ikke bare gentagelser. Men lyset er der hele tiden. Det viser lysets potentiale og hvad det kan.”