Vil du ikke nok provokere mig?

Kunst og provokation har hængt uløseligt sammen siden midten af 1800-tallet, hvor de fremsynede kunstnere blev afvist af de konservative saloner og måtte oprette frie uafhængige secessioner og udstillingsbygninger for at  kunne vise den kunst, som dengang provokerede den herskende smag, men som i dag pryder såvel Bo Bedre-hjem som kaffedåser i museumsbutikkerne.

Her blev den store fortælling om moderne kunst grundlagt, en fortælling om den fremsynede kunst, avantgarden, som var en knytnæve i synet på den borgerlige kunstforståelse, og som gennem sine provokationer fik rystet kulturen ud af sin konforme og ufrie vanesøvn og lagt grobunden for modkultur-bevægelser 68-oprørets frihedsidealer.

Sidenhen blev museerne og kunstoffentligheden så glade for provokationerne, at provokerende kunst blev trivialiseret. Ilva kan sælge møbler ved at annoncere en happening med ‘provokunstneren’ Hornsleth, og selv Politimuseet benytter skamløst provokationen som markedsføring. Provokation sælger billetter, og man kan hurtigt erklære provokationen for død og ligegyldig.

Men selv om provokationen i regelen er blevet triviel, lever ideen om provokation som det afgørende stadig i bedste velgående – både hos dem, der taler for den og hos dem, der taler imod den.

Provoministeren, Ærtebjerg og den reaktionære blogger
At provokationen er blevet en almindeligt accepteret dyd, viser sig bl.a. ved at tidligere kulturminister Carina Christensen i 2009 udtalte følgende til Politiken:

“Det, kunsten kan, er at provokere… Det er vigtigt, om kunsten lever, om den trives, om den kommer ud til danskerne, om folk oplever kulturen som relevant, lader sig provokere. Jeg ville faktisk være mere bekymret, hvis vi ikke havde kunst, der kunne provokere, så den stagnerede og gik i stå.”

Provokation forbindes her med vitalitet og det at nå ud til folk og er relevant for dem. Kunsten går i stå, hvis ikke (dele af) den provokerer.

Også dem, der hader provokation ser den som en integreret del af samtidskunsten. Tag fx Rune Selsing, JPs blogger, der bl.a. har beriget kunstdebatten med indlægget ‘Moderne kunst er noget lort’ og andre enfoldigheder.

I indlægget ‘Thorning kunne ikke undvære sin peniskunst’ er hans udgangspunkt, at al nutidig kunst blot er ude på at provokere.

Som eksempel fremdrager han Kathrine Ærtebjergs billede Hun var aldrig alene, som hænger på Helle Thorning-Schmidts kontor.

At der indgår en edderkop og en kniv i billedet er bevis på, at Ærtebjerg laver aggressiv provo-klichékunst, der kun har til formål at få “DR2-damerne” til at hvine af skrækblandet fryd.

Rune Selsing er lige så sart som hans blog-overskrifter er latrinære.

Jeg tror, at meget få vil lade sig provokere af sådan et billede, og jeg tvivler på, at Helle Thorning har valgt det for at udstille, hvor provo-agtig hun er.

Men det er tydeligt at aflæse ud fra kommentarerne på hans forskellige blogindlæg, at mange deler den opfattelse, at samtidskunsten bare er ude på at provokere.

Et andet begreb om provokation
Der bliver lagt alt for meget vægt på provokationen, både positivt og negativt. I hvert fald, hvis man forstår ‘provokation’ i ordets mest udbredte forstand, som dette at vække anstød og afsky hos småborgerskabet på grund af form eller indhold. Det er kun yderst sjældent kunstnernes mål, og når det er, er der sjældent tale om interessant kunst. Provokation er blevet kitsch, så meget har Hornsleth forstået. Og det interesserer kun den promille af samtidskunstnerne, der ønsker at lave ‘rav i den’.

Men der er måske en anden betydning af ‘provokation’, et ord som jo blot betyder at fremkalde (pro vocare). Man kan fremkalde sanselige reaktioner og æstetiske erfaringer. Man kan fremkalde debatter og kritiske diskussioner og en øget bevidsthed om visse ting. I denne forstand behøver der ikke være tale om at fremkalde vrede hos borgerskabet, men nok at udfordre vores vaner eller fremkalde glemte sanselige og kognitive registre eller fremkalde en skærpet sensibilitet over for noget.

Marie Lunds fornemmelse for sten
Da jeg forleden var på Sorø Kunstmuseum gjorde Marie Lunds værker dette ved mig.

Hun sammensætter udvalgte stenarter (travertin, fedtsten, alabaster) med udvalgte brugsgenstande (CD, vinglas, cykelstyr), og det er umiddelbart provokerende.

Ikke i provokunst-betydningen, men i den forstand, at der såvel sanseligt som tankemæssigt sker nogle nye sammenstød mellem materialer, vi er vant til at holde adskilt:

Det rå og det forarbejdede, det geologiske og det menneskeskabte, det naturlige og det kunstige.

Stenene og brugsgenstandene skurrer mod hinanden, selv om de er nært beslægtede, idet glasset er lavet af mineraler, cykelstyret formentlig af metalliske legeringer og at CD’en skinner på grund af et tyndt lag guld. Geologiske materialer er overalt i vores hi-tech-hverdag, selv i vores mobiltelefoner.

Disse værker provokerede min sensibilitet, men var samtidig fascinerende nok til at jeg betragtede dem igen og igen. Og gradvist i denne proces udfoldede der sig en æstetisk erfaring, som gør, at de nu forekommer mig smukke, omend stadig spændingsfyldte.

Hvis det var det, Carina Christensen mente, da hun talte om vigtigheden af provokerende kunst, erklærer jeg mig enig. Jeg er dog ikke helt sikker på, at det var det…