Adam Jeppesen: While Every Passing Day Seemed Fair

Martin Asbæk Gallery  præsenterer udstillingen While Every Passing Day Seemed Fair af Adam Jeppesen. Gennem antotypi, fotogravure kombineret med kobbertryk og skulptur reflekterer den danske billedkunstner over de udfordringer, som vi i det 21. århundrede står overfor, herunder den hurtige udvikling af nye teknologier og en potentiel spirituel udtømning som følge deraf. Samtidigt rejser Jeppesen også spørgsmål om, hvad kunstig intelligens betyder for vores forståelse af verden samt for vores forhold til både tid og varighed.

Hovedparten af de nye værker er såkaldte antotyper: billeder skabt ved hjælp af lysfølsomt materiale fra planter. Jeppesen har samlet plantemateriale til at indfarve papiret, der efterfølgende er tørret og lagt i solen med et fotonegativ ovenpå. Farven fra det organiske materiale forbliver i de mest skyggefulde områder, mens de områder, der er mest udsat for solen, bliver blege.
Projektet rummer derfor også en høj grad af tilfældighed, idet det endelige resultat ikke alene er afhængig af årstiden hvori planterne er høstet, men også vejret under fremkaldelsen. Denne hands-on metode står i skarp kontrast til værkernes spøgelseslignende motiver, der er skabt ved hjælp af software. Disse portrætter er hverken skarpe eller genkendelige, men fungerer i stedet som fornemmelser eller abstraktioner, der ikke alene vækker vores fantasi, men også vores erindring. Det mest urmenneskelige er at genkende et ansigt, og visionen bag portrætterne er at skabe en bro mellem os, som biologiske væsner, samt det uhåndgribelige og syntetiske, såsom software, ved at give disse en biologisk form.

Ansigterne forestiller på den måde noget, men ikke nogen. Det vi ser på, er ikke mennesker. De har aldrig været børn, og de bliver ikke gamle. De er nutidens spøgelser. Uden dét fundament af forgængelighed og flygtighed, som hører til vores, de dødeliges, livsbetingelser. Vi har at gøre med fotografi, som på usædvanlig vis ikke er et øjebliksbillede. Som spøgelser står vi over for et fænomen, der har en indvirkning på os, men som man ikke kan gribe eller være i fysisk kontakt med. Jeppesen giver derved et konkret billede på kunstig intelligens’ formåen, som kan igangsætte en refleksion over de eksistentielle og etiske implikationer, det har at sætte sin lid til noget med stor indlæringskraft og evne til at simulere, men som samtidigt er svært at få øje på.

Kunstig intelligens er blevet vor tids fantom, et spøgelse hvis tilstedeværelse ikke alene understøtter den moderne livsstil, men som også udfordrer demokratiet og sandheden selv. Foruden udstillingens portrætter, præsenterer Jeppesen en række skulpturer, inspireret af rammet jord. Denne teknik er i flere tusinde år blevet benyttet til at skabe robuste strukturer, længe før opfindelsen af både stålrammer og cementblokke. Selvom skulpturerne er robuste, er håndteringen af de enkelte dele også med til at ændre skulpturernes udseende.
Efterhånden som sandet drysser ned, skabes gradueringer såvel som en fornemmelse af, at værkerne er evigt skiftende, altid i proces. Skulpturerne mimer genkendelige arkitektoniske former såsom søjler eller antikke ruiner, hvilket er med til at skabe forbindelser på tværs af tid og sted, men som også rejser kritiske spørgsmål til, hvad fremtiden bringer. Især da vores forståelse af en evidensbaseret sandhed ændres. Sandheden er blevet flydende, kompromitteret af os selv, vores følelser og disses tvivlsomme fundament, der er baseret på data lige så fejlbehæftet som dets arkitekt. Denne sandhedens forgængelighed får os ikke alene til at overveje tomheden i vores egen identitet, men stiller også spørgsmålstegn ved både samfundets søjler såvel som vores selvforståelse.

Kilde: Martin Asbæk Gallery