Volden og den skulpturelle stilhed

Jørgen Haugen Sørensen (f.1934), en af Danmarks grand-old billedhuggere, er i de seneste år vendt tilbage til leret og det figurative, som han begyndte med som ung. Nu, som dengang, arbejder han med meget udtryksfulde, figurative bronzer, især portrætter og slagtescener.

Det er dog ikke personer, men derimod menneskets sindstilstande, som han portrætterer. Sindstilstande, der som en selvfølge lægger op til de afbildede blodige og voldsomme slagtescener. Og det er ikke kun dyr, der slagtes. Mennesket må selv holde for, når det udsættes for artsfællernes primitive dyriskhed, drevet af hensynsløs magtbegær, griskhed og logikken af den stærkestes ret.

Menneskeslagtningen
De ti bronzerelieffer Alt imens ligner ved første øjekast arkæologiske fund, og fremstår som tavse vidner om menneskets overlevelseskamp i helvede. Menneskene slagter hinanden, bliver flænset og ædt op af helvedeshundene, kremeret af ildkugler, der har efterladt spor af størknet lava på deres vej ned i afgrundens dyb.

Stillet op på metalstativer, der i denne forbindelse mest af alt ligner staffelier, fremtræder værkerne meget levende og dynamiske som var de oliemalerier, der er blevet skabt for et øjeblik siden.

Sårede kamphunde
That’s why they call them dogs er en serie bronzeskulpturer af hunde, der vånder sig i smerter. Serien af de større hunde på udstillingsrummets plankegulv ligner kamphunde, hvis kroppe er oversået med friske kød- og snitsår. Den røde farve i sårene, som indikerer det øjeblikkelige, spiller op imod bronzens bestandige karakter, og bibringer værkernes indhold en dimension af evig gyldighed.

Menneske- og hundefiguren er et gennemgående motiv i Haugen Sørensens seneste værker. I netop denne sammenhæng bliver den almindelige forestilling om hunden som menneskets trofaste ven forrykket til en absurditet, hvor kamphunden bliver et udtryk for menneskets sygeligt forstyrrede ego.

Velkendte sange
Alt virker velkendt. Ikke således forstået, at det er set før. Det er snarere ligesom om jeg er fortrolig med alle de sange fra kunstnerens Sorte Sangbog. Ikke mindst fordi form og indhold i værkerne går så mesterligt op i en højere enhed, og formår at skabe genklang i mit indre resonansrum.

Således kan jeg, mens jeg går værkfortegnelsen igennem, uden tøven sætte værktitlen Tiden i forbindelse med den tilsvarende skulptur, der forestiller et forvrænget menneskehoved. Ud af skulpturens mund stikker en hånd op og lægger sig hen over ansigtet, og graver sig deformerende ned i hovedskallen.

Et tavst vidnesbyrd
Jeg mener, jeg ser er en skulptur af en nøgen, udmarvet og lemlæstet menneskefigur liggende på en slags båre. Den ligner først og fremmest en døende soldat, der må lide en pinefuld død, uhjerteligt reduceret til et redskab for en magtelites primitive og uhjertelige trang til storhed.

Helt absurd forekommer mig, mens jeg er omgivet af de voldsomme og barske lidelses-scenarier, min slående og fuldstændig uforklarlige oplevelse af stilhed. Måske en reaktion på det, jeg er vidne til.

Jørgen Haugen Sørensen har ved en anden lejlighed givet udtryk for, at der mangler vidner i tiden. Med denne udstilling råder han bod på denne mangel ved selv at aflægge vidnesbyrd over sin samtid. Voldsomt og stumt som en skulptur.