Dokumentariske utopier for en grumset verden

#whatif præsenterer værker, som tilbyder svar på verdens store spørgsmål – i hvert fald som utopiske glimt. Det udfoldede materiale er komplekst og ind i mellem svært aflæseligt, men projektet er fint komponeret og kan både udfordre og inspirere sin beskuer.

De otte værker, som udgør udstillingen #whatif, præsenteres hver især med et tankevækkende spørgsmål: ”Hvad hvis kunst kan rette op på økonomisk ulighed?” eller ”Hvad hvis kunst kan lære os at leve og flyve uden fossile brændstoffer?”

Disse idealistiske fordringer står ofte i kontrast til de dystre og komplekse realiteter, som værkerne faktisk fremviser. En fin måde at illustrere, hvad der er på spil i de ellers omfattende og svært tilgængelige værker i feltet mellem kritisk dokumentation og flyvende utopi.  

Den ambitiøse udstilling er en suite af kunstneriske projekter, der omhandler politisk forandring og nye visioner for samfundet. Der er ikke tale om politisk kunst med erklærede paroler, men mere dokumentariske undersøgelser af de forskellige forhold. Og ganske passende finder #whatif også sted i forbindelse med dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.

Et sejlende eksperiment
Udstillingen står til søs med Marcus Lindeens The Acali Experiment. Acali-eksperimentet samlede en gruppe forskellige mennesker på en lille flåde, der skulle krydse Atlanterhavet i 1973 for at udforske den menneskelige natur under ekstreme omstændigheder.

Resultatet var overraskende i den forstand, at forsøgspersonerne agerede langt mere hensynsfuldt og solidarisk end forventet. Lindeen har samlet deltagerne og skabt en kopi af flåden, som kan opleves i installationen og filmproduktionen The Raft. En både håndgribelig og tankevækkende start på det utopiske tema.

I næste rum vises den uafhængige undersøgelsesgruppe Forensic Architectures dokumentation af forsvundne beduinske bosættelser på israelsk territorium og andre benægtede statslige forbrydelser.

Ideen er her at vise kunstværket, som afslører af forbrydelser mod menneskeheden – en idealisme, der dog også rummer spørgsmål om bevisførelsens troværdighed. Æstetikken er i hvert fald mere traditionelt dokumentarisk med afsøgninger af terrænet og interviews.

På den anden side introduceres vi til den hollandske kunstner Renzo Maartens og hans samarbejde med en gruppe congolesiske plantagearbejdere i gruppen CATPC. For at kunstverdenens pengestrømme også skal nå til det fattige Congo, distribueres skulpturer lavet af plantagearbejderne og støbt i chokolade fra plantagens produktion til det vestlige kunstmarked.

Det er altså ikke den æstetiske værdi, men distributionens gestus, der omsættes i det provokerende værk. Hos denne beskuer efterlader det dog nogle spørgsmål – hvad er egentlig meningen med at søsætte de grove chokoladebuster i en kunstverden rigere på meninger end på penge? Og hvem kommer opmærksomheden til gode?  

Et flow af dokumentation
I Lara Baladis Don’t Be Too Candid flimrer en masse materiale med relation til protesterne på Tahrirpladsen i Cairo i 2011, der som bekendt var en del af Det Arabiske Forår og dets mere grumsede efterspil.

Baladis værk vil gøre opmærksom på, hvordan en begivenhed som revolutionen arkiveres i den kollektive hukommelse, og hvordan de sociale medier både er en kilde til forandring og statslig overvågning. For den udenforstående er det dog lidt svært at afkode værket ud over en generel fornemmelse.

Et større historisk perspektiv sættes op i Naeem Mohainens Two Meetings and a Funeral. Det 85 minutter lange filmværk på tre skærme omhandler koldkrigsårenes Non-Aligned Movement, hvor en række asiatiske og afrikanske lande forsøgte at skabe et politisk alternativ til supermagternes verdensorden.

De gamle optagelser af politiske taler, arkiver og andet historisk materiale er igen svære at afkode for at danne baggrund for en traditionel indsigt i denne alternative globale historie. I stedet er det igen en flimrende antydning, man som lægbetragter står tilbage med.

I documentas luftlag
De afsluttende værker af Tomás Saraceno lader passende utopierne flyve op i højere luftlag. For eksempel med en særlig rygsæk, som angiveligt skulle gøre det muligt at flyve uden brug af fossile brændstoffer og ’dekolonialisere atmosfæren’, som det med en lidt tykt påsmurt sprogbrug siges om værket.

Værkernes dokumentariske karakter og vilje til at repræsentere globale kontekster bringer mindelser om sidste års documenta-udstilling (Mohainens værk var faktisk også vist her).

Det siger også noget om ambitionen og det eksperimentelle mod i en udstilling, der trods sin svære aflæselighed er en værdifuld oplevelse.